Om stress og en søndag

Tak til alle jer, der skrev en kommentar til mit indlæg om begyndende stress i lørdags.
I skræmte livet af mig, men jeg kan nu se at jeg bør tage det her meget mere seriøst, for det kan åbenbart gå ret galt og ramme selv de sejeste.

Havde det i baghovedet hele dagen i går, hvor det gik op for mig hvor meget min krop egentlig reagerer, og hvordan jeg har svært ved at tackle det jeg normalt sagtens kan.
Og hvor længe jeg har bagatelliseret det.

I går tog vi ind søndagstur ind til byen.

Mine piger gik sådan her ned ad Købmagergade, og Ninjaman og jeg var enige om at de var så topnuttede, at de kunne få os til hvad som helst.

20130318-104803.jpg
Også selv om de store konstant lavede “kaninører” eller “elge-gevir” på den lille, når jeg prøvede at fotografere hende:

20130318-104903.jpg
“Årh, kan vi ikke tage på postmuseet?” plagede de, og vi sagde selvfølgelig ja – der er rutchebaner og ting man kan prøve. Og det er gratis.

Så snart vi kom der ind, hvor hujende unger og hektiske forældre ræsede rundt, fik jeg svært ved at få luft.
Det var som om jeg ikke kunne høre ordentligt.
Og hjertet hamrede.

I stedet for at rutche med børnene, var jeg nødt til at flå mobilen frem og begrave mig dybt i et spil wordfeud, for at modstå trangen til at løbe skrivende ud derfra.

Kunne holde den ti minutter, og så måtte vi gå igen.
Men følelsen af panik sad i halsen resten af dagen.

Der var også alt for mange mennesker i metroen.
Jeg talte mine fire børn flere gange, fordi jeg mistede overblikket over om de nu var der allesammen.
Og jeg kunne ikke huske hvad stationen, vi skulle af på, hed.
Det var helt væk.

Jeg tudede mens jeg forsøgte at lave guacemole, for jeg kunne pludselig ikke huske hvordan jeg plejede at lave det.
Og Ninjaen måtte tage over, og lave mad – selv om det klart var min tur.

Var så taknemmelig for at slippe for den helt uoverskuelige tjans, at jeg tilgav ham hans flirten med den insisterede prinsesse.

20130318-105844.jpg
Lod ham også vælge hvad vi skulle lave om aftenen, og puttede børn, mens jeg lavede stresstest fra mobilen, og konstaterede at jeg lå i det højrøde stressfelt på dem alle.

Havde jeg vidst at Ninjaman kunne finde på at leje sidste afsnit af “twilight”, ville jeg om muligt have været endnu mere stresset. Synes de film er blevet ringere og ringere – er det bare mig?

Mens vi lå i ske og stenede dårlig film, blev min krop ved med at gå i panik. Med hjertehamren og trykken for brystet.

Jeg sov ikke i nat, hvor min hjerne underholdt mig med dramatiske tanker, om hvor nemt jeg kunne miste alle dem jeg holdt af.
Sådan en båndsløjfe af uhygge.

I morges sygemeldte jeg mig.
Bestilte tid til læge, og talte med en psykolog gennem forsikringen.
Håber jeg kan få lært at vende det her rundt, hurtigt…

En af jer skrev, at jeg kunne stoppe med at blogge, i en periode.
Det tror jeg ikke jeg vil, for jeg har altid brug for at få smidt nogle ord på skrift, og bloggen er et godt forum.

Men jeg gider ikke presse mig selv over at skulle skrive noget der er godt, eller sjovt, eller fint afsluttet.
Eller i det hele taget hver dag.

Gider ikke engang love at jeg vil slutte et blogindlæg af med et simpelt punktum

91 thoughts on “Om stress og en søndag

  1. Uha, det lyder godt nok bekendt – har selv været der for et år siden. Hvor er det godt du tager signalerne alvorligt og gør noget. Jeg kan kun anbefale at du taler med en dygtig psykolog. Og så er medicin faktisk ikke nogen dårlig løsning, det er bare en ret stor kamel at sluge – at man faktisk har brug for den.. Håber du kommer godt ud på den anden side, for der er man så meget klogere på sig selv. Husk at der er lys for enden af tunnelen, og at du har mange som elsker dig:) Kh Sanne

