Om numsehuller og pampyrer
“MOAR! Nu ved jeg hvad jeg vil være til fastelavn: en sort kat!” råbte den 3 1/2 årige triumferende for et par dage siden, og jeg nikkede lettet: at tegne et par knurrehår og købe en hårbøjle med katteører virkede en del mere overkommeligt, end det projekt to af de andre piger havde gang i, sammen med deres far: at lave et par bulede papkasser om til hhv et køleskab og et fjernsyn.
Mere ambitiøst projekt end noget vi før har været ude i: fastelavn har altid været noget med, at de selv fandt et eller andet gammelt tøj i udklædningskassen, og så sminkede vi dem grundigt – har hverken penge til købe-kostumer, eller fantasi til noget smart hjemmelavet – men i år fandt Ninjaen hidtil uopdagede talenter frem, og fik lavet så fine kostumer til dem, at de endda gaflede præmier for udklædning i skolen. (FULDSTÆNDIGT unødvendigt pral, at jeg lige nævner dette – beklager meget – men det er med på top 3 over de sejeste forældreagtige ting vi nogensinde har lavet!)
Nå, men lettelsen over at den mindste ville være kat, blev erstattet med forvirring, da hun lidt efter kom hen til mig igen, og med tænksom mine spurgte:”Kan man egentlig godt male numsehullet?”
Jeg måtte bede hende gentage spørgsmålet, og fik det logiske svar:” jamen, “katter” har altså ikke tøj på! Så du skal bare male mig helt sort, sådan her på maven, og på ryggen og over det hele – men kan man godt male numsehullet?”
Efter en flere dage lang diskussion, om hvorfor jeg ikke synes det var i orden at gå nøgen og sortmalet i børnehave, endte hun med at vælge at være “pampyr”.
Heldigvis går den slags med tøj…
