Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.
Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.
Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.
Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”
Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…
Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.
Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…
Hvor er jeg bare enig i dit indlæg. Hvorfor skal det hele komme på én gang? Efter at have tilløb så længe?! Er selv ret mavesur for tiden og kender alt for godt tegnene på stress til at jeg ved at det er det der er på vej hvis jeg ikke snart får et pusterum. Jeg håber du når at komme ud af surheds-tilstanden inden det om ikke så lang tid gør den anden vej igen og det igen er mørkt, koldt og trist…
Ja en liiiiiille smule blomstring kunne der da godt gemmes til de grå måneder…
Pas på dig selv!
Kender godt det med at man bare er sur og føler at alt bare går alt for langsomt i den rigtige retning. Man kan ikke forklare hvordan man egentligt har det og går bare og er lidt småsur og urimelig. Jeg har selv en del symptomer på stress i øjeblikket og ved ikke helt hvordan at jeg skal ændre på mit liv for at få det bedre. Det er svært at forklare andre hvordan man har det og det er svært at finde ud af hvilke beslutninger der skal træffes. Ville en gang imellem ønske at der var en eller anden der kunne fortælle mig hvad der er rigtigt at gøre, men det er noget som jeg selv skal finde frem til.
Så rigtigt…
Pas du også på dig selv
Tænker at vinterudgaven af forårspigen svarer til mig på barsel – så kan jeg jo kun håbe på at jeg bliver til en overdreven køn forårspige uden at smide al min (for gamle) make up i hovedet
🙂
Jeg kender dig ikke, men sender dig et kæmpe kram. Det tror jeg, du trænger til. Sender for resten også et af sted med retning mod din familie. Det kunne min familie godt have trængt til, da jeg for et par år siden sad i en situation som minder om din 🙂
Tak for det!
Kære du.
Tror ikke jeg fik skrevet det til dig i de tidligere indlæg. Men da jeg var der hvor du er, var min største fjende mig selv. Først da jeg overgav mig til at være blevet syg af stress, og lyttede til dem (læge), der sagde at det kan vare op til et år før du bliver dig selv igen, først da begyndte det at gå den rigtige vej. I stedet for at presse mig selv til ting jeg egentlig ikke magtede, begyndte jeg at mærke efter og lytte til mig selv.
Men er du blevet testet for depression. Langvarig stress kan ende i det…
Håber du passer på dig selv, jeg øver mig stadig ;-). Knus
Tak for tankerne!
Tror ikke det er depression – bare surhed, og træthed over stadig at have et forvirret hoved…
Jeg tager regelmæssigt mig selv i at være sur på ting/mennesker/emner uden grund. For mig hænger det ikke direkte sammen med stress men mere med frustration over at jeg ikke kan det jeg gerne vil – eller at jeg ikke gør det jeg gerne vil (selvom jeg måske nok kan). Jeg er verdensmester i at være utilfreds og irrationel sur. Jeg var syg af stress for snart tre år siden. Noget der selvfølgelig ikke kunne ramme mig fordi jeg jo rådgiver stressramte og derfor nok kender symptomerne! Men sådan hænger det ikke sammen og jeg lider stadig af efterveerne over ikke at anerkende at det tager tid. Jeg har haft rigtig god hjælp af ACEM meditation og at spille mahjong på telefonen. Tro det eller ej men hver gang jeg var på vej ind i de dårlige tanker og jeg ikke lige kunne meditere tog jeg telefonen frem og spillede mahjong. Der er ingen udefra kommende krav og det distraherer mig så meget at jeg faktisk glemme de sure tanker. Jeg bruger det stadig.
Nå men et totalt usammenhængende indlæg – ville egentlig bare sige, at den tid du bruger på dig selv nu kommer tifoldig tilbage til dig og din familie (og dit arbejde) når du igen har energien til dem. Og det er helt normalt at være irrationel sur. Det handler jo ikke om foråret men om dig – og det er tilladt! Pas på dig og tag den tid du skal.