      • Jeg tog mod tilbuddet om at tale med en psykolog, og fik antidepressiv medicin (citalopram) – og masser af ro når de andre var ude af huset. Man skal ikke undervurdere effekten af en god “morfar”. Pga mit studie var jeg nødt til at sygemelde mig et helt modul (12 uger) og havde derefter sommerferie. Så det blev til en lang pause, vil dog sige at jeg sagtens kunne have nøjedes med mindre. Med til historien hører nok at jeg ikke reagerede på de første tegn – det endte med at jeg græd mig igennem en dag på mit daværende praktiksted (en intensiv afd. på sygehus), og de måtte sende mig hjem – hvor jeg tudede videre i 2 uger. Her et år efter er jeg helt fuldstændig ovenpå igen – om muligt stærkere end før, netop fordi man lærer så meget om sig selv i sådan en proces. Hilsen Sanne, mor til 3 piger – og fra d. 2. april også sygeplejerske:)
        Ej det er meget “mig mig mig”, håber alligevel du kan bruge det til noget.

  2. Jeg læste alle kommentarer i sidste indlæg, men undlod selv at kommentere, da der efter min mening var masser af gode råd. Det er godt, at du gør noget og ikke ignorerer det. Jeg håber virkelig det bedste for dig, og skidt med at det måske kommer til at tage både tid og penge, bare du bliver rask

  3. Du skal bare se at få det godt! Blog eller ej, vi læser bare med når du har overskud til at skrive lidt 🙂
    Rigtig god bedring, og hvor er dine piger bare skønne!!
    Jeg må nøjes med en prinsesse, og to dejlige drenge 🙂

  4. Godt gået! Altså at du fik meldt dig syg. For et par år siden endte jeg også med en sygemelding – men desværre først da jeg var så langt ude at mine kolleger tog beslutningen for mig. Det tog et par måneder og en del psykologsamtaler før jeg var på arbejde igen.
    Måske du oplever at få det værre nu, fordi der er plads til at give efter. Men det er det rigtige du gør! Man skal virkelig tage stress alvorligt. Og lad være med at synes, at du så skal have styr på huset, når familien kommer hjem. Har du lyst til at se dårlige film eller glo ud af vinduet, skal du gøre det.
    Et virtuelt knus herfra.

  5. Godt af dig, at have indset det – det er skide vigtigt og du kan spare dig meget smerte ved at gøre noget ved det i tide. Håber du kommer godt igennem det 🙂

    Jeg bliver ved med at læse – synes altid du skriver fedt, uanset hvad det så er du skriver om. Gør som du plejer, vi bliver her alligevel!

  6. Stort knus til dig fra en ivrig læser af din blog – At trække vejret godt og grundigt er altså også noget vi alle kunne blive bedre til. Du ved jo godt hvordan man trækker vejret så lyt efter din krop og træk vejret dybt. Kh Karen

  7. Tillykke – det er stærkt gået og du er virkelig en superwoman!
    Sender dig megen kraft og energi….. og et stort cyberknus 🙂

  8. Stort af dig du tager signalerne alvorligt. Livet kommer nogen gange på tværs lige når man tror det går aller bedst. Det opdagede vi da vi mindste ventede det.
    Du skal nok komme igennem det, dig og ninjamanden kan klare en hulendes masse. Det har I bevist før:) (du har så ærligt skrevet mange fantastiske indlæg)

    Jeg læste et indlæg for et stykke tid siden, bloggede så selv om lidt det samme. Måske du vil kunne bruge det:)

    http://blog.multipelsklerose.dk/2013/03/04/nar-livet-%C3%A6ndrer-retning/

  9. Millioner af tanker til dig fra en, der har står dybt dybt i dén suppedas og som kun lige er ved at finde en vej ud af det igen. Jeg tror, ligesom du selv ikke, du skal holde pause fra bloggen. Jeg startede min blog sidste år, da jeg var allerhårdest ramt, og det har været mit vigtigste vækrtøj på linje med psykologen og den angstdæmpende medicin. Jeg kender den hjertebanken og problemerne med vejrtrækningen så ubeskriveligt godt. Hvis du har lyst til det og brug for, kan du snuse lidt rundt inde på min blog, hvor jeg har delt store og små tanker om stress, om at være mor og have stress og om det der med egne og andres forventninger til én. Og om fordommene!

    Jeg synes, du skal være stolt af dig selv, fordi du har taget første skridt. Og hvis du får det lidt værre nu, bliver mere sensitiv, mere lydfølsom og alt det der, så vil jeg bare berolige dig med, at det er helt normalt i din situation. Det er lortet at have stress. Jeg vil ikke idyllisere det og fortælle dig, hvor meget du lærer om dig selv. Jeg ville gerne have været stressen foruden. Men man må jo håndtere den, når nu den er der.
    Kram fra T

    • Tænkte også på dig, da jeg erkendte at jeg ikke kom uden om sygemelding længere. På din historie og kamp for at blive “dig selv.”
      Tak for advarsel om at det kan blive værre nu: kan godt mærke det allerede, måtte løbe ud af netto igen i går, og syntes børnene talte alt for højt i bilen… Rummer meget, meget lidt i dag…

      • seriøst, jeg er stadig, trods bedringen, enormt lydfølsom og kan slet slet ikke overskue at handle, med mindre det virkelig er sent eller tidligt = når der ikke er andre! Jeg kan jo aldrig huske, hvad jeg skal købe, så jeg pisker forvirret rundt. Min mand har nu overtaget den tjans fuldkomment! Pyh, det redder mere end man tror!
        Jeg rummer også meget lidt idag. Har lige snorket lidt i mindstens seng, – ret sikker på jeg sov først! Jeg håber, det passer, når folke siger, det bliver bedre, hvis bare man giver det tid og hvile. Pøj pøj. Pas godt på dig selv

  10. Jeg kan inderligt følge dig, i det ikke at kunne huske, gråden der pludselig kommer osv.- føj.
    Jeg fik af en veninde anbefalet bogen der hedder “Stress-fri på 12 uger” – ak, huske ikke hvem der har skrevet den, men den var god at læse og blive lidt “klog” af…..
    Meeen, jeg husker stadig elendigt, nu efter næste 1 år. Lige nu igen ramt at noget “udefrakommende” som skubber til stressen igen, fy føj jeg er blevet sårbar, og det er IKKE hvad jeg tidligere har været.
    Al held og lykke
    Kh Joan

  11. Det lyder til at være en god beslutning med en sygemelding.

    Nu vil jeg ikke være sortseer og andet dårligt, men jeg fulgte på et tidspunkt en anden blog, hvor indehaveren (skribenten?) også var sygemeldt. Hun fik problemer med kommunen, fordi hun bloggede om de goder sider i sin hverdag og de ting, der fungerede, og derfor konkluderede kommunen, at hun ikke var syg, og sygedagpengene forsvandt. Meget dum situation for hende, så overvej evt hvilke signaler du sender, så du ikke får samme problem!

    God bedring

    • Tak for det råd – men har svært ved at forestille mig det lige her – håber ikke jeg er naiv?
      Tænker ikke at jeg skal blogge bare om stress fremover, forbeholder mig ret til ind imellem også bare at skrive noget sjovt ungerne siger, uden at nævne sygdom – jeg har været ansat det samme sted ti år, har højst to sygedage om året, og har haft dette på vej længe, tænker min arbejdsgiver ikke vil tvivle på at det er rigtigt, selv hvis hun læser min blog…
      (tror ikke engang jeg får sygepenge fra kommunen, er det ikke fra ens arbejde?)

      • Efter 21 dages sygdom får din arbejdsgiver dagpengerefusion, så længe du er sygemeldt. Beløbet er samme som dagpengene. Hvis kommunen (ofte ligger opgaven i Jobcentret) og deres læger vurderer, at du ikke er syg, får de ikke dagpengerefusion, og din arbejdsgiver vil normalt (selv efter 10 års ansættelse) bede dig møde på arbejde – for du er jo ikke syg jf kommunen. Og når du ikke er rask, kan det give et problem.

        Jeg siger ikke, at du ikke bør blogge, mens du er syg, eller at det kun må handle om sygdom, men vi skal alle være klar over, at vores online liv tages med i den samlede vurdering af vores livsførelse – Big Brother is watching, og vi skal være klar på at stå på mål for hele indholdet…

        Jeg ønsker dig rigtig god bedring!

        • Tak for svar!
          Tænker at jeg godt kan stå ved det, og det nok skal gå…
          Jeg tror på at jeg kan komme op igen hurtigt, og min arbejdsplads er forstående og ved det er sandt.
          Ellers må jeg tage det som det kommer…

  12. Ligesom Anni skrev jeg heller ikke noget under sidste indlæg, fordi der allerede var kommet så mange gode kommentarer.
    Men vil bare sige, at det er SÅ GODT, at du har sygemeldt dig og fået kontakt med læge og psykolog. Puha, fik helt fugtige øjne af dit indlæg… Rigtig god bedring. I det tempo, du har brug for.

  13. Virker som en fornuftig beslutning og godt for dig.

    Vi er alle forskellige – men der skete to ting med mig da jeg sygemeldte mig med stress og som jeg har hørt også er sket for andre og som jeg gerne ville have vidst på forhånd, så dem deler jeg lige:

    Når du først slipper håndtaget, kan du meget vel risikere at ryge længere ned end du føler du er nu. Det er normalt og ok og du kommer op igen.

    Der kommer højst sandsynligt et tidspunkt hvor du synes alle er idioter. Når du er der, er det meget fedt at snakke med en der har været der. Vi ved hvordan du har det og vi _ved_ at alle er idioter … men også at det går over.

  14. Hvis jeg kendte dig personligt, havde jeg givet dig verdens største krammer og kaldt dig alt for sej – må man også gøre det virtuelt? Jeg synes, det er meget flot og modigt, at du tør stå ved, at du er stresset. Alle mennesker kan blive det, men det kræver sin m/k at sige fra. Og al god bedring her fra.

  15. Synes det lyder rigtig godt, du lige har trykket på pause et stykke tid – det går verden ikke under af, tværtimod! Til gengæld bliver den forhåbentlig snart lidt bedre igen!

    Og vi skal nok alle sammen blive hængende – også selvom det ikke altid er sjovt eller hver dag

  16. For mig var det ekstremt krævende at tage del i alle former for sociale sammenkomster eller udflugter. Det tog to dage at komme lidt til høgterne hver gang. Måtte sande at familien var alt, hvad jeg kunne overkomme at være en del af. Jeg kan varmt anbefale Nadia Prætorius bog ‘stress – det moderne traume’ hvis du er sådan en som gerne vil have et perspektiv på stress som ikke begrænser sig til ægtesengen, barndommen eller ‘lær at sige nej’.

  17. Et ord: Mindfullness. Og det jeg jo sagtens bare fyre af midt i din hjertegalopperen og panik-krop. Men du er nødt til at flå stikket ud på en eller anden måde, så du bare overkomme det mest nødvendige i en periode og sætter vejrtrækning og roligt tankeflow i første række. Sæt igang!

    • Årh, jeg ved bare ikke hvordan, eller hvem der kan lære mig det, eller hvordan pokker jeg skal få råd til det, når vi egentlig kun lige har til mad…

      • Kære Superheltemor. Fantastisk blog du har :-).
        Stress ødelægger din hjerne (helt konkret!) og som tommelfinger-regel så tager det dobbelt så lang tid at komme af med stress som at oparbejde det, dvs. det er ikke noget quick-fix du skal lede efter – desværre. Kroppen reagere ved at du vil mere end hvad du kan overkomme og afhængig af hvor “god” du har været til at overhører din krops signaler. En stress-coach vil være en super ide, hvis det ikke lige var fordi at de koster knaster. Det de ville arbejde med er prioriteringer i din liv, hvad er vigtigt for dig (dine værdier) og bliver de tilgodeset i din prioritering, hvad er indenfor din kontrol og hvad er udenfor din kontrol, hvad fylder i dit liv og hvad ønsker du mere og mindre af i dit liv. Kosten er helt basalt, at kaffe, alkohol og sukker nærer stressen, så begræns dem mest muligt. Mange proteiner om morgenen (som gør det nemmere at arbejde) og flere gode kulhydrater om aftenen (som gør det nemmere at sove). Meditation og mindfullness er godt til at hjæpe med at mærke kroppen og få tankerne lidt til ro. Der finde en masse gratis eller billige apps inden for dette område. Prøv nogle forskellige. Eller helt lav-praktisk, når tankerne løber afsted og hjertet banker, så træk vejret 20 gange dybt og mærk efter hvordan din krop, dine følelser og dine tanker har det.
        Kærlige hilsen Eva

  18. Nøj hvor blev jeg glad for at læse dette indlæg! Godt at du fik tid hos lægen, blev sygemeldt og får psykologrådgivning!

