Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.
Fortsættelse følger hermed:
2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,
Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.
Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.
Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.
Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.
Scanningen viste ikke cyster.
Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!
Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?
Hvor klemte ville børnene blive?
Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?
Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”
Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”
Jaaa! Tak for endnu et afsnit i føljetonen 🙂
Og tak fordi du deler ud af dig selv 🙂 Det er meget hyggeligt at følge med!
Hyggeligt at i er der, og kommenterer!;)
Ny læser her melder sig på banen. Har netop læst hele føljetonen og snøftet her på kontoret – hvor er det bare hyggeligt og fantastisk. Jeg glæder mig til at følge med 🙂
Velkommen til – bliv endelig hængende!:)
Dejligt med mere af føljetonen. Det er skønt at hører om:) Dejligt du har lyst til, at dele med os:)
Fedt at i gider læse!
Det er så vigtig en pointe: At I stadig har hinanden. Det er jo tusind gange vigtigere, end at have en masse penge stående i huset eller andre kedelige ting. Jeg bliver virkelig inspireret over at læse, hvordan I gør som familie. Ja, det kan være stressende med mange børn og måske en svær økonomi (det lyder det i hvert fald til, at det har været), men som læser kan jeg mærke jeres kærlighed til hinanden hele vejen gennem skærmen. Og dét er fantastisk. 🙂
Tusind tak for dine ord!
Ninjaman er da skøn! Den tegning smelter da ens hjerte. I er gode og stærke sammen, det skal nok gå, det hele!
PS
Og tak for en SÅ fin føljeton! Jeg læste alle afsnit på en gang, du skriver rigtig godt og fængslende!
Pigerne ser utrolig skønne ud!
Hvor er et fint lige det der med at have hinanden på trods af alt. Elsker at han malede dig et billed fra historien om lille Frø, det er jo netop historie om at blive elsket som den man er på trods af alt. Og lige sådan (LIGE PRÆCIS SÅDAN) skal kærligheden være.
For 4 timer siden satte jeg mig foran computere, for at kigge lidt blogs. På en eller anden måde, jeg ikke lige kan huske, faldt jeg over din. Og nu er jeg fuldstændig skeløjet af at sidde og læse stolpe op og stolpe ned – det er lang tid siden, at jeg har grint så meget, som da jeg læste dit indlæg med Nino, hvis pels blev brugt på underlige kreative ting! Haha! Nu har jeg så også pløjet mig igennem alle dine afsnit i din føljeton, og jeg kan næsten ikke vente til fredag, hvor der (forhåbentlig!) kommer et afsnit mere. Eeeeeej, hvor er det spændende!
Hvor er jeg taknemmelig for at di gider læse og melde tilbage – tak!
Føljeton fortsættelse følger – skal bare lige have lidt overskud til at skrive den;)