03/31/14

Om ærgrelser

Den intense skur-oprydning i lørdags, tilvejebragte flere interessante ting.
Det meste var godt nok ret ubrugelige ting, men pigerne fandt også nogle savnede spil og bøger.
Og jeg fandt de her tre ting, som jeg kunne ærgre mig grundigt over:

20140330-205206.jpg
Mannequin-dukkehånden og bilnøglens forsvinden har kostet mig sammenlagt 2800 kroner – og børnene fik i sin tid skylden for at de var blevet væk…
(Har undskyldt behørigt…)
Jeg havde solgt mannequin-dukken i den blå avis, men da køberen kom for at hente den, kunne jeg ikke finde den ene hånd og måtte gå 500 kroner ned i pris – og bilnøglen blev væk for 3 år siden, og først for en måned siden havde vi fået sparet de 2300 kr(!) som det kostede at få lavet en ny.
For en måned siden!!
Måtte stampe og råbe lidt, da jeg fandt den i lommen på mindstebarnets pusletaske, som ikke har været i brug siden min barselsorlov…

“Bøllen” er fra min barndom.
Dens navn er “Ålborg” – fordi mine forældre købte den til mig der, og jeg syntes det var et smukt navn.
Jeg elskede den utroligt højt da jeg var 3, og kan huske hvor meget jeg har madet den, kørt den ture i dukkevogn og læst højt for den.

Jeg blev først utroligt glad for at finde den – anede ikke den eksisterede mere – og efter længere tids overvejelse, besluttede jeg, at mit yngste barn måtte få æren af at arve den.

“Den har klamme arme…” konstaterede hun – og ja: dens arme var godt nok lidt hårløse og slatne.
Jeg forsøgte at imponere hende, med hvordan den kunne sutte på sin finger – men det virkede heller ikke: det var for babyer.
Hun syntes også den lugtede.
Så hentede jeg det hårde skyts frem: et foto af mig selv, der læste for den.
Nu måtte hun da kunne se, hvor stor en ære det var at arve den?:

20140330-210244.jpg
Så kom den næstyngste forbi, så kort på bamsen og konstaterede tørt:”dens mund ligner et numsehul…”
Så var bamsens skæbne beseglet: nye, hengivne ejere stod ikke ligefrem i kø….

Den blev forvist til skuret igen.
Hvor den nu ligger og venter på mine børnebørn.
Med sine klamme arme og sin numse-mund.