“Mor, jeg er ikke bange for zombier!” erklærede den snart 3 årige, fra barnesædet på min cykel, og jeg blev lettet over ikke ubevidst at have smittet hende, med min lidt pinlige fobi.
Så fortsatte hun:”jeg er ikke bange for zombier – fordi at de ikke kan danse!”

Se, det er et sært kriterie for om man skal være bange for ting – umiddelbart vil jeg mene at fx tigre, hajer og heste er pænt frygtindgydende, trods manglende evner til at danse salsa – men hun var meget overbevisende, og gentog det stolt flere gange.

Jeg har tænkt over hendes bizarre ræsonnement i flere dage, og kan måske godt følge det lidt alligevel: jeg har aldrig rigtigt selv kunnet lide at danse.

Da jeg var ung sagde jeg bare nej, men enten endte jeg med at være hende-den-kedelige-der-holder-øje-med-tasker-mens-alle-andre-danser, eller også som hende-vi-allesammen-skal-bruge-hele-aftenen-på-at-lokke-med-ud-at-danse.
Begge dele var lige frygtelige, og efterhånden har jeg lært at lade som om jeg synes det er ok.

Jeg danser for ikke at være udenfor, og for at ingen opdager, at jeg er en dansehadende freak – men jeg skal være meget fuld eller musikken skal være usædvanligt god, før jeg synes det er bare lidt ok.

Sådan en god fest, hvor folk er sjove og øllerne kolde, er min store frygt faktisk sådan en kæk dansetype, der ikke vil lade en sidde i fred, men danser manisk rundt og afbryder samtaler, ved at byde mig eller dem jeg taler med op.

Prøver altid at gøre min ryg lidt bredere, og se fordybet ud, i håb om at han lader os slippe – men danse-zombier er ikke så forbandet fintfølende, og vil bare ud og vise deres seje moves på dansegulvet, og kan slet ikke forestille sig, at man ikke kan lide det.

Så mit kloge barn har delvist ret: dansende zombier ville faktisk være en tand mere skræmmende end ikke-dansende.

(Men hvordan VED hun, at de ikke danser? Kender hun nogen?)

Related posts:

Om udeliv og seje dyr Om Tivoli-ost Om dværge og feer Om pik ved middagsbordet