Tusind tak fordi du deler!
Rart at vide man ikke er den eneste…
Du må ikke blive sur på dig selv over, at det går for langsomt fremad, for det gør sådan noget… Bare det går fremad, så skal det nok blive bedre, det lover jeg 😉
Jeg sender et kram i din retning og håber, at du giver dig selv lov til at komme ovenpå i det tempo, som din krop orker det 🙂
Tak!
Jeg ved ikke om du kan huske at jeg i tidernes morgen advarede dig om, at der ville komme en periode hvor du ville synes at alle var nogen idioter? Jeg tror du er der nu … har bare ikke selv set variationen hvor man også synes at vejret og magnolietræet er nogen idioter.
Jeg vil bare sige at det du går igennem nu også er en del af det der stress – og at det går over. Du kommer ud på den anden side – når du giver dig selv mulighed og ro til at gøre det.
… i mellemtiden kommer jeg gerne og befrier dig for nogle af de der magnoliegrene, hvis det er?
Jo det husker jeg, og har også været der: med vrede over de mennesker og situationer jeg synes har været “skyld” i dette.
Men mavesurhed over godt vejr havde jeg ikke set komme…;)
Du er velkommen til magnoliagrene, men de afblomstrer så hurigt, at jeg ikke tror det kan svare sig?
Tanken om at de smukke grene og blomster kunne blive mine er nok 🙂 Det har altid været min drøm at have et hus hvor jeg kunne plante en magnolie … de er de smukkeste af smukke og netop så flygtige at det nærmest gør ondt 🙂
(forsøgte mig i øvrigt med at opfylde min drøm, da jeg i et øjeblik var tæt på medejer af et sommerhus, Men for det første viste det sig at det vi havde fået ikke var det vi havde købt … så det blev bare en af de der med de små hvide blomster – men det var egentligt ligemeget for året efter døde det ,…)
Ja de er så enormt fine – elsker også vores, og tudede i to dage, da stormen for nogle år siden knækkede det i halv størrelse…
Jeg er også sur. Som ind i helvede! Er samme sted som dig og kan s-i-m-p-e-l-t-h-e-n ikke acceptere, at der er ting jeg ikke kan.
Nu har jeg så også været så heldig både at stresskollapse, blive fyret, aflive min hund og blive forladt af manden indenfor den samme måned, så jeg føler mig helt berettiget til at hade foråret.
Og så prøver jeg at fortælle mig selv, at det går over. Og at det bliver bedre. For det gør det jo.
Hvis du vil kan du læse lidt om det her: http://christinamelchiors.dk/mennesker/sandheden-om-hvordan-det-i-virkeligheden-er-gaaet/
Årh for pokker, hvor lyder det også grumt… Jeg føler virkelig med dig..
Ja det er frygteligt så længe den slags tager.
Jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg er ked af det.
Jeg forsøger at gøre “normale” ting, for at blive klar til arbejde, men hver gang jeg har presset mig selv til fx at have besøg af en veninde et par timer, skrive et blogindlæg, gå i netto alene osv, føler jeg mig trist, uduelig, bange og paranoid ved tanken om hvor forkert jeg virker på folk – har det som om de kan se ind i mig, og se hvor håbløs jeg er.
Det er en grim følelse, det var næsten bedre for nogle uger siden, hvor jeg gik og var sur og vred…
Jeg har det på samme måde. En uendelig tristhed.
Især sammen med andre, fordi man her bliver konfronteret med at man SLET ikke er den samme og ikke kan de samme ting. Smalltalke fx eller være den sjove veninde eller foreslå løsninger.
Det passer mig slet ikke bare, at være en tom skal, der sidder – og at andre kan se det på mig.
Håber meget på, at det er noget af det, der går over!!
Krydser fingre for at du snart er helt fit og ovenpå igen
<3