Om det der kærlighed, del 20

Nå, en læser prikkede lidt til mig, inde på bloggens facebookside, og spurgte hvornår der kom lidt mere føljeton – det gør der så her.

Det var sommeren 2004, vi havde for første (og sidste) gang i vores voksenliv råd til at tage på ferie, og var taget på charterferie.

Vi havde aftalt ikke at få flere børn, fordi Ninjaman var bange for at få en depression igen, men en aften på ferien erklærede han at han tog fejl: hvis jeg turde få et barn mere, turde han også.

Han syntes hun var så fantastisk, at hun fortjente en lillesøster – når vi lavede så pragtfulde børn, ville det være tarveligt kun at producere et enkelt…

Jeg skulle lige tænke over det – ville jo gerne have at hun ikke skulle være enebarn, men havde forliget mig med tanken om at det blev hun…

To uger efter kom graviditetskvalmen…

Det var lidt chokerende at vi ikke havde nået at tænke mere over sådan en stor begivenhed før det var en realitet, men vi var også glade.
Det føltes helt rigtigt.

“Den skal hedde “Træsko”!” proklamerede den kommende storesøster stolt, da vi fortalte hende at hun skulle være storesøster.

Hun fastholdt hårdnakket, at det var hendes job at bestemme babyens navn – og “Træsko” var længe en favorit.

Gennem hele graviditeten blev vi præsenteret for forslag, som:”Græsplæne”, “Tornerose”, “Hassan” og “Andersine”, og mødt med surmulen, når vi forsigtigt forsøgte at foreslå alternativer.

Derudover var alting rent idyl: jeg husker den graviditet som den nemmeste nogensinde, og alt hvad vi rørte ved, lykkedes.

Babyen skulle efter planen være kommet d. 7 februar, og der var vi også bare totalt klar – men 11 dage senere, var der stadig ikke sket en skid, og jeg begyndte at forlige mig med tanken om at den nok aldrig kom ud…

8 thoughts on “Om det der kærlighed, del 20

  1. Jeg æææsker bare den her følgeton! Gid den aldrig må stoppe! (det ønskede jeg også i 1992 om BH90210 og det gik jo så i opfyldelse.. Så deet..)

    • Haha! Jamen på et eller andet tidspunkt får jeg vel indhentet nutiden, og så stopper den;)
      Bh90210 har jeg godt nok også set meget, da jeg boede på kollegium.

  2. Har lige læst hele din føljeton i et stræk. Bortset fra mine øjne svider har jeg kun godt at sige <3 . Har grint højt flere gange, grædt (knap så højt) et par gange. Spejlet mig rigtig rigtig meget. Sidder nu og glæder mig over at have fundet din blog.

    Tak fordi du deler og tillykke med dig selv- du er virkelig super!

  3. Mange tak for endnu et dejligt afsnit! Det var slet slet ikke langt nok (siger hun utaknemmeligt :-()
    Hvis det er for at hale ud, så vi ikke når nutiden for hurtigt, så må I jo bare få nogle flere børn, så der kan blive ved med at være noget at skrive om 🙂 (Siger hun i ærefrygt over de massevis af børn, du har – fordi hun selv er helt kokset i både krop og hjerne over sin første på 4 mdr.)

    Nå, men tak altså! 🙂

    • Hvor er du sød, tusind tak!
      Jamen, uanset hvor mange børn jeg får fremover(det bliver iøvrigt 0), så må føljetonen slutte, der hvor bloggen startede.
      Fjollet at føljeton-fortælle om noget der er grundigt blogget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *