03/18/13

Om stress og en søndag

Tak til alle jer, der skrev en kommentar til mit indlæg om begyndende stress i lørdags.
I skræmte livet af mig, men jeg kan nu se at jeg bør tage det her meget mere seriøst, for det kan åbenbart gå ret galt og ramme selv de sejeste.

Havde det i baghovedet hele dagen i går, hvor det gik op for mig hvor meget min krop egentlig reagerer, og hvordan jeg har svært ved at tackle det jeg normalt sagtens kan.
Og hvor længe jeg har bagatelliseret det.

I går tog vi ind søndagstur ind til byen.

Mine piger gik sådan her ned ad Købmagergade, og Ninjaman og jeg var enige om at de var så topnuttede, at de kunne få os til hvad som helst.

20130318-104803.jpg
Også selv om de store konstant lavede “kaninører” eller “elge-gevir” på den lille, når jeg prøvede at fotografere hende:

20130318-104903.jpg
“Årh, kan vi ikke tage på postmuseet?” plagede de, og vi sagde selvfølgelig ja – der er rutchebaner og ting man kan prøve. Og det er gratis.

Så snart vi kom der ind, hvor hujende unger og hektiske forældre ræsede rundt, fik jeg svært ved at få luft.
Det var som om jeg ikke kunne høre ordentligt.
Og hjertet hamrede.

I stedet for at rutche med børnene, var jeg nødt til at flå mobilen frem og begrave mig dybt i et spil wordfeud, for at modstå trangen til at løbe skrivende ud derfra.

Kunne holde den ti minutter, og så måtte vi gå igen.
Men følelsen af panik sad i halsen resten af dagen.

Der var også alt for mange mennesker i metroen.
Jeg talte mine fire børn flere gange, fordi jeg mistede overblikket over om de nu var der allesammen.
Og jeg kunne ikke huske hvad stationen, vi skulle af på, hed.
Det var helt væk.

Jeg tudede mens jeg forsøgte at lave guacemole, for jeg kunne pludselig ikke huske hvordan jeg plejede at lave det.
Og Ninjaen måtte tage over, og lave mad – selv om det klart var min tur.

Var så taknemmelig for at slippe for den helt uoverskuelige tjans, at jeg tilgav ham hans flirten med den insisterede prinsesse.

20130318-105844.jpg
Lod ham også vælge hvad vi skulle lave om aftenen, og puttede børn, mens jeg lavede stresstest fra mobilen, og konstaterede at jeg lå i det højrøde stressfelt på dem alle.

Havde jeg vidst at Ninjaman kunne finde på at leje sidste afsnit af “twilight”, ville jeg om muligt have været endnu mere stresset. Synes de film er blevet ringere og ringere – er det bare mig?

Mens vi lå i ske og stenede dårlig film, blev min krop ved med at gå i panik. Med hjertehamren og trykken for brystet.

Jeg sov ikke i nat, hvor min hjerne underholdt mig med dramatiske tanker, om hvor nemt jeg kunne miste alle dem jeg holdt af.
Sådan en båndsløjfe af uhygge.

I morges sygemeldte jeg mig.
Bestilte tid til læge, og talte med en psykolog gennem forsikringen.
Håber jeg kan få lært at vende det her rundt, hurtigt…

En af jer skrev, at jeg kunne stoppe med at blogge, i en periode.
Det tror jeg ikke jeg vil, for jeg har altid brug for at få smidt nogle ord på skrift, og bloggen er et godt forum.

Men jeg gider ikke presse mig selv over at skulle skrive noget der er godt, eller sjovt, eller fint afsluttet.
Eller i det hele taget hver dag.

Gider ikke engang love at jeg vil slutte et blogindlæg af med et simpelt punktum