06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

06/20/13

Om at være “hende-med-halsen”

Bloggede i går, om hvor let genkendelige kagemesterens klassekammerater må være, nu jeg har set deres selvportrætter.

Hun syntes det var pinligt, at jeg stod og fotograferede i garderoben, så jeg fik ikke taget af alle dem jeg ville.

Sneg mig til at tage nogle flere i dag, som er fniseværdige.

Det er irriterende ikke at være så høj, hvis der er noget man gerne vil se.
Jeg selv er 160, og står altid og hopper og vrider mig til koncerter, for at se scenen.
Det problem må de fleste børn også have – og derfor glæder det mig på “hende-med-teleskophalsen”s vegne, at hun har løst det problem.
Det er muligt at det er svært for hende at finde højhalsede bluser og halsedisser der dækker nok – men til koncerter har hun aldrig et problem med at se!

20130201-100257.jpg
Jeg har aldrig rigtigt forstået dem der tegner deres øjne helt hårdt op med eyeliner, og synes de kan komme til at se lidt onde ud…
Men efter at have set portrættet af “hende-med-gothmakeup” forstår jeg det lidt bedre.
Hun ser hård ud, med den heftige makeup og de sammenbidte tænder.

Det er muligt at hun kun er 6 år, men hvis jeg var hendes lærer, ville jeg ikke turde fortælle hende, at hendes K’er var skrevet skævt, eller at det ikke var sådan man stavede til ko – hun bider med garanti ens finger, ved kritik.

20130201-101419.jpg
“Ham-med-det-firkantede-hoved” ville jeg godt turde rette på.
Han ser sød ud.
Og ligner en der har brug for et kram, og lidt trøst, for det blå øje nogen har givet ham.
Stakkels dreng…

20130201-101611.jpg
Jeg ved ikke hvad det er, med “hende-med-næseborene-og-de-lange-arme”.

Det er selvfølgelig praktisk at hendes arme er så lange, når nu hun ingen fødder har.
Så kan hun gribe fat i ting langt væk, og trække sig hen til dem.

Men når hendes næsebor er så store at man kan se alt hvad der ligger inde i dem, er det en nødvendighed at kunne pille lidt i dem – og det gør med garanti ondt, når hun har kløer, istedet for fingre…

20130201-102040.jpg