03/5/13

Om det der kærlighed, del 20

Nå, en læser prikkede lidt til mig, inde på bloggens facebookside, og spurgte hvornår der kom lidt mere føljeton – det gør der så her.

Det var sommeren 2004, vi havde for første (og sidste) gang i vores voksenliv råd til at tage på ferie, og var taget på charterferie.

Vi havde aftalt ikke at få flere børn, fordi Ninjaman var bange for at få en depression igen, men en aften på ferien erklærede han at han tog fejl: hvis jeg turde få et barn mere, turde han også.

Han syntes hun var så fantastisk, at hun fortjente en lillesøster – når vi lavede så pragtfulde børn, ville det være tarveligt kun at producere et enkelt.

Jeg skulle lige tænke over det – ville jo gerne have at hun ikke skulle være enebarn, men havde forliget mig med tanken om at det blev hun, men han var insistaerende og jeg smed ppillerne ud på ferien.

To uger efter kom graviditetskvalmen…

Det var lidt chokerende at vi ikke havde nået at tænke mere over sådan en stor begivenhed før det var en realitet, men vi var også glade.
Det føltes helt rigtigt.

“Den skal hedde “Træsko”!” proklamerede den kommende storesøster stolt, da vi fortalte hende at hun skulle være storesøster.

Hun fastholdt hårdnakket, at det var hendes job at bestemme babyens navn – og “Træsko” var længe en favorit.

Gennem hele graviditeten blev vi præsenteret for forslag, som:”Græsplæne”, “Tornerose”, “Hassan” og “Andersine”, og mødt med surmulen, når vi forsigtigt forsøgte at foreslå alternativer.

Derudover var alting rent idyl: jeg husker den graviditet som den nemmeste nogensinde, og alt hvad vi rørte ved, lykkedes.

Babyen skulle efter planen være kommet d. 7 februar, og der var vi også bare totalt klar – men 11 dage senere, var der stadig ikke sket en skid, og jeg begyndte at forlige mig med tanken om at den nok aldrig kom ud…