06/11/13

Om stemmer og grimme sko

Jeg deltager jo i den der spies-konkurrence, og har flere gange ligget og ført med et point eller to, men var holdt op med at tjecke siden, fordi det var lidt for nervepirrende.
Inde i mit hoved blev der ved med at danne sig billeder, af mine glade børn i palmernes skygge, og jeg følte mig lidt som konen med æggene, hvis jeg tænkte for meget på det
(Det er alligevel ikke kun facebookstemmerne der tæller, der er også et dommerpanel – og personligt synes jeg at marias maskinrummets indlæg er supergodt, og har en solid vinderchance.)

I morges skrev Maren, et blogindlæg – med en blanding af gaveløfter og triste violiner – der lokkede vanvittigt mange stemmer til mit konkurrenceindlæg.

Jeg har været helt høj af rørelse hele dagen, over hvor fantastisk det er at være hendes ven – og over alle jeres søde, søde kommentarer og stemmer.
TAK!!

Men nu er jeg egentlig bedst rustet til at håndtere modgang, og bliver altid rasende nervøs og paranoid, hvis ting går godt…

Hvilket resulterede i nogle bævende sms’er fra mig til Maren, hvor jeg var paranoid ved tanken om at folk nok ikke kunne lide mig, eller syntes det var snyd at jeg havde seje venner – det fik jeg følgende svar til:

20130611-165819.jpg

Jeg skulle hente min venindes søn fra skole, en nødsituation.
Jeg havde taget mascara og min pæneste kjole på, for min stresshjerne syntes det var modbydeligt, at vi både skulle køre i bus og ind et fremmed sted, og hvis jeg har det dårligt med ting, hjælper det at have pænt tøj på.

(Så hvis i nogensinde møder mig i slidte joggere og ingen makeup, og har lyst til at fortælle mig at jeg ligner lort, så kan jeg afsløre at den slags går jeg kun med på dage hvor jeg har det pragtfuldt – hvis jeg er overdressed på en hverdag, er det bare fordi jeg skal noget, som gør mig usikker…)

Nå, men mine fødder er aldrig rigtigt en del af planen – jeg interesserer mig så lidt for fodtøj, at jeg ikke lægger mærke til hvad der ryger på fødder – således heller ikke i dag, hvor jeg læste Marens (lettere fornærmende) SMS, og med et blik på mine fødder, måtte konstatere at hun havde ret.

Jeg er ikke kendt for min gode smag i fodtøj.

20130611-170914.jpg
Ja, det er badesandaler.
I plastik.
Som jeg har arvet fra min søster, der har for god smag til at gå med den slags.

Jeg kan ikke engang undskylde mig med at de er rare at have på: de siger swupswupswupswup swupswupswup når jeg går, får mig til at vralte, og mine fødder klistrer og sveder i dem – men de var nemme at finde i vores rodede gang i morges.
Det er de faktisk overraskende tit…

Jeg har brugt dagen på at stirre på de grimme sko, og overveje bare at smide dem ud, så jeg ikke blev fristet til dag efter dag at sjoske rundt i klistrede plastikrædsler – men så beviste de pludselig deres berettigelse: mindstebarnet, der er ved at smide bleen, kom rasende ud i køkkenet, og brokkede sig over, at hun selv havde tisset på sin yndlingsnederdel.
Jeg hjalp hende i en ny, før jeg tænkte på at spørge hvor hun ellers havde tisset – og her var svaret:”i dine sko, mor!”

Og pludselig gav plastiksko mening!

20130611-202931.jpg