05/31/13

Om hvordan det i virkeligheden går

Overskriften på Christina Melchiors tankevækkende indlæg om hendes egen stress, fik mig til at tænke, at nogle af jer måske kan bruge en update, om hvordan min stress føles lige nu, til noget.
Egentlig er jeg dødtræt af at tale om mig, mig, mig og sygdom, men jeg ved hvor stor glæde jeg selv har haft af at læse om andres forløb og ikke føle mig alene i det – og da et par af jer skrev kommentarer til mine seneste indlæg, om hvor dejligt det var at jeg var på vej, og kunne skrive sjovt, følte jeg mig lidt falsk – for de indlæg er nogle der tog uforholdsmæssigt lang tid at skrive, og jeg skrev dem som en øvelse i at foretage mig noget normalt.

Faserne i mit sygdomsforløb
Jeg ved at stressudbrændthed og sygdomsforløb er forskellige, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer.

Min stress har været inddelt i følgende faser:
1. En periode på et halvt års tid, måske mere, hvor jeg følte mig presset af forskellige ting i mit liv, der er for private til at beskrive her, men involverede et alvorligt sygt menneske i min nære omgangskreds, travlhed på arbejdet, og måske mest af alt: min egen trang til at tage ansvar for alting, og melde mig til alt, der er af opgaver.

Jeg ignorerede de søvnløse nætter med uro og uhyggelige tanker, der kom oftere og oftere; ignorerede trykken for brystet, hovedpiner og hjertebanken; ignorerede uroen i kroppen; ignorerede ticsene ved øjnene; og bagatelliserede min tiltagende forvirring og hukommelsesbesvær.

Jeg tog på arbejde med to forskellige sko på; glemte hvor bilen var parkeret; glemte at vaske hår, eller barberede kun det ene ben, når jeg var i bad; cyklede på arbejde en lørdag, selv om jeg var på vej hen for at hente et barn hos en veninde i nærheden; mødte en time for tidligt den ene dag, og en time for sent nogle dage senere, fordi jeg havde glemt de arbejdstider som jeg ellers har haft i mange år, og en masse andre mindre ting.

2. Da min krop en morgen ikke kunne stå op, og jeg lod mig sygemelde den dag, bare så jeg kunne komme til læge, knækkede filmen helt.
Jeg kan faktisk næsten intet huske fra den første måned, jeg var så ekstremt forvirret og kunne intet overskue, og min krop snigløb mig hele tiden, med underlige fysiske symptomer.

3. Så havde jeg en periode på nogle uger, hvor jeg var vred på alle mulige.
Altså ikke på min mand og børn, men på resten af verden, der var “skyld” i at det var kommet her til.
Jeg er ikke et særligt vredt menneske, og det var derfor meget ubehageligt, at have det sådan.

Jeg har talt med en dygtig psykolog, gennem arbejdet, gennem hele forløbet, og især her, var hun rigtigt god til at hjælpe mig med hvornår al den vrede var irrationel – og hvornår det var godt at jeg indså mine begrænsninger og lærte ikke bare at sige “ja” til at hjælpe folk hele tiden.

4. Her er jeg nu.
Jeg vil gerne på arbejde, jeg vil gerne være normal, jeg vil gerne være sammen med andre mennesker – og jeg kan mærke jeg er på vej.
Jeg forsøger at presse mig selv til at lave en lille, normal ting hver dag, så jeg kan blive “tilvænnet” almindeligt arbejdsliv, men jeg er ret hård ved mig selv, og bliver ret ked af det over det.

Jeg kan køre bil igen nu (det var jeg for forvirret til ind til for nyligt) – men jeg kan kun overskue at køre steder hen jeg kender godt, fx børnenes skole.

Jeg kan se andre mennesker nu – men ikke for lang tid af gangen, og helst bare herhjemme.

