04/20/13

Om kød med øjne

Jeg blev vegetar da jeg var 13-14 år.

Om det var fordi det var “synd for dyrene”; en god undskyldning til ikke at smage på ting, når man er kræsen; eller fordi jeg lavede en pagt med en veninde der også blev det, står hen i det uvisse.
Formentlig en kombination.

Min veninde var vegetar ind til hendes mor serverede stegt flæsk første gang – jeg holdt stædigt ved, til jeg blev gravid første gang, og pludselig tog mig selv i at kigge længselsfuldt efter bøffer.

Jeg tænkte min krop havde brug for det, for jeg var på ingen måde en sund vegetar, med hjemmelavede linsefrikadeller og nøje udvalgte tofu-produkter – i mine teenageår ernærede jeg mig hovedsageligt på en diæt af smøger, cola light, hvidt brød og vitaminpiller.
Ikke underligt at jeg er væsentligt lavere end mine forældre og søstre…

Jeg har spist kød med stor fornøjelse de sidste 11 år, og troede at vegetartankerne var lagt bag mig for evigt – ind til jeg bladrede i en tilbudsavis her til morgen, og fik øjenkontakt med en hel kotelet-familie:

20130420-093138.jpg
Bestemt ikke nogen man kan spise, uden at tænke på om det nu er mor-koteletten eller den uskyldige baby man har fat i…
Den stoisk smilende kyllingefilet er heller ikke fordrende for appetitten:

20130420-093314.jpg
Det grædende grill-kød ødelægger det endnu mere:

20130420-093359.jpg
Men det allerværste, er kødstykkerne, med stumper af øjne:

20130420-093442.jpg
Man er ikke i tvivl om, at det her gullasch engang har haft ansigter…

Jeg mistede totalt koncentrationen over hvad jeg skulle skrive på indkøbssedlen, og bandede det barn væk, der med kuglepen havde gjort mig til glødende vegetar igen – ind til jeg så siderne med sprut og chokolade.

20130420-093703.jpg
Som jeg stadig havde lyst til at indtage – ansigter eller ej.

Pyha.
Så kan jeg vel også spise en grædende kotelet.