03/24/13

Om min by

Da jeg for noget tid siden spurgte:”hvad vil i gerne have jeg skriver om, som 800 indlægs-jubilæum?” på bloggens facebookside, var der en der skrev noget i stil med:”din by, og hvad der er af kulturelle tilbud, restauranter osv.”

Ville have skrevet et indlæg om hvorfor skydebanegadens legeplads på Vesterbro er den vi bruger mest (god kaffe og isbutik nærved, legeredskaber for både den mindste og de større, og bænke nok til dovne forældre).

Eller om de gratis museer vi besøger oftest:
Postmuseet (der har legeland) og nationalmuseet (der har mumier og en børneafdeling, hvor man må røre ting).

Eller om hvor meget børnene elsker en gåtur på Vesterbrogade, hvor vi går ind i alle butikkerne der sælger glimmersmykker og fine indiske sarier, og vælger hvilken vi selv gad eje; eller i de tyrkiske bagere, og smager de parfumerede kager.

Eller en tur på Carlsbergs grund, hvor der er klatreskov, parkourbane og indimellem musik eller anden underholdning.

Kunne også sagtens have skrevet om hvor fed kongens have er om sommeren, og hvor hyggeligt det er at se gratis dukketeater – eller hvor meget sejltur man kan få med bare et enkelt klip med havnebussen.

Men…
Mens jeg sad og tænkte over alle de ting der var sjove at lave i min by, kom jeg i tanke om at det jo egentlig var løgn: jeg er teknisk set ikke københavner.

Jo: i Ninjamans jyske families øjne er jeg skræmmende københavnsk, og jeg har også kunnet imponere enkelte veninder med provins-baggrund, med sætninger a la:”det hus der, var jeg med til at besætte, i 1990.” og “første gang jeg kyssede en dreng, var på taget af et skur i fælledparken, mens vi så første maj taler” og andet i samme dur, der rigtigt cementerer hvor meget jeg kender “min” by.

I virkeligheden har jeg boet de sidste 12 år i forstaden – hele 7,6 km fra Københavns rådhusplads….

Boede her også i 7 år, da jeg var barn og teenager.

Dengang brugte min veninde, Kira, og jeg al vores tid på ikke at høre til.

Vi himlede med øjnene af ægtepar, i matchede joggingsæt, der købte ind i centeret.
Snotnæsede blonde børn, i pæne villahaver: med gøende pudler, der sprang op af lågen, når vi gik forbi, med vores bare tæer, tamme rotter på skulderen og et arrogant skuldertræk tilovers, for alt der var forstads-agtigt.

Og det er så lige gået op for mig, at jeg har boet yderligere 12 år i byen, uden at ændre min arrogante teenageholdning.
Jeg kan finde centeret og biblioteket, og mine børn, og har gået i børnehave her – men jeg har fx aldrig deltaget i en byfest og er helt ignorant over for hvad der ellers foregår.

Synes faktisk det er en smule pinligt, at jeg ikke kan anbefale noget som helst fra den by jeg rent faktisk bor i – så min mission i år, er at stryge noget af teenage-attituden, og finde ud af om her er noget der kommer op på siden af vores yndlings-københavnersteder.

Og jeg skal nok blogge om missionen – forhåbentligt med ordentlige tips!