Jeg kan gå i Netto – men kun når der ikke er for mange andre mennesker, og jeg ikke skal have for mange ting…

Jeg kan tale i telefon med min chef, eller have besøg af ham herhjemme, men bare tanken om at cykle hen og besøge arbejdet, starter hjertebanken og hovedpine…

Jeg har været i zoo med to af mine børn, uden at blive panikslagen – men det var jo kun halvdelen af min børneflok, og vi var der kort før lukketid, hvor der ikke var så mange mennesker…

Jeg kan få ideer til blogindlæg – men de tager meget, meget lang tid at skrive, og efterfølgende kan jeg have det irrationelt dårligt over dem.
(Fx panikkede jeg en hel nat, ved tanken om at hende damen der strækker ud i baggrunden af det bryllupsbillede jeg viste, skulle se billedet og sagsøge mig for injurier…)

På lørdag skal jeg med som heppekor, fordi min ven Maren er nomineret til pingprisen.
Jeg gruer mig helt elektrisk over at skulle være sammen med så mange mennesker, men vil jo også så gerne være der, og tænker det er ok at udfordre mig selv lidt.
Det er et stort fremskridt at jeg sagde ja – men jeg har lyst til at melde afbud, sådan ca hvert fjerde sekund…

Alle der der “men…” slår jeg mig selv oven i hovedet med.
Jeg VED at jeg burde glæde mig over de fremskridt, istedet for at blive så irriteret på mig selv over begrænsningerne – men især om natten kan det være svært at styre, og jeg kan ligge og glo op i luften i flere timer, og føle mig som det mest uduelige menneske i verden.

Ting der hjælper:

1. Motion.
Jeg er verdens mest dovne menneske, og har i mange år bagatelliseret at jeg vejer ti kilo for meget.
“Jeg vil sgu hellere æde chokolade end have en lille røv – og min mand synes jeg er lækker alligevel!” har været mottoet.

Men lægen bliver ved med at sige det hjælper på stressudbrændthed, så jeg har troligt, men halvhjertet, forsøgt at lave noget forskelligt – og nu kan jeg mærke at det hjælper!
Hvis jeg cykler eller går en lang tur, laver yoga, eller noget andet, har jeg mærkbart nemmere ved at skubbe de ubehagelige tanker væk, når de trænger sig på om aftenen.

Den sidste uge har jeg derfor trænet ekstrameget, og kan mærke forskel på graden af tristhed, alt efter hvor hårdt jeg har trænet: jo mere træning, jo mere ro oven i hovedet.
Og jeg har tabt to kilo!
(hvilket så førte til negative tanker om, at jeg ikke havde råd til nyt tøj, hvis jeg faktisk tabte de kilo jeg burde – ja, jeg er ikke god til at glæde mig over ting lige nu…)

2. Mindfullness.
Jaja, tidens nye, skambrugte begreb.
Jeg var så heldig, at komme med i et gratis mindfullness-forløb for stressramte, gennem kommunen, og jeg synes jeg kan bruge det.
Vi mødes engang om ugen i to timer og laver øvelser(de første gange havde jeg lyst til at løbe skrigende væk fra det rum fuld af mennesker), men det er bedre nu.
Hver uge er der forskellige hjemmearbejds-øvelser, og selv om jeg ikke er så god til at få lavet det hele, er det rart at have noget konkret at tage mig til, og jeg kan mærke det har hjulpet mig meget med at få det bedre, her på det sidste.

Men det får mig også til at tænke nogle tanker om forskellige ting i mit liv, som kunne ændres – det at have en blog/facebook/twitter (eller hvad folk nu har) er jo på en måde det modsatte af mindfullness: oplever jeg fx noget sjovt, begynder min hjerne straks at beskæftige sig med, hvordan det kunne formuleres, så det også blev sjovt for andre at læse – istedet for at jeg bliver i nuet og nyder det.
Den tanke tygger jeg meget på for tiden…

Det var sandheden, om hvordan det går.
Og nu vil jeg gå tilbage til at øve mig i at være normal.
De glade indlæg der ellers er her, skal i ikke opfatte som en løgn – der er masser af glade stunder, selv om hjernen stadig kører på nedsatte omdrejninger – og nogle gange er den opgave jeg stiller mig selv, at arbejde med at få dem formuleret på skrift.

