05/14/14

Om sære projekter og hundehår

Da jeg var barn, gik min mor på håndarbejds-seminarium, og kreerede, som følge her af, en del (mere eller mindre anvendelige) kreative projekter.

Det billede hun vævede, med lakridssnørebånd istedet for garn, åd vores grådige labrador en nat – hvilket gjorde sætningen:”min hund har spist mine lektier!” helt legal.

Hun lavede også tøj, og jeg krummer stadig tæer, når jeg ser fotos af mig selv som ti årig, i det strikkede turkise joggingsæt – eller mig, min søster og min mor, i ens karrygule striktrøjer.
(Men jeg bør også nævne at hun strikker og hækler utroligt flot, og har lavet langt flere smukke ting end kiksere!)

En dag kom hun hjem med Nino: en nuttet grå angorakanin, der i løbet af kort tid bare var en gnaven, kedelig udekanin. Men hans pels var lang, og min mor kartede, farvede og spandt Ninos pels, og sneg mærkelige små bløde detaljer af kaninpels ind i malerier og huer.

Dengang syntes min søster og jeg at det måtte være noget af det allermærkeligste man kunne foretage sig overhovedet – men vi tog fejl:

20140513-203800.jpg
En hel bog, om hvordan man strikker sweatere af hundepels – det slår det altså med flere længder!
Jeg er dybt taknemmelig for at den bog ikke fandtes dengang, for så havde jeg med stor sandsynlighed været iført bukser af ruhåret gravhund og trøje af labrador hele min barndom!

Overvejet meget om jeg mon kan kæmme vores hamster nok, og strikke noget smart til pigerne?