Da pigerne var små børnehavebørn, og jeg hele tiden var på barsler, var Nationalmuseets børneafdeling et af vores yndlingssteder til hverdagsture.
Gratis indgang, børnene måtte røre ved alting, og jeg kunne sidde med en bog, mens de legede med plastikmad, i vikingeskibet.
De sidste par år har vi ikke været der meget, og resten af museet har vi kun set lidt af gangen – men i dag skulle deres far koncentrere sig om noget skriftligt arbejde, og da vi jo bor i byggerod og lidt plads, tog vi på Nationalmuseet, for at give ham fred.
Her vil mellempigerne tippe om, hvordan det er:
Anmeldelse af Nationalmuseet-besøg – et mandagstip.ø
Mindste mellempige, 8 år:
“okay.
I går var jeg på nationalmuseet, og der var vi først et vikingeagtigt sted, hvor der var guldhornene, og jeg syntes de var rigtigt seje, fordi der var flotte mønstre på.
Det var også spændende, at de engang blev stjålet.
Og jeg har set dem i en film.
Vi så også sådan en mor, der var skelet, og hun havde en baby i maven. En nuttet skeletbaby.
Det syntes jeg var synd….
Det var bare på et billede, men det hang lige ved siden af en glaskiste, med et rigtigt skelet af en pige.
Hun var død i kobberalderen, eller sådan noget.
Der var også en gammel dame, der var skelet, og hun havde vildt mange smykker.
Man kunne ikke se kæden mere, der var bare en masse perler.
De var meget flotte dengang, men det er mere sådan noget børnehavebørn laver nu.
Vi var også inde og se på penge, og jeg syntes det var vildt sejt at der var kæmpemønter, de var lige så store som min hånd!
Bagefter så vi en udstilling om pels, og jeg syntes det var synd for de der små mink, at man lavede pels af dem!
Og der var også sådan nogle lange, tynde dyr, som man bare brugte til kanter på tøj – totalt spild!
De var så bløde…
Jeg synes på en måde det er synd at slå dyr ihjel og lave dem til tøj – men jeg synes det er fair nok fx i Grønland, hvor man spiser dyret også.
Vi har været i Grønland, og inde i den butik der hedder “brættet”, hvor man kan købe døde fisk og sådan noget, så jeg en fin dame, der købte en pose med sæl-tarme – så jeg ved man spiser det hele!
Vi så også noget om danmarks historie, og vi kom til et sted med dukkehuse, og de var rigtigt seje, med himmelsenge og små sutsko, og små kringler, og dem kunne jeg virkeligt godt ønske mig!
Men dukkerne så lidt underlige ud, med tykke kroppe og små hoveder…det var ikke så pænt.
Der var også en masse lejligheder, så man kunne se hvordan man boede i gamle dage, hvor man var fin.
Det var meget stort, museet.
Vi så ikke hele museet, fordi der var nogen der blev trætte, og nogen der ville have noget at spise, men jeg vil totalt gerne se det hele næste gang!
Jeg vil give Nationalmuseet 5 ud af 5 stjerner, for det var VILDT sjovt, og ligesom at spole tilbage i tiden!”
Ældste mellempige, 9 år:
” Jeg syntes det var uhyggeligt med de der skeletter – selv om det også var rigtigt spændende.
Jeg synes jeg lærte en masse!
Jeg kunne bedst lide den udstilling om pels, hvor man godt måtte røre ved alle mulige stykker pels, og klæde sig ud i pelse, og tage selfier med forskellige baggrunde.
Det prøvede vi i lang tid.
Bagefter gad jeg ikke mere, men de andre skulle hele tiden liiiige se noget, og så gik vi bare rundt og rundt på sådan nogle gange, og det var sygt kedeligt!
Jeg vil give det 3 ud af 5 stjerner.
Fordi det var ret spændende, og ret kedeligt.”
Sikke en dejlig anmeldelse! Det er en god ide at lade børnene anmelde og vise hvad de får ud af sådan et besøg. Jeg får helt lyst til at tage mine 4 børn med derind. Dejligt med gode tips!
Hilsen Anne Sofie
Dejligt at høre! Det siger jeg videre, tak!:)
Hvor lyder det hyggeligt 🙂 Ret spændende og ret kedeligt er en skide god beskrivelse 😉
Ja, det er en seriøst præcis beskrivelse;)