Jeg håber at en anden stressramt kan bruge dette til noget.

05/30/13

Om forventninger

Mindstebarnet fylder 3 år på mandag, og den slags kan jo ikke gå ubemærket hen.
Hun bliver fejret hele fire gange: fredag deler hun ud i børnehaven, lørdag kommer hendes tre små veninder på besøg i nogle timer, og fødselarens storesøstre har planlagt at underholde med cirkus; mandag holder hendes far fri og tager hende i zoo, og om aftenen kommer mormor, mor-moster og onkel til frikadeller og lagkage.

“Hvad glæder du dig allerallermest til?” spurgte den mindste storesøster det kommende fødselsdagsbarn, der lagde sit lille fjæs i tænksomme folder og til sidst erklærede:” jeg glæder mig til at julemanden kommer med mine gaver!”

Hm… Noget siger mig, at hun ikke helt har fattet konceptet bag fødselsdage endnu…

Gaveønskerne er heller ikke helt realistiske.
Vi har prøvet at hive ønsker ud af hende i lang tid.
Samtalerne har kørt lidt i denne stil:

Mormor:”ønsker du dig en ny kjole?”
Fødselsdagsbarn, høfligt:”nej tak – jeg HAR en kjole!”

Mor:”ønsker du dig et puslespil?”
Fødselsdagsbarn, med korslagte arme:”NEJ!! Jeg HAR et puslespil!!”

Far:”ønsker du dig en sovebamse?”
Fødselsdagsbarn, irriteret snerrende:”NEJ, JEG HAR KUN TO ARME!”
(ved faktisk ikke helt hvad hun mente med dette – muligvis at hun allerede sover med to bamser og ikke har plads til flere i favnen?)

De ting hun så endte med at ønske sig, er overvejende orange ting.
Orange er nemlig den smukkeste farve i verden, synes hun.
Orange ting, og ting med billeder af ækle lille hello kitty.

Hendes ønskeseddel:
1. En orange seng
2. En orange stol
3. En orange slikkepind
4. En orange hoppeborg, med hello kitty, og en rutchebane der er kæmpestor.
5. Orange hello kitty rulleskøjter

Slikkepinden er vist det eneste inden for budget.
I virkeligheden er det også fejringen hun glæder sig mest til, så hvis julemanden bare gad komme forbi med en slikkepind, ville hun være den gladeste 3 års fødselar længe set!

05/27/13

Om fotoalbums

Jeg kommer fra en familie der altid har taget en trilliard fotos, og som barn syntes jeg det var vildt hyggeligt at sidde med fx min mormor, og se fotos fra hendes barndom.

Jeg tager også mange fotos – men det der med at få dem klistret i albums går ikke superstærkt…
De seneste år er jeg begyndt at få fotos fremstillet direkte i albums, men jeg har stadig to skotøjsæsker fyldt med udprintede fotos, der skal klistres ind – årh, for et hade-job…

Jeg er nu nået til sommeren 2005, i min sporadiske indklistring.

Jeg har før skrevet om vores bryllupsfotos, med indbygget udstrækkende jogger i baggrunden:

20130527-125930.jpg
Jeg synes det er dejligt at pågældende jogger er så flittig i sine udstrækninger, og derfor ikke får unødige smerter; men jeg kan ikke se på bryllupsfotosene uden at fnise over hende.
Det ser altså ret sjovt ud, hvordan Ninjaen og jeg står helt stift og poserer, og hun okser rundt i forskellige stillinger i baggrunden.

Nå, men nu har jeg fundet en billedserie der slår dem, fra sommeren 2005.

“årh mand, hvor var du en nuttet baby – kom og se!” råbte jeg glad til min 8 årige, og viste hende en hel stribe billeder, hvor hun sidder i bæreslyngen, med hæklet hue på, og beundrer nogle lemurer i en zoo.

“De er herreklamme! Dem putter du ikke i!” proklamerede hun fornærmet, og undrende så jeg billederne nærmere efter, og forstod hendes indsigelse : en lemur, der øjensynligt har indtaget et solidt måltid dagen efter, bruger 7 billeder på at producere en gigantisk bunke afføring strække ud…

20130527-130700.jpg
Jeg skåner jer for de klammeste af billederne – selv om babyen er mere nuttet på dem.
Selv tak.

Hvad er det sjoveste du har fundet i baggrunden på et foto du har taget?

05/23/13

Om sms’er og aftaler

Jeg har et veludviklet tale-gen, og stort behov for at være social.
Jeg kan ikke lide at tale i telefon – det virker så kunstigt når man ikke kan se hinanden, og jeg synes altid jeg lyder så tøvende, dum og kedelig i en telefon – men jeg kan rigtigt godt lide at mødes med folk.

Da Ninjaen har en grænse for hvor mange aftener i træk han orker at være eneste samtalepartner, plejer jeg at gå ud med en veninde hver uge, og som regel har vi også gæster mindst en af dagene i weekenden – hyggeligt både at have tid til at skvadre, uden at blive afbrudt af børn, og lige så hyggeligt at have huset fuldt af glade børn og voksne.

I dag skal Ninjaman og pigerne til noget thaiboksning hele aftenen, så jeg har hytten for mig selv, og kunne pludselig mærke trang til at se andre, end mand og unger.
Jeg burde sgu da kunne overskue at købe noget brød og oliven, tænkte jeg; støvede de næsten-glemte sms-fingre af, og inviterede en veninde her hjem.

Jeg fik sendt følgende gakkede besked:

20130523-124320.jpg

——–
Edit: Det her er raps:

20130523-124710.jpg
Jeg tænkte faktisk på “rasp”, ikke “raps”.
At hælde lidt rasp op i en skål, burde være nemt.
Ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, med at skaffe en hel, gul, mark….
Må nok nøjes med tapas så.

Og håbe at mine evner til at konversere, er en smule bedre, end mine evner til at skrive blogindlæg!

05/21/13

Om at være lille og nuttet

Mindstebarnet fylder tre år om nogle uger – hvilket næsten ikke er til at fatte.
Det føles som et øjeblik siden, at hun var så lille og halvskaldet som her:

20130521-110752.jpg
Kan huske at hendes tre storesøstre var kæmpestore, kloge og hidsige da de var tre år, men hun er stadig bare familiens lille pus, trods den fremskredne alder.

“årh se: vores nuttede babysøster er igen faldet i søvn mens hun legede – hent jeres ipods eller mors mobil, så vi kan se hvem der kan tage det sødeste billede af hende!” er en meget brugt sætning hos de store piger.

Derfor er min mobil proppet med fotos som disse:

20130521-111844.jpg
Mindstebarn, der sover stående

20130521-111932.jpg
Mindstebarn, der sover balancerede på stol

20130521-112038.jpg
Mindstebarn, der snupper en spontan lur, midt i en leg i haven.

Deres tålmodighed over for hende er også større end over for noget andet: hvis hun ikke gider gå, bærer de hende; og hvis hun kommer og hærger deres leg, finder de på en rolle til hende der passer til hærgen: “den tossede nabokone, der braser ind og roder “, ” dinosauren der tramper gennem playmobil-byen”, eller noget i den stil.
Det er sjældent de smider hende ud.

Vi forældre har hun ikke meget sværere ved at sno – vi falder også totalt for hende, når hun lægger hovedet på skrå, og med sin lille helium-fyldte stemme bedyrer:”far – du er min bedste ven!”, og om natten glemmer vi at hun ikke er en nyfødt baby, og lader hende sove oven på os, med sine sparkende fødder og 12 kilo tunge krop, så vi vågner bulede og radbrækkede, og taler om at NU skal hun lære at sove i sin egen seng – men så er hun så nuttet og hyggelig, når hun ligger i vores seng og snorker, at vi venter lige en dag mere, med at insistere på tremmeseng…

Gad vide om det er sådan i alle familier: at det mindste barn kommer rigtigt langt ved at spille på sin lille-og-nuttethed, så forældre og større søskende bliver ved med at glemme hvor store de er?
Jeg tror faktisk at der er noget om det.

Og måske hænger det endda ved, når de er voksne også – altså ikke det der med at være nuttet, men selvtilliden man får, ved at have større søskende der kan charmes.

Min egen lillesøster er ihvertfald mærkbart mere charmerende end jeg selv er, og har altid været bedre til at indynde sig hos fx vores fars kærester, hvor jeg bare var den sure og kejtede.

Hvis jeg tænker over det, er 90% af mine venner faktisk også charmerende mindresøskende…
Måske er det bare mine storesøstergener, der ikke kan stå for deres lillesøster-nuttethed?
Må hellere passe på, så jeg ikke begynder at tage nuttede billeder af dem, mens de sover…

05/12/13

Vind et par gode bøger

konkurrencen er slut, og vinderne blev:
“løvinden” vandt “Annas himmel
og
Karen(kommentar skrevet d. 14-5 kl 19.16) vandt “jordemoderen”.
Send mig en mail med adresser!

Jeg laver ikke så meget andet end at læse for tiden, og bliver voldsomt glad for gode, nye bøger.

Jeg har fået disse, af Forlaget rosinante, og har fået lov til at udlodde de samme til Jer, søde læsere.

Bare skriv en kommentar med hvilken af bøgerne du helst vil vinde, så trækkes der en vinder af dem hver, på søndag d.19-5.

Patricia Harmans: “Jordemoderen fra hope river” er en rigtigt god roman – eneste minus er faktisk at den er alt for kort!
Man følger Jordemoderen Patience Murphy i 1929-30, hvor hun tager sig af alle fødsler på egnen, hjulpet af en ung, sort pige.
Børsen er krakket, folk er fattige, og venskaber mellem sorte og hvide mennesker er usædvanlige og ildesete.
Det er en interessant bog – især hvis man, som jeg, synes fødsler er ret spændende – men også for det billede den tegner af USA i depressionen.

20130512-120000.jpg

Stien Holes:”Annas himmel” “Annas himmel” har vi læst utallige gange allerede.
Det er en af de absolut fineste børnebøger jeg nogensinde har set, og den appellerer til alle aldre børn: billederne er umanerligt fine, så min tre årige kan bruge lang tid på at sidde og lede efter sommerfugle, blomster og regnbuer – men mine tre store piger har været meget optaget af historien.
Kirkeklokkerne ringer, Annas far har jakkesæt på og ser trist ud, og Anna forsøger at finde en mening med sin mors død, gennem fantasifulde rejser og tanker, som hun hiver sin far med på.
Helt utroligt poetisk og rørende.
Og vanvittigt fine tegninger.

20130512-120815.jpg

20130512-120826.jpg links er affiliate.

Skriv en kommentar med hvilken af bøgerne du helst vil vinde.

05/10/13

Om forår

Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.

Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.

20130511-142151.jpg
Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.

Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”

Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…

20130511-150628.jpg
Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.

Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…

05/5/13

Om danse-zombier

“Mor, jeg er ikke bange for zombier!” erklærede den snart 3 årige, fra barnesædet på min cykel, og jeg blev lettet over ikke ubevidst at have smittet hende, med min lidt pinlige fobi.
Så fortsatte hun:”jeg er ikke bange for zombier – fordi at de ikke kan danse!”

Se, det er et sært kriterie for om man skal være bange for ting – umiddelbart vil jeg mene at fx tigre, hajer og heste er pænt frygtindgydende, trods manglende evner til at danse salsa – men hun var meget overbevisende, og gentog det stolt flere gange.

Jeg har tænkt over hendes bizarre ræsonnement i flere dage, og kan måske godt følge det lidt alligevel: jeg har aldrig rigtigt selv kunnet lide at danse.

Da jeg var ung sagde jeg bare nej, men enten endte jeg med at være hende-den-kedelige-der-holder-øje-med-tasker-mens-alle-andre-danser, eller også som hende-vi-allesammen-skal-bruge-hele-aftenen-på-at-lokke-med-ud-at-danse.
Begge dele var lige frygtelige, og efterhånden har jeg lært at lade som om jeg synes det er ok.

Jeg danser for ikke at være udenfor, og for at ingen opdager, at jeg er en dansehadende freak – men jeg skal være meget fuld eller musikken skal være usædvanligt god, før jeg synes det er bare lidt ok.

Sådan en god fest, hvor folk er sjove og øllerne kolde, er min store frygt faktisk sådan en kæk dansetype, der ikke vil lade en sidde i fred, men danser manisk rundt og afbryder samtaler, ved at byde mig eller dem jeg taler med op.

Prøver altid at gøre min ryg lidt bredere, og se fordybet ud, i håb om at han lader os slippe – men danse-zombier er ikke så forbandet fintfølende, og vil bare ud og vise deres seje moves på dansegulvet, og kan slet ikke forestille sig, at man ikke kan lide det.

Så mit kloge barn har delvist ret: dansende zombier ville faktisk være en tand mere skræmmende end ikke-dansende.

20130502-205149.jpg
(Men hvordan VED hun, at de ikke danser? Kender hun nogen?)

05/3/13

Vind de to første bind, af fremragende fantasy-serie

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: “fortællerheksen”. Send mig en mail med din adresse – tillykke!
Lindhardt og ringhof sendte mig for noget tid siden første bind af Deborah Harkness fantasy-serie:“Heksenat”.
Jeg var solgt med det samme!
Jeg elsker gode historier, men med fantasy må jeg tit æde at det er dårligt skrevet, eller har børn som målgruppe – denne serie er godt skrevet, spændende, gennemtænkt og tilpasset voksne læsere.
Den handler om hekse, dæmoner og vampyrer, der lever side om side med os nutidige mennesker, og man følger heksen Diana Bishop, der ved et uheld falder over en gammel bog, som alle væsener efterstræber, og vil gøre hvad som helst for at få fat på – også slå ihjel.
Matthew Clairmont, en vampyr der forsker i genetik, hjælper Diana, og de forelsker sig – selv om det er forbudt for vampyrer og hekse at have forhold.

Jeg slugte bogen på få dage, selv om den er 727 sider lang, og har ventet med tilbageholdt åndedræt på at modtage bind 2: “Nattens skygge”.
Den er lige så spændende – meget af handlingen foregår i 1590, hvor hovedpersonerne Matthew og Diana har tidsrejst til, i håb om at en dygtig heks kan lære Diana at bruge sine ukendte heksekræfter.
Virkelige historiske personer; som fx Shakespeare, dronning Elisabeth 1, sir Walter Raleigh, Christopher Marlowe og Thomas Harriot indgår, og det er tydeligt at forfatteren er historieprofessor, for hun tegner et levende og spændende billede af England i 1590, og det er som at være der selv.

Hvem vil vinde BEGGE disse fantastiske bøger, og have hele 1400 siders tidsslugende sommerferielæsning?
Bare skriv en kommentar herunder, så trækkes der en heldig vinder på søndag d 12-5

Hvis du også har en svaghed for fantasy, kan du holde øje med flere udgivelser på facebooksiden HER, hvor der løbende er nyheder og konkurrencer.

20130503-173945.jpg

20130503-173952.jpgLinks er affiliate