Om isbjørne

I tirsdags var jeg i zoo, i forbindelse med mit arbejde, og isbjørnene lavede fantastiske kunstner i vandet: smed med bolde, dykkede, gned deres tykke numser mod ruden og opførte lidt ballet.

20130303-202033.jpg
Jeg var fascineret på det helt barnlige plan, hvor jeg nærmest skulle hives væk der fra, og mine børn har haft lyst til at slå mig hver gang jeg sagde “isbjørn” de følgende dage.

WWF verdensnaturfonden og coca cola mailede og inviterede os alle 6 i planetariet for at se den nye film om Arktis og isbjørne – hvilket ikke skruede ned for min nye isbjørne-entusiasme.

Filmen var spændende og enormt flot – men det bedste var egentlig mindstebarnets overdrevne begejstring:

20130303-202845.jpg
Nu var det ikke længere mig der var lidt for fascineret af isbjørne: børnene fløj direkte hjem og tegnede alt fra filmen – mens de prøvede at glemme, at min moster havde ringet fra Grønland og fortalt at hun var inviteret på isbjørn i karrysovs til middag…

20130303-203237.jpg
Jeg endte med at overnatte hos en veninde på Frederiksberg, sammen med halvdelen af min børneflok (fordi det var hyggeligt og jeg ikke gad finde bus i mørket) – hvilket betød, at vi dagen efter stod foran zoo’s lokkende porte og ventede på bus.

Jeg lod mig lokke.

Det var jo kun et af børnene der var stor nok til at skulle have billet, beroligende jeg mig selv med, mens vi betalte den absurd høje indgangspris.
Vi ræsede ned til isbjørnene – og løb ind i en enorm kø.

Selvfølgelig.
Søndag og solskin.

Da vi endelig nåede frem til ruderne, sov bjørnene…

Det skal de selvfølgelig have lov til, men det fik mine fortællinger om hvor sjove de var, til at blegne noget.

Heldigvis var der en kamel der tissede – længe – hvilket fascinerede pigerne så heftigt, at jeg nu ved hvor irriterende jeg har været hele ugen, med al min isbjørnesnak:”hahahaha kamelen tissede!!” har været mest brugte sætning i dag, efterfulgt af jubelfnisen.

9 thoughts on “Om isbjørne

    • Og søkøer er på ingen måde langsomme, dovne og kedelige – de er havets riverdancere;)

      Søkøer kan jeg også godt lide. Dejligt grimme, og så bøvser de højt. Hvilken zoo har man dem i?

      Jeg har egentlig altid syntes isbjørne var fascinerende – har dog i mange år undgået at se dem i Kbh, fordi det var for synd for dem, men for nogle år siden fik de vand i bassin og mere plads, og vi har stået der i timevis og set på at de legede med en død ged.
      Klamt.

  1. Jeg elsker at være i Zoo (på den der “jeg er 22 år og barnløs, men stadig ejer af et årskort”-måden) , og især is- og brunbjørnene er mine favoritter – små hjerner, små fornøjelser – dyr er og forbliver underholdende.

    – Anne

  2. Hvem af dine børn tegner så pænt? Det er en meget fin isbjørnetegning! Og en meget fin isbjørnefortælling. Jeg var også i zoo søndag, med (pseudo)tvillingevogn i den ene hånd, treårig i den anden hånd og et-årig på den der tredje arm, der heldigvis vokser ud, når man får børn. Alligevel syntes jeg hurtigt, jeg manglede arme, så vi var der ikke så længe. Maste os gennem menneskemylderet ned til isbjørnebassinet og ud igen for at gispe efter luft uden at ha’ set en eneste isbjørn. Men efter at ha’ læst her, hvor seje de er, hvis man rent faktisk kan se dem, kan jeg se på det hele, at vi må komme igen en anden dag. Man skal jo også bruge det der årskort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *