03/21/13

Om smør i håret

Min farmor, der døde for et par år siden, var hujende senil, de sidste 5-6 år af sit liv.
Fra at have været selskabelig sydfransk frue, med chihuahua i gucci-tasken og blånet hår, gik hun til at være lidt smålummer og grov.

“Flyt dig!” hvæsede hun, da jeg ville give hende et knus til min søsters bryllup “jeg tror ham den gule mand vil have mig!”
Og så smilede hun forførende til Ninjaman, der havde givet hende et knus, lige før mig…

Egentlig tror jeg at de sidste år af hendes liv var udemærkede – levet i en fantasiverden, hvor hun selv var ung og smuk, og alle mænd ville have hende.

Men starten var svær – da hun begyndte at miste hukommelsen.

Første gang vi lagde mærke til noget, var da jeg besøgte hende med min søster og ældste datter, og min farmor åbnede døren – med et hår der sad lidt sådan her:

20130321-080232.jpg
Hun undveg et par forsigtige spørgsmål om frisuren, på en vred måde, og vi spiste frokost, mens vi lod som ingenting.
På badeværelset, foran spejlet fandt jeg en pakke smør – med tydelige mærker efter fingre i.
Farmors nye hårvoks, åbenbart.

Jeg fik hvisket det til min søster, men vi lod alligevel allesammen som ingenting.

Vi lod også som om leverpostejen var varmet, når nu farmor så insisterende blev ved med at sige:”spis nu noget dejligt varmt leverpostej!”, og rakte den køleskabskolde pakke videre.

Noget tid efter kom hun på plejehjem – så vidt jeg husker, fordi hun havde kørt rundt i byens eneste rundkørsel i rigtigt lang tid, uden at kunne huske hvor hun skulle af.

Nå, det jeg egentlig ville frem til, er at jeg nu ved hvordan det må være, at gå fra intelligent overskudsmenneske, til senil og forvirret.

Min stressede hjerne husker intet, og jeg bliver forvirret af bare bittesmå spørgsmål.
Det er skræmmende, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på hvordan det må have været for min farmor i starten, at mærke sin hjerne smuldre, og vide at det ikke gik over igen.

Samtidigt tænker jeg også, at jeg lidt for længe har gået rundt med en stor, smeltende pakke smør oven på knolden, uden at nogen har turdet råbe højt nok til mig, at det ikke var normalt.

Jeg har altså lidt svært ved at runde det her af…
Ville have sagt noget med, at det jo ikke er andres skyld end min egen, og ikke andres ansvar – men det er altså sejt når folk tør sige noget, blande sig.
Læste indlægget hos hende her, og blev helt glad over at hun turde.

Tror det er vigtigt, at man ikke lader andre gå rundt med smør på hovedet.