    Det er første skridt i den rigtige retning! Og jeg har også stået og tudet ned i en skål guachemole og over at jeg ikke kunne huske mine gode veninders navne!

    Håber du hurtigt får det bedre 🙂

    Kram

  19. Uha, har selv været der for nogle år siden – kan have det sådan stadig men meget sjældent. Det eneste positive er, at man lærer sig selv meget bedre at kende. Det er godt at du allerede har talt med en psykolog, det var sådan jeg fik det bedre – jeg fik en masse viden omkring hjernen (lyder mærkeligt, men når man får forklaringen så føler man sig ikke helt så sindssyg) og jeg fik nogle gode redskaber mod stressen/angsten. Den måde du beskriver din stress minder meget om den måde jeg havde min. Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig, men det hjalp for mig at tælle noget, når jeg havde det rigtig skidt. Det kunne være hvad som helst; riller i radiatoren, prikker på lampeskærmen, skyer, gulvbrædder – bare noget. Det skulle være fordi hjernen ikke både kan tælle og tænke løs på samme tid, så kan man fokusere på tallene, så slipper man det der kører rundt i hovedet. Det er da et forsøg værd!
    God bedring og pas på dig selv!

    • Tak fordi du deler dine erfaringer og råd – det hjælper meget når i gør det, føler mig mindre “taber-agtig” og sølle, når jeg kan læse at kloge kvinder som jer, har oplevet det samme, og kommet hele ud på den anden side.
      Tak

  20. Puha, kender det! Har selv været igennem en periode som sygemeldt pga stress og depression.
    Jeg er glad for at læse at du tager din krops signaler seriøst og har fået tid hos læge og psykolog! Som en anden har nævnt; mindfulness! Lidt af et modeord i disse tider, men, det virker!! At komme helt ned og mærke efter og få ro i kroppen! Den sværeste erkendelse jeg skulle igennem var at jeg ikke var en superwoman som kunne klare alt, og at det ville tage tid at komme op igen! Tag dig den tid det tager, skub den dårlige samvittighed væk og tænk på dig selv! God bedring! Kæmpe kram og en masse tanker herfra – synes det er sejt du deler din oplevelse med os læsere!!

  21. Der findes kun ´én kur mod stress: RO
    Du skal absolut intet lave, og det tager tid, tid, tid.
    Når du på et tidspunkt orker noget, så læs “Stressfri på 12 uger eller mere” af stresspsykolog Majken Matzau.
    Super godt, at du har sygemeldt dig, og drop alt det, der bare giver den mindste smule anledning til øv-følelse. Og ja, det er hunde-svært når man er mor. Men jeg lærte, at man klarer den fint med rugbrøds-madder til aften, vi havde tøj nok til lang tid uden at behøve vaske, engangs-service var en fordel, selvom det måske er dyrere, men livet er bare mere dyrebart. Og når man når derud, hvor jeg har været, så bliver man så glad for at komme tilbage til livet igen.
    Træk vejret dybt 10 gange hver gang du mærker panikken. Og bed så om hjælp ved venner og familie. De vil alle dig og din familie det bedste. Og ja, de er møg-hamrende svært at bede om hjælp, men man bliver ikke et ringere menneske af det.
    Træk gardinerne ned når ungerne er ude af huset om morgenen, sov så meget du kan, spis lidt, tag Verdens længste bad og gå så en tur, hvis du orker. Intet andet må være på programmet. Og nok ikke altsammen på én dag.
    De varmeste hilsener og ønsket om god bedring.

      • Jeg kom lige til at gå at tænke på, at i starten troede jeg at jeg sagtens kunne hente ungerne lidt før fra institution, bage boller, have legekammerater med hjemme osv. osv. Først da jeg erkendte det (med lægens ord: “Du er ikke sygemeldt for at bage boller til legekammeraterne, du er sygemeldt for at blive rask”) og gav mig selv al den ro, der var muligt, dvs. al den tid, der normalt skulle bruges på arbejde, den blev brugt på at lave ingenting og alt så allersortest ud, ja så begyndte det at lysne. Jeg bliver faktisk en smule stresset af, at læse her nu at du svarer hver og en kommentar. Det håber jeg ikke du gør, fordi du tror vi forventer det. Jeg håber du gør det, fordi du har lyst til det og føler at det giver dig en ro i kroppen. Ingen her forventer svar fra en stress-syg og selv et lille bitte kollektivt “Tak” havde også været for meget.
        Pas nu på dig selv. Der er fire børn, der ønsker sig en hel mor. Og det kommer de til at få igen. Når du er klar.

        • Tak for de ord!
          Ja, jeg kom også til at love den store pige at komme og se hende fremlægge opgave i dag – måtte ringe til hende og sige jeg ikke kunne.
          Kan jo ikke noget, nytter ikke at bilde mig det ind… Men hun spurgte så pænt jeg hade svært ved at sige nej

  22. Super flot at du får gjort noget ved det nu.
    Jeg er selv endelig på vej ud på den anden side. I sådan en periode du går igennem nu, får man et hav af mere eller mindre gode råd om hvad man skal gøre, fra alle! Det vil jeg selvfølgelig ikke stå tilbage for, så her er mit bedste råd 😉 Lyt til dig selv, mærk efter hvad kroppen siger og sorter med hård hånd i de gode råd. Selv om noget har virket for en anden er det absolut ikke ensbetydende at det virker for dig. Hvis det kommer så langt at nogen mener at du bare skal “tage dig sammen”, så stik dem en lussing.
    Det der har virket bedst for mig er afslapnings/afspændings bånd, prøv evt. Bobby Zacharie lån ham på bib eller gå på nettet og søg efter andre.
    Yoga, yoga yoga det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, jeg bruger doyogawithme.com hvor der er et hav af vidioer fra 10 min til halvanden time også for begyndere.
    Mindfulness har kan du også gå på bib og låne bøger og bånd ellers findes der også div. Aps og podcasts med det.
    Kognitiv psykolog det er det bedste for mig og siges at være det bedste mht div angst former herunder også panik angst.

    De varmeste tanker Anja

  23. Godt at du har fået taget fat i det – jeg lyttede ikke til signalerne og stoppede ikke før alt i min krop sagde fuld stop – jeg anede ikke hvad der havde ramrt mig og døjer nu, 8 år senere, stadig med stress og angstanfald. Det er pisse-nederen!!! Men jeg har lært at vende mine svage sider til noget der kan bruges fornuftigt – har derfor uddannet mig til stressvejleder og stress-coach og giver vejledning og samtaler ved siden af mit deltidsjob. Det viser sig nemlig at jeg ret god til at undervise andre i det, som jeg selv har svært ved at lære :-). Jeg har længe nydt din blog – så du siger bare til hvis du har behov for nogen samtaler 🙂

    • Åh det lyder væmmeligt!
      Men godt du så kom videre med noget andet .
      Hvor findes der stresscoaches, og er det dyrt? Måske er det sådan en jeg også skal have fat i…

      • De findes mange steder til varierende priser 🙂 Men hvis du har psykolog samtaler gennem forsikringen er det et godt sted at starte. Og så kan jeg anbefale at tage et mindfulness kursus eller noget yoga. Hvis du bor i nærheden af Køge kan jeg anbefale Evy Sampson – hun er fantastisk!!

        De fleste kommer igennem et “almindeligt” stress forløb på 2-4 måneder. Det er primært ved følgesygdomme som depression og angst at det bliver til længere forløb. Det er selvfølgelig mega skræmmende at opleve at man bliver så handicappet, men din evne til at huske vil vende tilbage. Dog får stress ramte ofte lidt problemer med koncentration eller korttidshukommelsen efterfølgende – men ikke noget der ikke kan trænes eller man kan leve med…

        Hvis du synes du har behov for at snakke med andre en psykologen, så vil jeg gerne tilbyde nogen gratis samtaler…
        kh Fie

  24. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Der er skrevet så meget klogt og omsorgsfuldt i kommentarfeltet allerede, og jeg er heller ikke sikker på, at ord flytter så forfærdeligt meget i din situation. Jeg vil dog sige, at jeg håber, du må holde fast i håbet om, at det bliver bedre, og når det bliver for svært og sort, at der så er andre, der kan håbe for dig og holde fast i det og dig. Det er en forfærdelig proces, du skal igennem nu, men den bliver ikke bedre af at udskyde det, så mit eneste råd skal være: overgiv dig til det, lad alt lortet komme og forsøg at være i det (med hjælp fra psykolog og/eller medicin), så skal det nok lysne igen på et tidspunkt.

    Kæmpe kærlig hilsen og mange tanker herfra

    • Mange tak.
      Ja det er vært at overgive sig. Har stadig følelsen af at jeg er nødt til at tage på arbejde i morgen – selv om mine kolleger er øde og siger bliv væk…

  25. Jeg har været der hvor du er, og det er ikke noget godt sted at være. Så hurra for at du gør noget! Til gengæld har jeg nu givet mig selv den svære opgave, at fortælle en kollega, at hun også er der, og at hun også skal gøre noget. Nu.

  26. Den er lidt fortærsket, men i en flyve maskine skal man tage sin egen iltmaske på inden man hjælper andre, men det er nu et meget fint og klart billede 🙂

    Dejligt at du lytter til og passer på dig selv
    Rigtig god bedring

  27. Kære Superheltemor!
    Jeg var på vej ned ad den sti en dag. Glemte ting, simple ting, var bange for at miste alle jeg holdt af. Hylede når jeg var ked af det, når jeg ikke var i noget humør, når jeg var bange. Men aldrig når jeg var glad – for det var jeg så sjældent! Fik kvalme, når jeg spiste og sov kun et par timer af gangen. Gik til læge og fik en fantastisk snak med ham. En turnuslæge. Så ung i lægefaget at han troede på de gode råd. Så god at jeg endte med at tabe mit hjerte til ham i en lille måneds tid – fordi han bare gad lytte, give råd og lod mig hyle ind i den næste patients konsultation. Jeg fortæller ikke det her, fordi du skal tænke noget om min situation, men fordi du skal vide at det positive er, at man lærer sig selv at kende! Jeg ved, at når hjertet banker derudaf og når hukommelsen er en si og når min appetit er væk, så skal jeg sætte mig ned, give mig selv ro og stole på min krop. Jeg ved ikke, om jeg fik stressen jaget væk inden den bed sig fast, og dermed helt kan undgå den i fremtiden. Men jeg kender i hvert fald faresignalerne, og tror på at det hjælper mig i fremtiden. Så husk – når alt det her letter en smule, så kender du dig selv bedre end før!
    Jeg ønsker dig alt det bedste!!

  28. Du har taget første skridt til at blive rask. Godt gået 🙂
    Kender desværre turen alt for godt, men når man først har været nede og vende, så bliver man (Det gjorde jeg i hvert fald) meget bedre til at sortere i sin hverdag. Og så kender man symptomerne på hvornår stressen er på vej igen, og kan bremse det på vejen ned.
    Jeg håber du kommer styrket ud på den anden side.

  29. Pingback: Stress & ansvar | Fru Z

  30. Hej. Du skriver et sted at du tror/håber du er hurtigt tilbage. Mange som er der hvor du er nu, er sygemeldt 2-3 mdr. Det lyder helt vildt, jeg kan huske min egen reaktion da nogen sagde det til mig i november. Men det blev sandheden for mig. Men det er jo meget individuelt, vigtigst er at du ikke starter op før du er klar. I mit tilfælde var langvarig stress gået over i en depression. Min behandling var/er udelukkende kognitiv terapi. Men medicin kan være godt og vigtigt, jeg har hele tiden været i tæt dialog m egen læge og psykolog om evt medicinering. Hvis de havde sagt det var vigtigt/godt for mig havde jeg taget det. Håber du får god hjælp og støtte. Du skal tage det meget alvorligt og trække stikket. Knus og tanker

  31. Åh… det var sådan en fin prinsessedag, vi var der også 🙂 Dejlige børn du har dig 😉 Jeg har selv en mor som er hårdt ramt af stress, nu på 5 år, og jeg nikker genkende til en masse af de ting du nævner, shit det må være forfærdeligt. Tanker herfra og god uge til dig og dine! Maja

  32. Øv med den stress. Det er synd for dig:( Håber meget du kommer fint igennem det, og glad ud på den anden side. dejligt du skriver om det – altså ikke for at stresse dig:)
    Tanker herfra.
    Mille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *