08/27/14

Om navlenuller og barnefedt

I går skulle jeg ud og spise med en veninde, så jeg kyssede mand og to børn farvel i stuen, og løb ovenpå for også at kysse de to andre, der var i bad.

“Se mor!” sagde den ene glædestrålende, og fremviste en plastikkop fyldt med små nullermænd:”vi samler navlenuller og tånuller sammen – tror du man kan komme i børnenes rekordbog, hvis vi får samlet meget?”

Jeg kendte ikke svaret, kyssede dem bare, og tænkte hele vejen ind til byen, på om mine børn var mere sære, end andre børn.
Altså – hvor mange børn samler den slags?

Kom så i tanke om mig og min søsters egne planer for overtagelse af skønhedsproduktmarkedet: vi var 8-10 år, og havde talt om at børn var mindre rynkede end voksne (meget observant!)

I badet en dag, kom jeg til at skrabe hende på ryggen med en negl, og opdagede at jeg fik skrabet et eller andet hvidt snask af hendes hud – efter nøje studier, blev vi enige om, at det måtte være “barnefedt” – den magiske ingrediens, der gav børn færre rynker!

Hvert bad derefter, skrabede vi barnefedt af hinandens rygge, med en lille plastikkop.
Det gjorde lidt ondt, men når man ved millionerne venter forude, kan man godt bide smerten i sig.
Jeg forestillede mig, hvor begejstrede de ville blive hos Elisabeth Arden, når vi kom med en hel kopfuld fedtet magi, og fortalte dem hemmeligheden – desværre opdagede min mor projektet før Elisabeth Arden gjorde det, og hun kunne ikke helt se det geniale i det, og forbød det…

(Som det storsindede menneske jer er, har jeg aldrig bebrejdet min mor, at jeg ikke er blevet millionær).

Jeg glemte at spørge mine børn, om de troede der var penge i navlefnuller – for så burde jeg måske bare støtte dem i det?