08/21/14

Om zen og brændenælder

Det er mig der henter vores børneflok hjem tirsdag og onsdag, og jeg hænger altid i en klokkestreng, for at nå det – der skal ikke særligt meget ekstra trafik, eller skolebørn der er svære at finde, til at vælte tidsplanen…

Ninjaman byttede en vagt på arbejdet i dag, og havde tidligt fri, så for en gangs skyld, behøvede jeg ikke bekymre mig om det.
Jeg havde haft en dag med mange møder og mennesker, og havde så mange tanker i hovedet, at jeg først brugte et par minutter på at lede efter bilen – var på cykel…

Euforisk cyklede jeg ud i solskinnet, med bare tæer på pedalerne og god musik i ørerne.
Cyklede endda en lille omvej, gennem en park, fordi jeg trængte til at se på noget andet end veje og biler.

Og der, i parken, gik det pludselig op for mig, at jeg jo egentlig ikke havde særligt travlt – og min hjerne påstod at have skimmet en artikel i genren “mindfullness/lev i nuet/carpe diem”, der handlede om at stoppe op, og nyde nuet.
Jeg er ikke en stoppe-opper, overhovedet.
Og at tage sig 5 minutter til at være sig selv, føles ekstremt ekstravagant, når man også har 4 unger, og sjældent får lov til så meget som at tisse alene, uden at skulle trøste/hjælpe/true/lytte imens.

Men jeg gjorde det – greb følelsen af frihed og solskin, stillede cyklen op af et træ, og satte mig på en bænk, og lyttede til to hele sange, mens jeg beundrede lidt udsigt.

Den der artikel havde ret, tænkte jeg – det føltes sgu da godt, lige at tillade sig lidt tid til at lave ingenting, helt alene!

Oplivet rejste jeg mig, for at cykle hjem – og opdagede at cyklen ikke længere stod op ad det lille træ, men i stedet havde væltet sig sådan bag om træet, og ned i en grøft.
Fyldt med brændenælder….

Mine sko lå før i cykelkurven – nu lå de så helt nederst i grøften, så uanset hvad, måtte jeg på bare tæer ned i brændenældehelvede og fiske jakke, lås, cykel og sko op.
Så mig desperat om efter nogen jeg kune lokke til at hjælpe, men der var altså ingen…

Hvad de ti minutter på en bænk havde givet mig af zen-ro, fik de to minutter i brændenælderne brutalt flået i stykker – og cykelturen hjem bagefter, med brændende fødder og en cykel der nu sagde:”RASLEslæbeslæberasleRASLESlæbe….”, fordi den var blevet trykket, var lige prikken over iet.

Men – og nu kommer pointen – mine børn havde så ondt af mig, at de hentede tæpper til mig, og lod mig være i fred en hel halv time – så ti minutters zen/to minutters smerte/10 minutters rasle-brænde-cykling, blev faktisk vekslet til endnu mere zen og endda med omsorg oven i.
Så hvis jeg nogensinde får tid igen – så snupper jeg altså den bænk en gang mere – men parkerer muligvis cyklen bedre!

08/21/14

Om Pippi – en sjofel børnebog mere

Som supplement til indlægget om sjofle børnebøger, sendte Lisbeth mig et foto af en børnebog, hun spottede i Tallin:
pik

Jeg har heldigvis aldrig mødt en sukkende pik – forestiller mig at sådan en må være et trælst bekendtskab, der sukker ynkeligt, hvis dens snedige planer ikke lykkedes.

“nej tak, du kan ikke byde mig på en drink.”
“suuuuuuukkkkkk…..” lyder det, inde fra bukserne.

Nå. Hvis man kan løfte en hest, kan man vel også sige hold kæft, til en sukkende pik.
Godt gået, Pippi!