Om balletbørn

Da mit ældstebarn var lille, var hun glødende fan af alt lyserødt, strutskørtet og prinsesset.
Hendes højeste ønske var at gå til ballet, men vi havde for det første ikke råd, og for det andet lå der ikke et sted i nærheden, hvor hun kunne gå til det.

For nogle måneder siden, opdagede jeg at der var åbnet en balletskole lige i nærheden, som ikke engang var vildt dyr.

Jeg fortalte hende om det, selv om jeg godt vidste at det ikke længere var hendes drøm – men jeg glemte at hendes tre yngre søstre var inden for hørevidde, og de blev ovenud begejstrede!

Man binder sig for et helt år, så jeg var indledningsvist meget skeptisk, og havde fordomme om at den slags var kedeligt, og syntes de hellere skulle melde sig til noget med mere spræl i – men de var urokkelige.

Så nu skiftes deres far og jeg til at tilbringe en hel lørdag formiddag, i et lille venteværelse, tætpakket med utålmodigt ventende forældre og eksalterede tylklædte småbørn med skingre stemmer, mens vores tre yngste på skift har undervisning.

Det er ikke det jeg helst vil lave på en lørdag formiddag: at sove længe, ligge og nusse og snakke med børn mens vi vågner, og bagefter læse avis og drikke kaffe i sengen, topper det – men pigerne er heldigvis rigtigt glade for det, og så kan jeg godt leve med det.

Og mine fordomme om at der ikke er motion nok i ballet, bliver manet væk når vi kommer hjem, for der er altid så meget overskydende spræl i dem bagefter, at de flintrer rundt, og laver slåskampe i sofaen og vejrmøller i haven resten af lørdagen, så uanset hvor stillestående deres undervisning måtte være, så får de i set mindste masser af motion bagefter!

20140927-113420.jpg(deres fine ballettøj er i øvrigt HER fra. Billigt, holdbart og anderledes tøj, og så er ejeren og designeren bag enormt hjælpsom og sød!)

Men i dag måtte forældrene komme med ind de sidste ti minutter og se hvad børnene havde lært – og de så så fine og stolte ud, at al min irritation over ventetid forduftede.

20140927-115943.jpg
Ja, de er uskarpe.
Ved ikke om skylden skal skydes på mit gamle kamera, eller på at jeg blev så rørt over de spændte fire årige, at jeg rystede på hånden?
De store piger var lige så søde at se på – dog med lidt mere ynde og elegance, end de små trunter havde udvist.

“Vi har også hold for voksne!” lokkede underviseren, da hun så min moderlige stolthed,over eget yngel i tricot.

Et kort øjeblik var jeg fristet, fordi det lignede at de havde det sjovt, men jeg kom heldigvis til besindelse, ved tanken om mig selv i lycra.

Håber at Ninjaman ikke lader sig lokke næste lørdag – ballet er en af de få ting han ikke har gået til endnu, og han kunne sikkert godt tænke at det ville være et fint supplement til hans thaiboksning.

Jeg er overbevist om at han vil være lækker selv i spandex, men jeg orker ikke helt at skulle stå og blive rørt over hans fine piruetter…

6 thoughts on “Om balletbørn

  1. Åååh hvor er de fine :)!
    Håber også at mine (endnu fremtidige) børn får nogle sportslige fritidsinteresser! Omend, med deres (formodentlig/forhåbentlig) far bliver det sandsynligvis fodbold :’D

  2. Åh då fine de er.

    Jeg har gået til voksenballet, som usmidig og stakåndet voksen og jeg dødselskede det. Jeg blev aldrig god til andet end at huske de franske udtryk, men det var ret så fantastisk fordi det var så svært, at man ikke kan have tankemylder eller stress over noget andet, og er helt nød til at være til i nuet. I modsætning til meditation, hvor der bare bliver åbnet og for tsunami af mulighed for tanker.

    Kh

    • Uuuuuuuuuuh – du lokker! Jeg syntes også det så svært ud, på den sjove måde. Men jeg har simpelthen så meget bryst og balder, at jeg vil se tåbelig ud…

  3. Hvor er dine børn søde.
    Jeg har en bekendelse.
    Min egen datter startede med ballet for fire år siden, da der ikke var nogle springgymnastikhold der passede til hende (hun var dengang 11år og øvet) og vi havde lige flyttet til Vestjylland. What to do? Hun startede på fodbold, men det var ikke noget for hende og så synes jeg at okay, så kunne hun da prøve det her ballet. Og hun blev fuldstændigt vild med. Den fornuftige mor (mig) ville liiiige se det an. Så hun dansede det første ½ år i fodboldtøj. Dog ikke sokker og støvler. men alligevel.
    Hun har i løbet af 4 år udviklet sig meget. Fra at være en sart lille blomst er hun nu en cool 15 årig, der danser 20 timer om ugen, har været på dansecamp (alene) i USA som 14-årig, haft hovedrollen i Nøddeknækkeren, danset for dronningen osv osv.
    og jeg er stolt af hende. Hun er en Ninja i tyl.
    Men nu vil hun ikke mere. Som danser på Advanced Foundation niveau og på elite hold synes hun ikke hendes lærer er god nok. Mere.
    ????
    Så nu er min datter gradvist ved at skifte over til moderne dans i anden by. Hun er lidt “metaltræt” af ballet men elsker stadig dans.
    Efter en uge uden “taxikørsel” blev jeg rastløs. og måtte bittert erkende, at det var jo mig der var blevet vild med ballet.
    Så nu går jeg selv til voksenballet.
    ja, og kønt er det ikke og godt der ikke er spejl. Men det er skønt . Vi er ca. 20 kvinder i alle størrelser og aldre (jeg er 52 år) – og vi har det fælles at vi alle – langt under vore forbehold over vore kroppe (tykke lår, hængemaver, mormorarme, nogle pænt store popo´er) – bare er en lille lækker ballerina inderst inde.
    Jeg elsker det!
    Og nu er det min datter der er stolt af mig. Også selvom hun synes jeg er håbløst usmidig, og ikke kan holde balancen og der er heller ikke meget “svanesø”-ynde.
    Men nu er det mig der er en Ninja i tyl – en småfed en af slagsen, men alligevel..
    Hvis jeg kan , så kan du også.
    Kom så i gang!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *