Om forventninger

Mindstebarnet fylder 3 år på mandag, og den slags kan jo ikke gå ubemærket hen.
Hun bliver fejret hele fire gange: fredag deler hun ud i børnehaven, lørdag kommer hendes tre små veninder på besøg i nogle timer, og fødselarens storesøstre har planlagt at underholde med cirkus; mandag holder hendes far fri og tager hende i zoo, og om aftenen kommer mormor, mor-moster og onkel til frikadeller og lagkage.

“Hvad glæder du dig allerallermest til?” spurgte den mindste storesøster det kommende fødselsdagsbarn, der lagde sit lille fjæs i tænksomme folder og til sidst erklærede:” jeg glæder mig til at julemanden kommer med mine gaver!”

Hm… Noget siger mig, at hun ikke helt har fattet konceptet bag fødselsdage endnu…

Gaveønskerne er heller ikke helt realistiske.
Vi har prøvet at hive ønsker ud af hende i lang tid.
Samtalerne har kørt lidt i denne stil:

Mormor:”ønsker du dig en ny kjole?”
Fødselsdagsbarn, høfligt:”nej tak – jeg HAR en kjole!”

Mor:”ønsker du dig et puslespil?”
Fødselsdagsbarn, med korslagte arme:”NEJ!! Jeg HAR et puslespil!!”

Far:”ønsker du dig en sovebamse?”
Fødselsdagsbarn, irriteret snerrende:”NEJ, JEG HAR KUN TO ARME!”
(ved faktisk ikke helt hvad hun mente med dette – muligvis at hun allerede sover med to bamser og ikke har plads til flere i favnen?)

De ting hun så endte med at ønske sig, er overvejende orange ting.
Orange er nemlig den smukkeste farve i verden, synes hun.
Orange ting, og ting med billeder af ækle lille hello kitty.

Hendes ønskeseddel:
1. En orange seng
2. En orange stol
3. En orange slikkepind
4. En orange hoppeborg, med hello kitty, og en rutchebane der er kæmpestor.
5. Orange hello kitty rulleskøjter

Slikkepinden er vist det eneste inden for budget.
I virkeligheden er det også fejringen hun glæder sig mest til, så hvis julemanden bare gad komme forbi med en slikkepind, ville hun være den gladeste 3 års fødselar længe set!

26 thoughts on “Om forventninger

  1. Tillykke med hende. Kan genkende en del – vores datter bliver 3 år på lørdag og har ønsket sig “pink og lilla” uden sådan nærmere specifikation… Men det giver selvfølgelig også noget frihed. Kh Henriette

  2. Hun er da heller ikke særlig samarbejdsvillig… Da en af mine (nu 19 år) skulle til at fylde fem, blev han også afæsket ønsker, blandt andet af mig, der spurgte: “Ønsker du dig noget tøj?” Det tænkte jeg sådan set ikke, at drengen gad spilde ønsker på, men han svarede imødekommende: “Joooo, noget grønt tøj, måske“. Han fik det.
    Tillykke på orange mandag.

  3. Hahaha… Hun er skøn! Og så har hun en mor-moster! Har selv en mor-faster som jo så nu er olde -faster til min datter <3

  4. Da min datter var tæt på at fylde tre og jeg spurgte hende, hvad hun ønskede sig, svarede hun: “Mor, det vil jeg da ikke sige, så er det jo ikke nogen overraskelse!” Doing. Så var det bare om at skrue den empatiske over-mor-jeg-ser-dig-barn-hat på. Orange synes jeg dog er en form for breafing man kan arbejde med.

  5. Haha, hvor er hun sød 🙂

    Da min lille nevø fornylig fyldte 3 år, var det eneste ønske vi kunne hive ud af ham karrysild…….. Så det fik han selvfølgelig, og hans lykke var gjort! 🙂

  6. I min familie er mine mostre bedstemostre til mine børn….og nu er de så blevet oldemostre til mine børnebørn. Såre simpelt. Og tillykke med det Orange barn. 🙂

  7. Ha ha, ” lille ækle Hello Kitty” . Kender hende ikke :-).
    Har modsat dig kun fået drenge. Det er fantastisk at være drengemor, kunne dog godt have tænkt mig at snuse til pigeuniverset 😉

  8. Robyn fylder fire om et halvt år og har planlagt menuen og ønskelisten. Vi skal ha’ romkugler og slik og tyggegummi og hun ønsker sig de der latexhandsker de har i børnehaven (på badeværelset,forstås).

  9. Ha ha. Hun er skøn.
    Kan man ikke få Hello SHITTY til at iklæde sig julemandskostume og smide et par orange pakker afsted.
    Vildt, at den lillebitte allerede bliver 3 år. Jeg håber hun får en fantastisk fødselsdag i orange skær (ville være oplagt at have fødselsdag omkring Hallowen).

  10. Tillykke til barnet. Virkelig en flot fejring af barnet. Jeg bliver lidt bekymret på dine vegne over niveauet idet du jo har fire døtre, der vel alle forventer samme niveau. Og må sige at det desværreikke undre mig at du er gået ned med stress når jeg læser den beskrivelse. Jeg syntes, at du skal overveje dit ambisionsnievau for fejring af fødselsdage etc. og passe på dig selv og jeres familieliv.

    • Tak for bekymring og tillykke.
      Du behøver nu ikke bekymre dig: det er ikke mig der står for det, og det er ikke særligt vilde ting.
      Hendes far har bagt boller, som hun deler ud i børnehaven i dag; i morgen har hun besøg af tre små veninder i haven, de skal have pasta med kødsovs, og det er hendes tre storesøstre der leger med dem.
      Mandag har hendes far fri med hende, og maden til de tre gæster om aftenen laver vi i forvejen. Overvejer også om det bare skal være takeaway.

      Jo, alle fire børn deler ud i skole/børnehave på deres fødselsdage, får besøg af familien i samme forbindelse, og inviterer ind imellem også nogle få venner hjem til leg – men intet af det stresser jeg over, for det hele er på hyggeniveau, og ikke noget der som sådan er stress over, for nogen af os.

      Jeg er ikke gået ned med stress, fordi jeg prøver at være supermor – for det gør jeg seriøst ikke, og det er ikke grunden .

  11. hey – husk lige at når man er 3 er “en kæmpestor rutchebane” måske ikke helt så stor som du frygter 🙂 Vi har nok verdens grimmeste orange & grønne rutchebane fra kvickly – den er ikke specielt stor, har kostet 150 kroner og min datter på 5 år knuselsker den (den kan nemlig tilsluttes haveslangen og så fungerer den også som vandrutchebane – oooooh yeah!)
    Tillykke med mini-trolden!

    • Mange tak!
      Har også overvejet at købe sådan en brugt little tikes rutchebane til hende, i den store størrelse, men jeg kan forsøge at sende ninjaen i Kvickly og kigge.
      Tak for råd!

  12. Tillykke med hende 🙂 jeg synes faktisk hun har et ret fornuftigt forhold til ting, når hun ikke synes hun behøver mere af det hun allerede har. Hvis jeg havde bare halvt så fornuftig en indstilling ville jeg måske kunne lukke mit tøjskab…

    Jeg glæder mig over, at min datter endnu ikke har arvet mine behov, og stadig bare synes at termostaten er det fineste, der findes.

  13. Tillykke med hende i går! Håber I fandt en orange slikkepind 😉
    Det må være SÅ fantastisk at være den yngste ud af fire, fylde 3 år og så have tre storesøstre, det vil underholde med cirkus! Hvor heldig og priviligeret er man så lige? 🙂

  14. Pingback: Om fejring af tre årig | Superheltemors bekendelser

  15. Pingback: Om orange | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *