06/22/13

Om fødselsdage og talenter

Den af mine fødselsdage jeg husker bedst, var da jeg fyldte 4.
Eller det vil sige: egentlig husker jeg kun brudstykker fra selve dagen: at jeg fik en længe ønsket “daisy dukke” af mine forældre; at festen blev holdt i gården, fordi mine forældre var ved at få bygget nyt køkken i lejligheden; at min far skvattede på et skateboard han lånte af en stor dreng; og at min mors tante sendte mig et par lilla underbukser i gave.

20130622-124901.jpg
Det der får lige den fødselsdag til at stikke ud, er et tydeligt minde fra dagen efter, hvor jeg sad ved skrivebordet, hjemme hos min dagplejemor.
Jeg havde papir og mine nye farver liggende klar på det grønne skrivebordsunderlag; min dagplejemor nynnede med på “her kommer mutter med kost og spand”, mens hun tørrede støv af bladene på sine potteplanter; og jeg mærkede en kriblende spænding i hele kroppen, når jeg så på det hvide papir foran mig.

Jeg lod spændingen opbygge sig, før jeg begyndte at tegne, for jeg vidste at lige om lidt ville jeg finde ud af, hvordan det var at tegne en tegning som 4 årig.

Jeg vidste bare med mig selv, at mit talent var steget med min alder, og at en tegning tegnet af mig som 4 årig, ville blive lysår bedre, end dem jeg tegnede dengang jeg kun var 3 1/2.
Og jeg fik ret.

Den eftermiddag tegnede jeg den flotteste blomsterbuket jeg nogensinde havde tegnet, og da jeg om aftenen lå i min seng og så på tegningen, vidste jeg at mit liv ville blive fantastisk, og hver eneste ny fødselsdag ville bringe nye og vidunderlige evner med sig, ind til jeg på et tidspunkt ville kunne alting i verden til perfektion.

Jeg kan ikke huske hvornår den overbevisning forsvandt, men jeg savner den stadig.
I går var det 34 år siden at jeg fyldte 4, og det første jeg tænkte da jeg vågnede, var at jeg godt gad at det var sandt: at jeg var blevet en lillebitte smule bedre til ting, end jeg havde været hidtil.
Da jeg spildte halvdelen af min kaffe på gulvet, vidste jeg, at det nok ikke var tilfældet…

Men mine børn havde lavet morgenmad og hjemmelavet te til mig, og fødselsdagsgaven fra min søster, var en overraskelsesdag i kurbad med massage og det hele, og bagefter tog hun med hjem og lavede frikadeller til 11 mennesker, fordi Ninjaen var på arbejde til sent, og jeg ikke kunne overskue at lave mad.

20130622-130702.jpg

Så egentlig er det ok ikke at blive mere og mere talentfuld for hvert år der går, så længe der er andre der er det.

(Men hvis jeg næste år vågner op på min 39 års fødselsdag, med helt nyt operasangertalent, ninjahurtige reflekser og fuld forståelse for alle aspekter af kvantefysik, er det nok bare universets måde at sige undskyld, for alle de år hvor fødselsdage ikke gjorde mig mere fantastisk)