04/20/13
20130420-093138.jpg

Om kød med øjne

Jeg blev vegetar da jeg var 13-14 år.

Om det var fordi det var “synd for dyrene”; en god undskyldning til ikke at smage på ting, når man er kræsen; eller fordi jeg lavede en pagt med en veninde der også blev det, står hen i det uvisse.
Formentlig en kombination.

Min veninde var vegetar ind til hendes mor serverede stegt flæsk første gang – jeg holdt stædigt ved, til jeg blev gravid første gang, og pludselig tog mig selv i at kigge længselsfuldt efter bøffer.

Jeg tænkte min krop havde brug for det, for jeg var på ingen måde en sund vegetar, med hjemmelavede linsefrikadeller og nøje udvalgte tofu-produkter – i mine teenageår ernærede jeg mig hovedsageligt på en diæt af smøger, cola light, hvidt brød og vitaminpiller.
Ikke underligt at jeg er væsentligt lavere end mine forældre og søstre…

Jeg har spist kød med stor fornøjelse de sidste 11 år, og troede at vegetartankerne var lagt bag mig for evigt – ind til jeg bladrede i en tilbudsavis her til morgen, og fik øjenkontakt med en hel kotelet-familie:

20130420-093138.jpg
Bestemt ikke nogen man kan spise, uden at tænke på om det nu er mor-koteletten eller den uskyldige baby man har fat i…
Den stoisk smilende kyllingefilet er heller ikke fordrende for appetitten:

20130420-093314.jpg
Det grædende grill-kød ødelægger det endnu mere:

20130420-093359.jpg
Men det allerværste, er kødstykkerne, med stumper af øjne:

20130420-093442.jpg
Man er ikke i tvivl om, at det her gullasch engang har haft ansigter…

Jeg mistede totalt koncentrationen over hvad jeg skulle skrive på indkøbssedlen, og bandede det barn væk, der med kuglepen havde gjort mig til glødende vegetar igen – ind til jeg så siderne med sprut og chokolade.

20130420-093703.jpg
Som jeg stadig havde lyst til at indtage – ansigter eller ej.

Pyha.
Så kan jeg vel også spise en grædende kotelet.

04/12/13
20130409-104010.jpg

Om selvhad og briller

Kombinationen af at være sygemeldt med stress, og have tre lockout-ramte skolepiger hjemme, virkede til at starte med helt uoverskuelig.

Men faktisk er det ikke så galt, for jeg slipper for noget af det jeg har sværest ved: at skulle noget på bestemte tidspunkter, som fx at hente og bringe dem til skole.

Jeg fandt ud af at de skændes så meget når de keder sig, at jeg må snige mig i vaskekælderen og tude over det, og begyndte derfor at give dem opgaver.

Det går meget bedre på den måde, og hvis bare jeg leger skrap lærer og giver dem opgaver for, er de lydhøre og energiske.
Og jeg kan slappe af imens de arbejder.

Ellers cykler vi lange ture, hen til steder hvor der ikke er for mange mennesker.
Fx kirkegårde, hvor vi bruger tid på at lede efter de ældste eller pæneste gravsten.

Jeg husker stadig som en senildement 80 årig – stod forleden foran fitnesscenteret, efter den træning min læge siger jeg skal lave, og ledte efter cykelnøgler.
I flere minutter – ind til det gik op for mig, at nøglerne lå i min taske.
Der lå oppe i et skab.
Sammen med mine støvler, jakke og tøj.
Jeg havde ikke rigtigt fattet at jeg stod der i shorts og strømpefødder…

Nu har jeg været sygemeldt fire uger, og lægen og psykologen siger mindst fire uger mere.
Så er det at jeg begynder at hade på mig selv.
Især om natten.
Der ligger jeg vågen, og kalder mig selv grimme ting.
“Jeg er vel nok uduelig, at jeg ikke bare tager mig sammen – ignorerer den hullede hjerne, hjertebanken og hovedpinen, og tager på arbejde.
Det er nok fordi jeg er sådan et talentløst fjols, der skulle have taget den med ro noget før.
Jeg kan ingenting, og hvorfor er det lige at jeg overhovedet blogger, eller skriver noget som helst andet – der er sgu da ingen der gider læse mit lort?
Og hvordan er det lykkedes mig at bilde mine kolleger ind at de savner mig og mangler mig, som de siger – for jeg er så talentløs til alting i hele verden?”

I nat kl 04, besluttede jeg mig for at skrive “lukket pga selvhad” på bloggen.
Fordi jeg ikke syntes jeg kunne noget, jeg kunne byde andre at læse.

Men så bliver det morgen, og mine skolepiger går ivrigt i han med de opgaver de skal – den store skriver på en rapport om skildpadder, og mellempigerne laver en planche om rekorder.
Mens de ser ironisk-kloge ud, med 3D-briller på.

