Jeg har de vildeste arbejdsdage for tiden, med nonstop møder og kurser – af den slags, hvor det er mig, der skal sige en hel masse.

Når jeg kommer hjem er jeg fuldstændigt basket, og træt i hovedet af alle de ord, og trænger til zen-ro, rødvin og cd’er med bølge-skvulps-lyde, eller noget i den stil – men får istedet glade børnestemmer i kor, med alenlange foredrag om ture til nationalmuseet og legepladsen, forespørgsler om historielæsning, fremvisning af tegninger, kvidrende beretninger om sjove lege, info om lus og kommende teaterforestillinger (er det bare mig, eller virker det ikke vanvittigt at der spilles skoleteater i halvanden time i træk, startende kl 17 på torsdag? Jeg er alene hjemme den dag, og skal have tre små søstre med, for at se storesøster spille, lige midt i spisetid. Nå, lige lidt brok.)

Jeg elsker altså at have børn – men der er godt nok mange ord i sådan en flok, og det kan føles helt absurd at træde ind i børneflok og deres maskingeværssalver af snakkerier, efter en 10 timers arbejdsdag, fyldt med møder.

Jeg har ikke rigtigt ord til overs til et rigtigt blogindlæg i dag.

Men her er lidt random oplevelser fra de seneste tre dage, der beviser at min hjerne fungerer yderst dårligt i stressland:
1. Kunne ikke finde mindstebarnets støvler i går morges.
Piskede rundt som hovedløse høns, mig og børnene, og endte med at sende hende afsted i to numre for store sandaler.
Forklarede det til pædagogen i børnehaven, der bøjede sig ned, og hev støvlerne ud af den flyverdragt jeg havde taget med til hende, og stadig holdt i hånden…

2. Fandt to popcorn i min bh i mandags, en mellemstor brødkrumme i går, og (AD!) et stykke laks i dag.
Godt nok er min barm af en anseelig størrelse og derfor ofte i vejen, men jeg må alligevel spise usædvanligt grimt når jeg er småstresset, for at lave samme trick, tre dage i træk.
Der er jo næsten til et helt måltid?

3. Ringede til min far to gange i dag. Altså: han var på min liste over folk-der-har-ringet-til-mig-men-jeg-har-været-for-smadret-til-at-ringe-tilbage-til-denne-uge, men det var bare ikke ham jeg ville have ringet til: det var min søde mand, som jeg åbenbart havde glemt hvad hed, og derfor bare ringede til “Far” to gange.
Jamen, det er jo hvad alle de andre i husstanden kalder ham, hvordan skulle jeg kunne huske han ikke hedder det?

Nå, men min far blev glad for at høre fra mig, mens jeg cyklede til og fra arbejde.

Det blev lidt usammenhængende, beklager.
Her et pausebillede i stedet, af min familie, der leder efter en skat. Det er kagemesteren der er kunstneren bag, og hendes plan er, at vi skal bruge skatten på en lang ferie.
Den er jeg med på!

Related posts:

Om dumme nætter Om at være syg i mange dage Om hjemmefarvning Om malplacerede mønstre