06/30/13
20130630-181503.jpg

Vind gavekort på 700 kr til “just eat”

Konkurrencen er slut – vinderen blev: Zilla! Tillykke! Send mig en mail, så sender jeg dig en gavekode til justeat!

Sådan en regngrå søndag; hvor de voksne har lidt tømmermænd, fordi de var til fest med lidt for gode mojitos dagen før; og børnene er oppe at køre, over endelig at have sommerferie, men samtidigt lidt irritable over, at ferie ikke markeres med noget helt magisk – er det dejligt at have en blog.
De fantastiske mennesker hos “Just eat” læste nemlig hvor begejstrede vi havde været for at bestille takeaway til mindstebarnets fødselsdag, og syntes derfor vi også skulle prøve hvordan det er, helt at slippe for opvask og madlavning på en almindelig dag, hvor man er ualmindeligt uoplagt.

Så det prøvede vi – til stor jubel fra pigeflokken.

20130630-181503.jpg

20130630-181525.jpg
Vandt jeg i lotto, var daglige leveringer fra “just eat” absolut højest på prioriteringslisten – det er den ultimative luksus!

Kunne du også tænke dig at prøve sådan en luksusaften, med mad bragt til døren?
Så skriv en kommentar her nedenfor,med et link til det sted du gerne vil have mad bragt fra – så trækkes der d 7-7 en vinder af 700 kr til just eat!!
Hvad vil du bestille – og med hvem vil du spise det?

(Hvis det var mig der skulle vælge, ville jeg gerne prøve denne her.
Her til aften fik vi mad fra den restaurant som børnene elsker højest, og altid vælger:”sticks og sushi”.
Det er også virkeligt godt, men det kunne være sjovt at prøve noget andet en anden gang!)

06/25/13
20130405-092357.jpg

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

20130405-092357.jpg
er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

20130405-094434.jpg
Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

20130405-094526.jpg
Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.

06/22/13
20130622-124901.jpg

Om fødselsdage og talenter

Den af mine fødselsdage jeg husker bedst, var da jeg fyldte 4.
Eller det vil sige: egentlig husker jeg kun brudstykker fra selve dagen: at jeg fik en længe ønsket “daisy dukke” af mine forældre; at festen blev holdt i gården, fordi mine forældre var ved at få bygget nyt køkken i lejligheden; at min far skvattede på et skateboard han lånte af en stor dreng; og at min mors tante sendte mig et par lilla underbukser i gave.

20130622-124901.jpg
Det der får lige den fødselsdag til at stikke ud, er et tydeligt minde fra dagen efter, hvor jeg sad ved skrivebordet, hjemme hos min dagplejemor.
Jeg havde papir og mine nye farver liggende klar på det grønne skrivebordsunderlag; min dagplejemor nynnede med på “her kommer mutter med kost og spand”, mens hun tørrede støv af bladene på sine potteplanter; og jeg mærkede en kriblende spænding i hele kroppen, når jeg så på det hvide papir foran mig.

Jeg lod spændingen opbygge sig, før jeg begyndte at tegne, for jeg vidste at lige om lidt ville jeg finde ud af, hvordan det var at tegne en tegning som 4 årig.

Jeg vidste bare med mig selv, at mit talent var steget med min alder, og at en tegning tegnet af mig som 4 årig, ville blive lysår bedre, end dem jeg tegnede dengang jeg kun var 3 1/2.
Og jeg fik ret.

Den eftermiddag tegnede jeg den flotteste blomsterbuket jeg nogensinde havde tegnet, og da jeg om aftenen lå i min seng og så på tegningen, vidste jeg at mit liv ville blive fantastisk, og hver eneste ny fødselsdag ville bringe nye og vidunderlige evner med sig, ind til jeg på et tidspunkt ville kunne alting i verden til perfektion.

Jeg kan ikke huske hvornår den overbevisning forsvandt, men jeg savner den stadig.
I går var det 34 år siden at jeg fyldte 4, og det første jeg tænkte da jeg vågnede, var at jeg godt gad at det var sandt: at jeg var blevet en lillebitte smule bedre til ting, end jeg havde været hidtil.
Da jeg spildte halvdelen af min kaffe på gulvet, vidste jeg, at det nok ikke var tilfældet…

Men mine børn havde lavet morgenmad og hjemmelavet te til mig, og fødselsdagsgaven fra min søster, var en overraskelsesdag i kurbad med massage og det hele, og bagefter tog hun med hjem og lavede frikadeller til 11 mennesker, fordi Ninjaen var på arbejde til sent, og jeg ikke kunne overskue at lave mad.

20130622-130702.jpg

Så egentlig er det ok ikke at blive mere og mere talentfuld for hvert år der går, så længe der er andre der er det.

(Men hvis jeg næste år vågner op på min 39 års fødselsdag, med helt nyt operasangertalent, ninjahurtige reflekser og fuld forståelse for alle aspekter af kvantefysik, er det nok bare universets måde at sige undskyld, for alle de år hvor fødselsdage ikke gjorde mig mere fantastisk)

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

06/20/13
20130201-100257.jpg

Om at være “hende-med-halsen”

Bloggede i går, om hvor let genkendelige kagemesterens klassekammerater må være, nu jeg har set deres selvportrætter.

Hun syntes det var pinligt, at jeg stod og fotograferede i garderoben, så jeg fik ikke taget af alle dem jeg ville.

Sneg mig til at tage nogle flere i dag, som er fniseværdige.

Det er irriterende ikke at være så høj, hvis der er noget man gerne vil se.
Jeg selv er 160, og står altid og hopper og vrider mig til koncerter, for at se scenen.
Det problem må de fleste børn også have – og derfor glæder det mig på “hende-med-teleskophalsen”s vegne, at hun har løst det problem.
Det er muligt at det er svært for hende at finde højhalsede bluser og halsedisser der dækker nok – men til koncerter har hun aldrig et problem med at se!

20130201-100257.jpg
Jeg har aldrig rigtigt forstået dem der tegner deres øjne helt hårdt op med eyeliner, og synes de kan komme til at se lidt onde ud…
Men efter at have set portrættet af “hende-med-gothmakeup” forstår jeg det lidt bedre.
Hun ser hård ud, med den heftige makeup og de sammenbidte tænder.

Det er muligt at hun kun er 6 år, men hvis jeg var hendes lærer, ville jeg ikke turde fortælle hende, at hendes K’er var skrevet skævt, eller at det ikke var sådan man stavede til ko – hun bider med garanti ens finger, ved kritik.

20130201-101419.jpg
“Ham-med-det-firkantede-hoved” ville jeg godt turde rette på.
Han ser sød ud.
Og ligner en der har brug for et kram, og lidt trøst, for det blå øje nogen har givet ham.
Stakkels dreng…

20130201-101611.jpg
Jeg ved ikke hvad det er, med “hende-med-næseborene-og-de-lange-arme”.

Det er selvfølgelig praktisk at hendes arme er så lange, når nu hun ingen fødder har.
Så kan hun gribe fat i ting langt væk, og trække sig hen til dem.

Men når hendes næsebor er så store at man kan se alt hvad der ligger inde i dem, er det en nødvendighed at kunne pille lidt i dem – og det gør med garanti ondt, når hun har kløer, istedet for fingre…

20130201-102040.jpg

06/19/13
20130123-210655.jpg

Om at være “ham-med-de-mange-tænder”

Sidste år skrev jeg om de selvportrætter, børnene i frk fantastisks klasse havde lavet, og hvor forskellige drengenes og pigernes værker var.

I år er det så Kagemesteren der er børnehaveklassebarnet, og stolt fremviste sit selvportræt:

20130123-210655.jpg
Jeg beundrede det behørigt, og studerede så ivrigt de andre malerier, for at se om der også var stor forskel på drenge og pigemalerierne i hendes klasse.
Det var der, men ikke så markant som i storesøsters klasse.

Jeg har af forskellige grunde været forhindret i at deltage i klassearrangementer, så jeg kender ikke så mange af hendes klassekammerater; har ikke styr på alle navnene, eller om de nu går i hendes klasse.
Nu betyder det mindre, for de må kunne genkendes nemt, ud fra portrætterne.

Hvis jeg møder “ham-med-de-ekstramange-tænder”, ved jeg nu at han går i hendes klasse.
Han bør være nem at genkende, da de fleste andre børn kun har to rækker tænder.

20130123-211409.jpg
Møder jeg “ham-med-håret” i et hjørne af legepladsen, hvor han står og ser bange ud, vil jeg straks genkende ham, og følge ham tilbage til den klasse jeg nu ved han tilhører:

20130123-211550.jpg
“Hende-med-øjenbrynene” er vel også til at få øje på:

20130123-211649.jpg
Og “ham-med-læberne-og-eksem”:

20130123-211742.jpg
Møder jeg “hende-med-det-store-øje”, vil jeg nærme mig hende varsomt.
Af frygt for de spidse tænder:

20130123-211920.jpg
Tror egentlig ikke jeg behøver bekymre mig så meget over, om jeg når at frisere hendes hår hver morgen – hvis de andre ser sådan ud?