20130409-104010.jpg
“Vi skal have de her briller på til thaiboksning på torsdag!” annoncerer frk fantastisk glad “så kan vi sige:”hey! Man må ikke slå på nogen med briller!”

Smart.
Jeg tror jeg må låne brillerne i nat, når jeg skal til at køre natte-selvhad.
Så kan jeg sige:”stop nu, med at sige onde ting, om en med briller! Der endda ligger ned!”

Håber det virker.

(Men blogger jeg ikke det næste tid, er det bare fordi bloggen er lukket pga selvhad.)

04/10/13
20130417-095537.jpg

Om selvkritik

“Aaaaargh jeg hader den, den blev helt forkert!” er en hyppigt brugt sætning blandt mine store piger, mens de tegner eller skriver.
Sætningen efterfølges ofte af papir der vredt bliver krøllet sammen, eller udsat for brutale viskelæder-angreb.

De tegner virkeligt fint alle tre, men er også enormt selvkritiske, og selv om jeg forsøger at overbevise dem om, at tegningen af hulemanden er så fin, at man ikke bemærker den ekstralange arm, bliver den stadig udsat for viskelæderet.

Jeg kender udemærket godt følelsen selv.
Alt for godt.

Ind imellem ærgrer jeg mig, over hvordan den der selvfedme helt små børn har, går over.

Den 2 1/2 årige er fantastisk selvsikker, og stolt af sig selv.
I morges fandt jeg et ekstra kunstværk, på væggen over min seng.

20130417-095537.jpg
Et værk, bestående af farveblyant-krimskrams, stumper af klisterbånd, og noget der godt kunne ligne en bussemand lidt.

20130417-095725.jpg
“se min tegning, jeg er så dygtig!” pralede hun “jeg kan tegne altsammen!”

Bagefter demonstrerede hun hvor “utroligt hurtigt” hun kunne løbe, og pralede af sine fine nye strømpebukser, til sine storesøstre.

Jeg kan ikke huske i hvilken alder det der selvkritik sætter ind.
Håber egentlig det varer et stykke tid – så vi andre kan nå at lade os inspirere?

(men også at det stopper lidt, før hun melder sig til reality-shows, med lamme titler som:”for lækker til love”!)

04/9/13
20130411-210401.jpg

Om ting jeg har brugt tid på

Listen over ting jeg har foretaget mig siden sidste indlæg er ganske kort:

1): fået “afstressnings-massage” af utroligt flink mand – der insisterede på samtidigt at give mig et udførligt referat, af den roman han er ved at skrive.
På en måde lidt bizart at ligge og give feedback på litteratur, mens man får boret fremmed mands hårde knoer ind i baldemusklerne.

2): blevet modtaget af glade børnehavepædagoger i mindstebarnets institution, der lykønskede med de gode nyheder: at vi langt om længe skulle have en lillebror.
Jo, lille Gnalle havde underholdt vidt og bredt om at hun skulle være storesøster, og havde endda tegnet tegninger af babyen inde i mors mave.
Da jeg benægtede alt, smilede den ældste af pædagogerne bare hemmelighedsfuldt, og kastede et blik på min mave.
Som jeg skyndte mig at suge ind.

20130411-210401.jpg

3): åndet lettet op over, at min fætter opdagede, at den stuelejlighed han havde tænkt sig at købe, lå lige oven på en swingerklub, med hans kommende soveværelse, oven på “s/m-orgierummet”.
Der ikke var lydisoleret i loftet.
Han nåede at springe fra.

4): forsøgt at besvare følgende spørgsmål:
“havde verdens højeste mand også verdens længste tissemand? Ellers vil det jo plaske, når han tisser højt oppefra…”
Og
“hedder de eran-TIS fordi de er gule?”
Og
“hvis du levede i stenalderen, hvad for er dyr ville du helst have tøj lavet af?”

5): set min søde veninde, der er jordemoder, i “hjælp jeg skal føde”, og brugt ti sekunders tid, på ønske at pkt 4 var rigtigt – og resten af aftenen på at være overdrevent lettet over at det ikke var!

04/8/13
20130224-200523.jpg

Om Tivoli-ost

Det er ikke altid lige sjovt at være 2 1/2 år, og ikke tale rent nok, til alt det man har på hjerte.
Supertumling har voldsomme raserianfald når vi ikke forstår hvad hun vil, men heldigvis er der mange søstre der gerne hjælper til med at oversætte, så uanset hvor sort det hun siger er, når vi som regel at tyde meningen, inden hun eksploderer.

Bare ikke den morgen i sidste uge, hvor hun startede dagen med at sætte sig op i sin stol, se forventningsfuldt på sin far og sige:”jeg sulten! Gerne have Tivoli-ost!”

Han var blank for hvad hun mente, og heller ingen af søstrene anede hvad hun talte om, så efter at have vist hende alt ost der var i køleskabet, endte hun med at sidde og småtude vredt ned i et stykke knækbrød.

Dagen efter gentog det sig, og den unge dame måtte skuffet acceptere noget andet end den ønskede Tivoli-ost – som vi stadig ikke kunne gætte hvad var.

I netto hev jeg hende hen til ostene i kølemontren, og bad hende udpege Tivoli-ost, men hun så bare vredt på mig.

Hele ugen har vi gættet forgæves, på hvad det kunne være hun så brændende ønskede sig til morgenmad – men da vi pakkede indkøbsposerne ud i går, lyste hun op i et henført smil:

20130224-200523.jpg
En hel pakke Tivoli-ost.
(Nu mangler vi så bare at fortælle hende, at den slags sukker-morgenmad kun er til weekenden….)

04/7/13
20130407-165151.jpg

Om serier del 2 – de voldelige

Jeg har før blogget om dvd-serier, og anbefalet nogle af mine favoritter her.

Da jeg er svært glad for at prakke folk ting jeg kan lide på, får i hermed endnu et indlæg – denne gang om de lidt “tungere” serier vi har set – altså dem med krig, vold og ulykke.
Så må jeg lave et indlæg med de lette og sjove senere!

Gode, tunge serier.

Band of brothers har jeg set to gange.
Man følger easy-kompagniet, gennem voldsomme begivenheder under anden verdenskrig, hvor de både kastes ud i faldskærm i Frankrig på d-dag, kæmper i frosne skove og forladte byer.
Hvert afsnit har en ny synsvinkel, hvilket gør serien levende.
Det er baseret på virkelige hændelser og personer, og virker ekstremt autentisk.
Hvis man ikke har noget imod krigsfilm, er denne serie absolut fremragende!

20130407-165151.jpg
“The pacific” foregår også under anden verdenskrig.
Man følger tre amerikanske marinesoldater i Stillehavet, hvor de kæmper mod japanerne i jungler og på strande, og er på orlov i Australien.
Det er en flot serie, den dyreste nogensinde, og historien og personerne er realistiske og spændende.

20130407-165322.jpg

“Homeland” er noget af det nyeste vi har set – Ninjaman fik den i fødselsdagsgave af sine kolleger, og vi blev meget grebet af den, og så den pinligt hurtigt.

Man følger CIA-agenten Carrie Mathison, der har mistanke om at den nyligt befriede krigshelt, Nicholas Brody, er agent for Al-Qaeda.
Bipersonerne er troværdige, plottet er uigennemskueligt, den er vildt spændende – og ret voldelig.
Se den!

20130407-171146.jpg

“The wire” er en rå og realistisk serie, der foregår i Baltimore.
Man følger både narkohandlere, mordere, politifolk, politikere og journalister, i en by der flyder med narko, korruption og vold.
Der er fem sæsoner, og de er alle fremragende!

20130407-173208.jpg

“Rome”foregår omkring år 50 e.k, i Rom.
Den er smækfyldt med blod, vold, intriger og bare bryster, og de mandlige hovedpersoner er bestemt ikke grimme.
Den er ikke så realistisk som de ovennævnte serier, men underholdende og værd at se!

20130407-174100.jpg
(links er affiliate;))

04/3/13

Om natlige spekulationer

Dilemmaer jeg har spekuleret på, når jeg alligevel ikke har kunnet sove:

1): Når mine piger kommer i puberteten, begynder at gå med drenge, og evt spørger mig hvor gammel jeg var, da jeg gik i seng med en dreng første gang, skal jeg så:
A): lyve, og sige jeg var 18, og håbe at det får dem til at holde igen, mens de tænker:”jeg kan sagtens vente, og stadig være mere sej end min mor…”
Eller
b): sige sandheden, og håbe at de venter længere end det, fordi mor jo er så ikke-cool, og det er bedst at være helt anderledes?

2): Jeg har planlagt hvor vi skal flygte hen, hvis når zombie-apokalypsen kommer (har kig på en restaurant på toppen af et hotel, hvor der er godt udsyn over mulige angreb, og en gårdhave, så man kan plante mad og få sol), og jeg har planlagt hvem der skal med mig (udvalgt på baggrund af særlige overlevelsesevner, kærlighed eller god underholdningsværdi), men dilemmaet er: skal jeg have min fætter med på mit hold?

Fordele, ved at have ham på mit overlevelseshold: :
Han opfylder mine kriterier for at blive valgt, og vil på mange planer være fed at have med på holdet: stærk, underholdende og kan sandsynligvis godt bygge noget brugbart

Ulemper, ved at have vildmarksdrengen på mit overlevelseshold:
Han spiser meget….
Og som han selv sagde for nyligt: hvordan vil vi forhindre ham i at spise os andre, hvis han bliver sulten nok?
(Hvilket i det hele taget er en sætning der har gjort mig utryg – manden er dobbelt så stor som os alle 6 tilsammen…)

3): Team Jacob eller team Edward?

(Ok – det er faktisk Ninjaman der var morsom og skrev det sidste – men jeg tænkte det var sjovt, og lod den stå.)