Om søvn og trætte ansigter

Vi sov for første gang oppe på børneværelserne i nat.
Meget underligt at falde i søvn i et rum, hvor der ikke sover børn, når vi er vant til at sove sammen!

Mens vi bygger om, sover pigerne inde i det største af værelserne: to i køjeseng, og to på madras på gulv – men da jeg puttede dem i går, insisterede de tre mindste, på at sove i ske på madrassen, med den mindste i midten.

Denne beslutning fortrød de bitterligt, da de vågnede, badet i tis, kl 02: mindstebarn var vågnet; var blevet forvirret over hvor vi var henne, og havde i skræk tømt blæren ud over de to andre.
Så der var en madras der skulle vaskes, tre unger der skulle spules, sengetøj der skulle af, og nogle børn der skulle fordeles rundt på alternative sovepladser, og der gik en god time, før vi kunne sove igen.

Da vækkeuret ringede i morges, lignede jeg tollund-manden i ansigtet, og var så træt at det føltes som om mine øjenlåg var limet sammen, og jeg fattede ikke hvorfor børnene sad og fnisede af mig.

Min næstyngste fortalte hvordan hun selv var vågnet med mareridt et par timer efter tisseshowet, og havde vækket mig for at få et kram.

Det havde jeg givet hende, efterfulgt af en samtale der lød ca sådan her:

Mor(surt): okay, men nu skal du gå ud i gangen og lave det du var i gang med!

Barn:” hvad??”

Mor(utålmodigt):” ja, den der gris!”

Barn:”hvad??”

Mor(opgivende):” den af de der skumsvampe, af guld. Og nu skal du lade mig være, så jeg kan blive færdig med det jeg er i gang med – det er faktisk vigtigt! “

Barn opgav desorienteret al videre samtale og gik i seng igen.

Jeg kan overhovedet ikke huske det – men det er ikke mærkeligt at jeg nogle gange er så udmattet om morgenen, hvis jeg har så travlt med stressende, vigtige ting om natten!

Læste inde hos hende her i morges, og syntes det var så fint at hun turde lægge træthedsfjæs på blog – det tør jeg ikke, selv med fuld makeup og min pæneste kjole, kan jeg skræmme livet af de fleste i dag…

20141008-130952.jpg

8 thoughts on “Om søvn og trætte ansigter

  1. Skumsvampe af guld … fantastisk hvad man kan brygge sammen i tilstanden lige mellem bevidstløshed og bevidsthed. Bliver det ikke også tit vildere, når man sover et nyt sted? Håber natten bringer jer lidt mere søvn 🙂

  2. Det med at hun skal lade dig være, så du kan blive færdig med det du er igang med, og som faktisk er vigtigt, siger da noget om at din hjerne tænker optimalt rationelt, selv i den situation. Det er jo søvn, du er igang med, og nattesøvn er faktisk vigtigt, og derfor skal hun lade dig være! Fair nok. Ind imellem får jeg mavekrampe af grin over dine blogposter. Den med tre tøser badet i tis….fordi de to store var søde nok til at ville ligge i ske med den utætte….åh hvor er det grum grum kongehumor! Eller også er jeg bare (også) overtræt. Ku ikke holde op med at grine over det.

  3. Hold kæft det er morsomt!

    Min datter sov mirakuløst middagslur i 1,5 time i går. Mindre mirakuløst var det, da hun var vågen og glad på “Skal vi lege”-måden mellem 1:30 og 4 i nat!

  4. Åh hvor er det en sjov samtale I har haft om natten! Vi havde sådan en morgen, i dag, hvor vi faktisk kunne tillade os at ligge en halv time længere. Og det er selvfølgelig lige netop dén morgen at sønnen vågner, et kvarter før normal stå op tid (dvs vi blev frarøvet ca 45 min ekstra søvn) med ordene “mor jeg er helt frisk nu” og hunden begynder at danse rundt for at komme ud. Han kan sådan en særlig manøvre (hunden altså) hvor han sætter sig i døren, pruster og nyser til han ser vi bevæger os. Så løber han ud af soveværelset med trusler (det er måden han løber på) om at tisse. Og når man endelig har overgivet sig, stået op, lukket hunden ud og bevæger sig op for at få tøj på opdager man at det ikke kun var en trussel. Den er sikker hver gang. Så her skiftes hund og barn til at være utætte…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *