05/31/14
20140531-124333.jpg

Om foruroligende tilbudsaviser

Jeg har før blogget om hvordan mine pigers tegninger i tilbudsaviser, næsten gjorde mig til vegetar igen.
De er blevet mere avancerede siden, og jeg morede mig over hr Kartoffel og fru Kaffekop og hendes småkageunger:

20140531-124333.jpg

20140531-124352.jpg
Den brutalt udseende is gjorde mig lidt nervøs:

20140531-124452.jpg
Men jeg blev mere nervøs, over den aggressive tomat og hans stakkels ven:

20140531-124534.jpg
Det mest skræmmende var dog ham her:

20140531-124611.jpg
Den desperat skrigende, indespærrede reje, der hamrer på bøtten med sine små knytnæver, er det mest foruroligende jeg har set længe – der kommer til at gå lidt tid før jeg køber rejer igen!

05/31/14
20140531-203828.jpg

Vind en hyggelig sommerbog

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: ducky. Har sendt dig en mail – tillykke! Og til jer andre der ikke vandt: ny konkurrence er på vej!

I sidste uge fik jeg tilsendt en fin lille pakke fra Lindhardt og Ringhof, med sugerør, chokolade og en bog de betegnede som en “feelgood”-bog:
Læserne i Broken wheels anbefaler“, af Katarina Bivald.

Jeg tilbragte et par sommerdage i haven med bogen, og den passede helt fint til let og hyggelig læsning i solen.

Historien handler, ultrakort fortalt, om svenske Sara der kommer for at besøge sin penneveninde Amy, i en lille flække i Iowa, USA.
Desværre er Amy død, da Sara ankommer, så resten af byens indbyggere tager sig af hende.
Sara åbner en boghandel og hele byen blomstrer op.
Bogen handler om bøger, mennesker, ensomhed og kærlighed, og er letlæst og fængende.

Det er en sød bog, og den passer perfekt til hyggelig ferielæsning!

20140531-203828.jpg

Du kan vinde et eksemplar af bogen
bare ved at skrive en kommentar nedenfor.
Bogen har en vejl. udsalgspris på 299 kr.
Jeg trækker en vinder d 9-6.

Følg evt bloggen på bloglovin HER.

05/30/14

Om spøgelser og tanker

I er flere der spurgte om jeg mødte spøgelser, på min tre dages arbejds-ferie på hotel overlook 2.

Jeg tror heldigvis ikke på spøgelser, og mødte heller ikke nogen – omend jeg måtte overbevise mig selv en del om at jeg ikke tror på dem, mens jeg prøvede at sove, i et rum uden gardiner, til lyden af flagermus, og en flok ugleunger der skreg grådigt på mus lige uden for vinduet.

“Iiiiiiiiiippp!” skreg de – og så en pause, hvor de måske blev fodret og jeg lige nåede at tro de var mætte nok, ind til næste “IIIIIIIIIIIIIIIIiiiiiiiiiipppp!!!!”
Det var nogle lange nætter…

Det eneste spøgelse der fyldte, var tanken om Ninjaman, der ringede og fortalte, at han var blevet kørt ned, på cykel, af en idiotbilist der havde drejet uden om højresvingbanen og direkte ind i ham.
Han fik smadret cykel, sko og tshirt, men hans lynhurtige kampsportsreflekser, havde forhindret at der var sket andet med hans krop, da han blev slynget op over bilen, end nogle solide hudafskrabninger og blå mærker…

Når jeg lukkede øjnene, forestillede jeg mig ham i den ulykke, og blev så ked af det ved tanken om hvor heldig han havde været, at hvert eneste irriterende ugle-iiiiiiip blev hilst velkommen, fordi jeg så tænkte på noget andet.

Det er nemmere at ligge og være irriteret på ugler og fantasere om hvordan man fanger, plukker og koger de skrivende små kræ, end det er at ligge og være bange ved tanken om hvor tæt ens elskede har været på at dø…

Det var dejligt at komme hjem i går, så jeg selv kunne kysse hans buler og skrammer, og forsikre mig om at han var ok.

Bare stik mig en flok frådende gespenster og blodtørstige spøgelser når som helst – hvis bare jeg kan blive forskånet for nogensinde at være bange for at miste dem jeg holder af.
Der er ikke noget mere skræmmende.

05/26/14
20140526-183453.jpg

Om spøgelseshuse og søvn

Jeg er afsted med mit arbejde denne uge, og mens vi kørte herhen – forbi solbeskinnede marker og bondegårdsidyl – forventede jeg at vi nok skulle overnatte på et sted der var lige så hyggeligt som omgivelserne.
Det viste sig at jeg tog fejl…

I hallen på den gamle herregård, blev vi først mødt af skummel grib/død ræv installation:

20140526-183453.jpg
Det ligner at nogen er blevet myrdet i badekarret:

20140526-183523.jpg
Når jeg går på de lange, labyrintiske gange, føler jeg at jeg er med i filmen “the shining”.
Ser mig over skulderen, og forventer at blive forfulgt at dreng på trehjulet cykel, der hvisler:”redrum! Redrum!”

20140526-183656.jpg
Jeg kan ikke beslutte mig for om det uhyggeligste ved værelserne er tapetet:

20140526-183734.jpg
Eller den sure mand, der stirrer ned på sengen?:

20140526-183810.jpg
Nogen har stillet blomster frem.
Inde i et skab.
Det er noget tid siden:

20140526-183837.jpg
Jeg skal sove alene. Øverst oppe.
Der er skov hele vejen rundt om huset.
Og en død elg, der ligner at den følger en med øjnene:

20140526-184027.jpg
Forventer at møde mindst et spøgelse i nat – men har pakket en bog, der er så spændende, at jeg forhåbentligt ikke opdager det!

Savner pludselig min trygge seng, og tænker nostalgisk på, hvordan jeg i nat først blev vækket af 7 årig med mareridt; så af 9 årig der havde smerter i forstuvet hånd – og til sidst af 4 årig der pissede i min seng.
Ak ja…. Det var tider!

05/23/14
20140522-212344.jpg

Om undskyldninger, der tricker den dårlige samvittighed

Vi har ikke et særligt stort hus, og mindstebarnets “værelse” er derfor i stuen – hvilket kan se særdeles rodet ud, for hendes oprydningsgen er mindst lige så underudviklet som hendes forældres.

20140522-212344.jpg
Hun har derfor fået forbud mod at klæbe klistermærker eller tegne på sine ting, så de kan se så pæne så muligt ud.
Så jeg blev lidt irriteret over at se denne (fine) tegning på hendes køkken:

20140522-212514.jpg
“men mor – jeg har jo tegnet dig!” sagde hun, da jeg bebrejdede hende kunstværket.
Inden jeg kunne nå at sige, at det stadig ikke var ok, fortsatte hun:” det er bare fordi at du er så smuk… Og fordi at så kan jeg huske hvordan du ser ud, når du hele tiden er på arbejde…”

Sådan en sætning – kombineret med uskyldigt blik i brune dådyrøjne- eliminerer effektivt ethvert forsøg på at give en ordentlig reprimande.

I næste uge skal jeg være væk hjemmefra i tre døgn, i forbindelse med mit arbejde.
Jeg har indtil nu ikke været væk fra hende længere tid end et døgn, så det er med bævende hjerte at jeg tager afsted.
Måske skal jeg bare give lov til at hun også maler et stort gulvmaleri af mig i stuen – hvis den slags hjælper?

05/19/14
20140518-214741.jpg

Om en lang weekend

Så blev det mandag – efter en ekstralang forlænget weekend, med både dårlige beslutninger og virkeligt hyggelige stunder.
Torsdag aften var jeg i teateret med mine kolleger, og se et rigtigt godt stykke: “Den mystiske sag om hunden i natten” – den kan varmt anbefales!
Bagefter gik jeg med ud for at få en enkelt øl – velvidende at jeg skulle tidligt op, og til konfirmation i Jylland, så det skulle ikke være mere end bare en hurtig en.

Jeg ved ikke helt hvad der gik galt…
Måske var det fordi folk blev ved med at skåle og købe mojitos; måske var det fordi jeg er ny og ikke gider virke kedelig – men pludselig var klokken 05, og jeg skyndte mig at finde en taxa…

Da Ninjaen vækkede mig halvanden time senere, vidste jeg godt at jeg havde taget en seriøst dårlig beslutning, og køreturen til Århus var overdrevent lang – og blev kun overlevet, fordi vi stoppede et sted på Fyn, og ryddede en McDonald’s fuldstændigt for cheeseburgere.

Mine fødder protesterede voldsomt over at blive mast ned i pæne sko igen, og mit hoved protesterede lige så grundigt over at skulle sidde og være social – men god mad og godt selskab hjælper på det meste, og der gik ikke lang tid før jeg glemte at have ondt af mig selv, og nød børnenes glæde over at være sammen med deres nykonfirmerede fætter og søde kusiner – og da desserten kom på bordet, tog ældstebarnet et billede der viste at jeg åbenbart bliver lige så begejstret for fine desserter som sukkerglad tre årig, når jeg har tømmermænd.
Jeg er vild med hendes frydefulde mimik på det billede!

20140518-214741.jpg
Vi overnattede hos Ninjamans søster, der bor blæret tæt på stranden, så en stor del af lørdagen gik med at sidde og hyggesnakke, mens børnene fiskede krabber, og gik i selvsving over hvor nuttet deres mindste kusine er.

20140518-215335.jpg
Et par dage før havde jeg fået en gave fra Derma, med et udvalg af deres gode solcremer:

20140518-215212.jpg
men i min omtågede tilstand, havde jeg selvfølgelig ikke fået pakket noget så praktisk som solcreme – havde kun lige husket rene underhylere og et par flade sko.
Vi lånte lidt solcreme til ungerne, og selv om keg normalt er lidt hysterisk omkring solcreme, tænkte jeg at vi voksne sikkert selv sad nok i skyggen, til at det ikke var helt så nødvendigt: om aftenen lignede vi begge to røde pandaer, med hvide solbrilleringe om øjnene, så solcreme ville have været en bedre ide’!

Vi kørte hjem sent lørdag aften, med den plan at børnene kunne sove i bilen, men vi havde glemt et stik så vi kunne høre musik, og der var kun sport i radioen, så vi endte med at holde dem vågne med gættelege i stedet – hvilket var hyggeligt, men også gjorde at vi alle 6 var zombietrætte hele søndagen, og aldrig rigtigt kom ud af nattøjet.

Denne her uge bliver ekstra hverdagsagtig, med møder og lange dage – så dejligt at have en weekend, der næsten føltes som ferie, at varme os på!

05/14/14
20140513-203800.jpg

Om sære projekter og hundehår

Da jeg var barn, gik min mor på håndarbejds-seminarium, og kreerede, som følge her af, en del (mere eller mindre anvendelige) kreative projekter.

Det billede hun vævede, med lakridssnørebånd istedet for garn, åd vores grådige labrador en nat – hvilket gjorde sætningen:”min hund har spist mine lektier!” helt legal.

Hun lavede også tøj, og jeg krummer stadig tæer, når jeg ser fotos af mig selv som ti årig, i det strikkede turkise joggingsæt – eller mig, min søster og min mor, i ens karrygule striktrøjer.
(Men jeg bør også nævne at hun strikker og hækler utroligt flot, og har lavet langt flere smukke ting end kiksere!)

En dag kom hun hjem med Nino: en nuttet grå angorakanin, der i løbet af kort tid bare var en gnaven, kedelig udekanin. Men hans pels var lang, og min mor kartede, farvede og spandt Ninos pels, og sneg mærkelige små bløde detaljer af kaninpels ind i malerier og huer.

Dengang syntes min søster og jeg at det måtte være noget af det allermærkeligste man kunne foretage sig overhovedet – men vi tog fejl:

20140513-203800.jpg
En hel bog, om hvordan man strikker sweatere af hundepels – det slår det altså med flere længder!
Jeg er dybt taknemmelig for at den bog ikke fandtes dengang, for så havde jeg med stor sandsynlighed været iført bukser af ruhåret gravhund og trøje af labrador hele min barndom!

Overvejet meget om jeg mon kan kæmme vores hamster nok, og strikke noget smart til pigerne?

05/13/14
20140512-141319.jpg

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

05/11/14

Om ballet og forventninger

Mellempigerne vil rigtigt gerne starte til ballet – har plaget om det i flere år – men nu hvor jeg også arbejder fuldtid, har vi pludselig råd til den slags overflødig luksus, og de fik en prøvetime i lørdags.

Jeg talte med en bedstemor, mens vi ventede på at mine mellempiger, og hendes barnebarn dansede.

Da børnene kom ud, dansede mine piger ud for at klæde om, og bedstemoderen spurgte sit barnebarn – en dreng på ca 7 år – om hvordan det havde været, og fik følgende reserverede svar:”jo… Det var okay – men jeg er altså RET skuffet over at der ikke var livemusik…”

Da han også gik ud for at klæde om, fik jeg og bedstemoderen et mindre fniseanfald, ved tanken om, at han faktisk havde forestillet sig at der sad et helt orkester – med dirigent og strygesektioner og det hele – og spillede højtideligt, mens 8 kluntede nybegyndere snublede rundt i tricot.
Kunne have været ret blæret!

05/9/14
20140509-131919.jpg

Om motivbeskæring

Næstyngstebarnet gav mig den fineste tegning forleden: et portræt af hele familien, samlet foran det sommerhus vi plejer at låne.
Egentlig skulle jeg først have haft billedet til mors dag, men hun kunne ikke vente:

20140509-131919.jpg
Jeg er meget fascineret af, at hun har valgt at det korrekte størrelsesforhold var vigtigere, end om man kunne se alle personerne – så hende selv og hendes yngste storesøster, er næsten skjult bag rækværket.