06/18/13
20130618-210551.jpg

Om Paul McCartney

Paul McCartney – altså ham fra the Beatles – har fødselsdag i dag.
Han bliver enten 71 eller 72 år.

Det vidste i sikkert ikke?
Det gjorde jeg heller ikke, da jeg vågnede i morges, men min ældste datter og hendes bedste veninde er begge glødende beatles-fans, og har brugt en stor del af eftermiddagen på at skråle fjollede fødselsdagssange for ham – så nu glemmer jeg det da aldrig!

Al den festivitas førte til følgende ordveksling mellem de to mellembørn, som jeg overhørte mens jeg lavede mad:

Barn 1:”skal vi ikke lege Beatles? Jeg kan være Paul, og vores tumpede lillesøster kan være Ringo.
MOAR! Vi mangler en til legen, hvem vil du være?”

Mig:”Øhm. George Harrison. Der steger bacon, og ikke lige har tid til at optræde.”

Barn 2:” fedt! For jeg vil helst være John Lennon!”

Barn 1:”så skal du blive skudt – er det ok?”

Barn 2:”ja, bare jeg ikke skal have taget nøgenbilleder sammen med Yoko Ono!”

God pointe!

20130618-210551.jpg
(Er der iøvrigt nogle af jer, der har det yoko ono udstilling på Louisiana endnu, og kan fortælle mig om den er pengene værd, for et par 11 årige piger?)

06/17/13
20130617-113618.jpg

Om festivalminder

Da jeg var helt ung, var jeg fast gæst på Roskilde festivalen.
Min far var noget ved musikken, og kunne altid skaffe backstagepas, og jeg havde nogle fantastiske festivaler, hvor jeg både stod backstage og gav high fives til fx Red hot chili peppers, inden de gik på scenen, og gav den gas til alle koncerter, i ren ekstase over at drikke bajere og høre høj musik, sammen med mine venner.

20130617-113618.jpg

Tror det her er fra 1995. Det jeg husker bedst fra det år, var at min sure gamle farfar døde mens vi var der.Min søster og jeg blev hentet på festivalen, spulet delvist rene på et toilet på en tankstation, deltog i en begravelse, og blev kørt lige tilbage til musik og temmeligt mange gravøl.
Der blev skålet mere for den koleriske gamle mand, end hvis han var død på et hvilket som helst andet tidspunkt – hvis man skal mindes nogen der egentlig ikke har fortjent det, er sådan en festival åbenbart et godt sted. Min søster og jeg drak os sentimentale, og mindedes med glæde, de få stunder hvor han ikke havde været en idiot..

Sidst jeg var til Roskilde, var i 1997 (shit – jeg lyder gammel!) – og det var den vådeste, sureste oplevelse længe.
Mit klaustrofobisk lille enmands-telt var ikke vandtæt, fandt jeg ud af den første nat, hvor en stiv svensker brugte det til at tisse op af – den ultimativt klammeste måde man kan blive vækket på, er til tonerne af en eller anden svensk vise, mens varmt pis plasker på ens ansigt, kan jeg hilse og sige.

Det regnede fra morgen til aften, og pladsen var en mudret, sumpet masse, som man nærmest ikke kunne slæbe sig igennem.
På andendagen sad mine gummistøvler så godt fast i knæhøj mudder, at de blev suget af mine fødder, og efter en halv times roden rundt efter dem, måtte jeg bare give op, og lade dem opsluge sig i mudderhelvede for evigt.
Resten af tiden, var mine “sko” stumper af mit ikke-vandtætte telt, som jeg klistrede fast om mine fødder med gaffatape…
Et eller andet band som jeg havde glædet mig enormt til, men ikke længere kan huske hvem var, aflyste, og jeg blev væk fra mine venner, og brugte en dag på at sjoske rundt i regnen og lede efter dem, mens jeg blev mere og mere indædt sur.
Til sidst tog jeg bare hjem, en dag før det sluttede, og svor at jeg var blevet aaaaaaalt for gammel til den slags.

20130617-114451.jpg
(Mudder,mudder, mudder og to gamle venners sko)

Siden har jeg fortrængt de mange gode festivaler før den, og rystet på hovedet af de af mine venner der stadig gad bruge al den tid og penge, på at ligge i fire dages tis og mudder.
Koncerter er da fantastiske – men festivaler var jeg blevet alt for voksen til.
Troede jeg.

Lige nu flyder nettet med glædestrålende rapporter fra Northside – jeg kan særligt anbefale Stinestregens tegnede reportager her.
Har fniset meget af særligt denne her:

20130617-115720.jpg
Har den ikke et fantastisk udtryk?
(Jeg kan iøvrigt prale af, at selveste Stine gæsteoptrådte her på bloggen sidste år – sejt, ikke?)

Jeg kan mærke det trækker i mig nu, det der med festival.
Jeg har flere venner, der er begyndt at tage til festivaler igen, nu hvor deres børn er blevet større, og glædesstrålende beretter om hvor fantastisk det er, at være totalt uden ansvar i hele fire dage – og lige den pointe kan jeg godt følge.
Når man har brugt de sidste 11 år på at holde sine børn nogenlunde fri for tis og mudder (og mætte og udhvilede og alle de der andre ting der hører med til at være forældre) må det være en dejlig fornemmelse at være helt ligeglad, og bare selv grave sig ned i en mudderpøl, uden at skulle tænke på om der er nogen man skal tage sig af.

Jeg tror at jeg efterhånden er blevet voksen nok, til at kunne sætte pris på bare at være ulækker, glad, fuld og overtisset – og havde jeg oplevet festivalen i 1997 lige nu, ville jeg ikke have været sådan en sur krampe over det.
Det ville bare have været sjovt.

Det bliver så ikke lige i år jeg får genoptaget festivalentusiasmen – for jeg er både ualmindeligt flad, og vildt travl – men jeg holder øje med alle jer der beretter om festivaloplevelser, og kan mærke at jeres entusiasme smitter.
Bliv bare ved med at smitte – for så ses vi måske i et eller andet mudderhul næste år – eller året efter?

06/16/13
20130616-203807.jpg

Vind en “Nomi” barnestol, i valgfri farve

Besked fra evomove, firmaet bag NOMI:
Evomove takker for den flotte deltagelse i konkurrencen om Nomi højstolen.
Til alle jer der ikke var så heldige at vinde yder vi en rabat på 300,-
Ved indtastning af ordet Nomi/Superheltemor i feltet kampagnekode under “Køb Nomi” på http://evomove.com/dk.aspx – bliver der udløst en værdikupon på kr. 300,-, dog udløses den først ved minimumskøb på kr. 1.499,- = en stol. Den kører til og med 12.07.2013.

Konkurrencen er slut.
Vinderne blev: mussemor og minikat!
Send mig en mail, med adresser. Tillykke!

Peter Opsvik – manden der designede den kendte Trip Trap børnestol – har nu designet en hel ny og funky stol: “NOMI“.

Stolen kan bruges af børn fra fødslen og helt op til teenagealderen, og er seriøst gennemtænkt – du kan læse mere om den her, og se at intet er overladt til tilfældighederne..

Min næstyngste datter, der er 6 år og sidder virkeligt dårligt på vores spisestole, har længe ønsket sig en stol der passede bedre til hende – så hun blev superglad da hun fik lov til at teste en “Nomi” stol.
Hun er meget begejstret, og synes den er fantastisk: den vejer kun 5 kilo og har hjul på de bagerste ben, så hun nemt kan skubbe rundt med den; den er nem at indstille uden værktøj, så generøst kan låne den til sine søstre; hun sidder enormt godt på den – og så er den ret pæn.

20130616-203807.jpg
Kunne du tænke dig at vinde en fin, ergonomisk og veldesignet “Nomi”-stol, i valgfri farve?
Der er hele to vindere!

skriv en besked her nedenfor, med hvilken farve du ønsker den i: vælg både sæde/ryg farve og stelfarve.
Du kan frit vælge, blandt alle stel til 1499 kr, og du kan se farverne HER.

20130616-204916.jpg
Vinderne trækkes d. 24-6.
Hvis du har lyst, kan du følge NOMI på facebook her.

20130618-183711.jpg

06/6/13
20130606-174035.jpg

Om tisse-gramsning

Jeg har en stigende mistanke om, at min telefons ordbog har nogle seriøst kinky tanker, som den forsøger at udleve gennem mig…

En uskyldig fødselsdagshilsen til min ældste veninde, blev således forvandlet til en lummer urinsex-anmodning:

20130606-174035.jpg

Det meste af dagen har jeg forsøgt at huske hvornår og hvorfor jeg har skrevet en SMS, der indeholdt ordet “morgenurin”, siden ordbogen åbenbart troede det var det jeg ville skrive igen.