03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

03/8/13

Om forventninger og smykker

Mine børn ser en del mr Bean på ipaden for tiden, og morer sig helt vildt over det.
Jeg synes Rowan Atkinson er dygtig, men har aldrig været fan af mr Bean.

Det afsnit de så i dag havde dog en morsom pointe, hvor mr Beans kæreste forsøger at fortælle ham, at hun ønsker sig et smykke, ved at pege på plakat af nyforlovet par i smykkebutik – og han køber hende plakaten.

Den historie har jeg selv prøvet.
Næsten.

Da jeg var 17, rejste jeg rundt i Australien i et år.

I en periode arbejdede jeg på et frivilligt miljøprojekt, og kærestede lidt med en ung englænder.
Juleaften nærmede sig, og han så hemmelighedsfuld ud, og hintede meget, at min julegave var ret sej.

Jeg var nervøs for hvad romantisk ungersvend kunne finde på – bare det ikke var noget alt for tøset, som jeg var nødt til at gå med…

Jeg så sådan her ud, efter en hård dags idealistisk miljøarbejde i mudderet – og egentlig også resten af tiden:

20130227-204353.jpg

Jeg var bare ikke typen, som man forærede lille smykkeæske, i pink papir, med sølvbånd om.

Men det gjorde han, og jeg mærkede lige dele rædsel og begestring, ved tanken om, at han havde købt et smykke.

“Bare det ikke er alt for grimt! Bare det ikke er noget der ser religiøst ud! Bare det ikke er sådan nogle charms! Bare det ikke er noget vedhæng med hjerter – eller ÅH GUD: bare det ikke er en forlovelsesring!!!” kværnede det inde i mit hoved, da jeg så æsken.

“Der er fandme en der her købt mig et smykke! Som om jeg var feminin! Det er sgu da SEJT!” kværnede det også, og jeg var primært glad og spændt på at se smykket, da jeg flåede papiret af.
Og fandt denne her:

20130227-205155.jpg
En lighter.
Med fimset mønster og dedikation.
Jeg røg ikke engang.
Tak.

03/8/13

Om fortid

Rundede noget legeplads i går eftermiddags, og smuglyttede ved den lejlighed til to 6-7 årige drenges leg.

Dreng 1:”skulle vi ikke sige, at jeg havde en sabeltiger?”

Dreng 2:”sabeltigre findes altså ikke mere, de er uddøde…”

Dreng 1:”jamen, jeg havde også en tidsmaskine, og så rejste jeg tilbage i tiden, og hentede en sabeltiger? Så rejste jeg lige tilbage til…(kort tænkepause) 70’erne, hvor de levede, og så fik jeg en, ikke?”

Det fik han lov til, mens jeg sad og ærgrede mig over ikke at kunne tegne, for jeg havde et billede i mit hoved, af pailletbeklædt sabeltiger, der brutalt blev flået væk fra 70’er-diskogulvet.