06/16/14

Om mangel på øjne

Vi er altid ude i sidste øjeblik med gaver, men ninjaens mor fylder 70 næste uge, og for en gangs skyld var vi på forkant: allerede for en måned siden bestilte vi tid hos en fotograf, der kunne forevige vores piger.

Det er i dag de skal have taget billederne, og selv om vi var helt udmattede efter at have haft 12 børn til 4 års fødselsdagsfejring, huskede vi både at vaske hår på alle fire børn, og bagefter hjælpe dem med at vælge det tøj de skulle have på til fotograferingen.
Sidstnævnte var sværere end man skulle tro – men det lykkedes.

I morges vækkede vi de tre store først, så de kunne nå at få flettet og sat deres lange hår.

Vi var svært tilfredse med egen indsats, da vi vækkede den 4 årige – som så ikke kunne åbne sine øjne…

Hævede røde øjenlåg dækkede det meste af hendes smukke øjne, og gav hende et look som en ondsindet trold.

Men det er for sent at få ny tid til fotograf, så vi overvejer om hun skal styles lidt sejt, med rockersolbriller – eller om vi bare skal lade troldelooket være?