Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

9 thoughts on “Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

  1. YES, føljeton er tilbage!!! Labber dit liv i mig! (Hm, jah, okay, det sidste lyder så på en eller anden måde lidt forkert… Men du ved, hvad jeg mener. Håber jeg.)

    • Er bare glad for at du læser med;)
      Tænkte lidt på om føljeton er kedelig fra nu af, hvor det mest skelsættende der skete var tilføjelsen af yderligere børn?

      • Aldrig! Lige som andres drømme sjældent er spændende for nogen, så er andres virkelige, levede liv spændende for alle. Ellers ville blogverdenen jo også bare bestå af opskrifter og skotips…

        Alvorligt talt, jeg synes faktisk det er spændende læsning, når du skriver familiehistorien, uanset hvad der sker. Måske fordi jeg kan spejle mig lidt i det, men også fordi du beskriver jeres liv så fint. Føljeton ftw! (Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der har det sådan…)

  2. Jaaeeeeh føljeton tilbage! OG nej, tilføjelse af yderligere børn er ikke kedelig og jeg ser frem til det:-) Og velkommen tilbage det har jeg vist ikke fået skrevet før. Nyder dine små, skæve og sjove historier samt dine pigers fantastiske påfund.

  3. Så har jeg fået læst mig igennem hele føljetonen – skøn læsning! Og overhovedet ikke kedeligt, jeg venter spændt på hvordan 4 blev til 6, når jeres liv forekommer mig at være mindst ligeså kaotisk og uorganiseret (ment på den pæneste måde overhovedet) som mit eget…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *