03/29/13

Om gækkebreve og fotofiltre

Det bedste gækkebrev jeg har set i år, er dette her:

20130329-110752.jpg

20130329-110813.jpg
Så jeg lod mig inspirere af det, og sluttede mig til storklippende børneflok + deres onkel, og klippede en masse gækkebreve – bare for at kunne finde på fjollede små rim, som jeg kunne sende til mine sagesløse venner – altså de af dem der havde forstand på god digtekunst.

(De gættede dem sært nok allesammen – muligvis fordi digtene var så sjofle, at jeg nægter at citere dem her…)

20130329-111342.jpg
Det gik der så en hel dag med.

03/25/13

Om nye ting at være bange for

Samtale over middagsbordet i forgårs:

Mindstebarn:” jeg se “hello kitty” sang på iPad! Ein, zwei, drei!!”
(hun har fundet den mest irriterende sang, på tysk.)

Kagemesteren:” jeg synes hello kitty er megaklam – hun har jo ingen mund?”

20130325-093323.jpg</a

Frk fantastisk :" ja, og så hedder hun "davs misser". Det er et dumt navn…"

Kagemesteren:"jeg forstår heller ikke hvordan hun kan spise is – måske suger hun den op gennem næsen? Det må tage lang tid!
Men ved du hvad det værste er: hendes sløjfe er slet ikke bundet fast, for man kan ikke se den bagfra. Den må være boret fast til hendes hoved! Jeg så hende hoppe i en trampolin, og der røg den ikke af."

Uskyldig samtale – men gæt hvad min hjerne valgte at skifte zombie-mareridtene ud med i nat?
Rigtigt gættet: en dræbervariant af “davs misser”, med sammensyede læber og en sløjfe sømmet fast i hjernen.
New low.

20130325-095658.jpg

03/24/13

Om min by

Da jeg for noget tid siden spurgte:”hvad vil i gerne have jeg skriver om, som 800 indlægs-jubilæum?” på bloggens facebookside, var der en der skrev noget i stil med:”din by, og hvad der er af kulturelle tilbud, restauranter osv.”

Ville have skrevet et indlæg om hvorfor skydebanegadens legeplads på Vesterbro er den vi bruger mest (god kaffe og isbutik nærved, legeredskaber for både den mindste og de større, og bænke nok til dovne forældre).

Eller om de gratis museer vi besøger oftest:
Postmuseet (der har legeland) og nationalmuseet (der har mumier og en børneafdeling, hvor man må røre ting).

Eller om hvor meget børnene elsker en gåtur på Vesterbrogade, hvor vi går ind i alle butikkerne der sælger glimmersmykker og fine indiske sarier, og vælger hvilken vi selv gad eje; eller i de tyrkiske bagere, og smager de parfumerede kager.

Eller en tur på Carlsbergs grund, hvor der er klatreskov, parkourbane og indimellem musik eller anden underholdning.

Kunne også sagtens have skrevet om hvor fed kongens have er om sommeren, og hvor hyggeligt det er at se gratis dukketeater – eller hvor meget sejltur man kan få med bare et enkelt klip med havnebussen.

Men…
Mens jeg sad og tænkte over alle de ting der var sjove at lave i min by, kom jeg i tanke om at det jo egentlig var løgn: jeg er teknisk set ikke københavner.

Jo: i Ninjamans jyske families øjne er jeg skræmmende københavnsk, og jeg har også kunnet imponere enkelte veninder med provins-baggrund, med sætninger a la:”det hus der, var jeg med til at besætte, i 1990.” og “første gang jeg kyssede en dreng, var på taget af et skur i fælledparken, mens vi så første maj taler” og andet i samme dur, der rigtigt cementerer hvor meget jeg kender “min” by.

I virkeligheden har jeg boet de sidste 12 år i forstaden – hele 7,6 km fra Københavns rådhusplads….

Boede her også i 7 år, da jeg var barn og teenager.

Dengang brugte min veninde, Kira, og jeg al vores tid på ikke at høre til.

Vi himlede med øjnene af ægtepar, i matchede joggingsæt, der købte ind i centeret.
Snotnæsede blonde børn, i pæne villahaver: med gøende pudler, der sprang op af lågen, når vi gik forbi, med vores bare tæer, tamme rotter på skulderen og et arrogant skuldertræk tilovers, for alt der var forstads-agtigt.

Og det er så lige gået op for mig, at jeg har boet yderligere 12 år i byen, uden at ændre min arrogante teenageholdning.
Jeg kan finde centeret og biblioteket, og mine børn, og har gået i børnehave her – men jeg har fx aldrig deltaget i en byfest og er helt ignorant over for hvad der ellers foregår.

Synes faktisk det er en smule pinligt, at jeg ikke kan anbefale noget som helst fra den by jeg rent faktisk bor i – så min mission i år, er at stryge noget af teenage-attituden, og finde ud af om her er noget der kommer op på siden af vores yndlings-københavnersteder.

Og jeg skal nok blogge om missionen – forhåbentligt med ordentlige tips!

03/22/13

Om ting der hjælper

To ting der hjælper, når man er stress-sygemeldt, og ikke kan overskue en skid:
1): verdens sødeste souschef, der kommer uanmeldt forbi med blomster, frugt og hjemmelavet risotto til flere dage

20130322-192441.jpg

20130322-192450.jpg

2): en hjemløs superonkel, netop hjemvendt fra Kina, der er nødt til at bo hos os, og villig til at påtage sig at passe snottet mindstebarn, mens jeg passer psykolog og lægetid, og iøvrigt have overskud til glade piger, der jublende kravler rundt på ham, og plager om fangelege og historier.

Det var mine højdepunkter.

Bortset fra det, er det stadig lidt tungt…

Og sært, pludselig ikke længere at være den der bestemmer hvordan min krop skal opføre sig.

Udover at hente børn hjem og passe lægeaftaler, har jeg ikke lavet en skid andet, end at ligge på min sofa og glo ud på snevejret, eller læse i min bog.

Læste Jan guillous “Brobyggerne” på to dage – det er muligt at den er lidt for dramatisk og lidt urealistisk, men jeg var svært underholdt, og kunne næsten føle hvordan det måtte være, at bygge broer i isnende kulde, eller kæmpe mod rasende løver.
Hvor dårlig hukommelse man end måtte have, er denne bog ihvertfald spændende nok til at man kan huske handlingen.

Edit: havde jeg været mig selv, kunne jeg have føjet følgende punkt til listen med gode ting: bloggens førsteplads på bloglovins liste over familie-blogs.
(Men lige nu freaker det mig bare lidt ud, og jeg føler ikke jeg kan leve op til æren…)

20130322-201634.jpg

03/21/13

Om smør i håret

Min farmor, der døde for et par år siden, var hujende senil, de sidste 5-6 år af sit liv.
Fra at have været selskabelig sydfransk frue, med chihuahua i gucci-tasken og blånet hår, gik hun til at være lidt smålummer og grov.

“Flyt dig!” hvæsede hun, da jeg ville give hende et knus til min søsters bryllup “jeg tror ham den gule mand vil have mig!”
Og så smilede hun forførende til Ninjaman, der havde givet hende et knus, lige før mig…

Egentlig tror jeg at de sidste år af hendes liv var udemærkede – levet i en fantasiverden, hvor hun selv var ung og smuk, og alle mænd ville have hende.

Men starten var svær – da hun begyndte at miste hukommelsen.

Første gang vi lagde mærke til noget, var da jeg besøgte hende med min søster og ældste datter, og min farmor åbnede døren – med et hår der sad lidt sådan her:

20130321-080232.jpg
Hun undveg et par forsigtige spørgsmål om frisuren, på en vred måde, og vi spiste frokost, mens vi lod som ingenting.
På badeværelset, foran spejlet fandt jeg en pakke smør – med tydelige mærker efter fingre i.
Farmors nye hårvoks, åbenbart.

Jeg fik hvisket det til min søster, men vi lod alligevel allesammen som ingenting.

Vi lod også som om leverpostejen var varmet, når nu farmor så insisterende blev ved med at sige:”spis nu noget dejligt varmt leverpostej!”, og rakte den køleskabskolde pakke videre.

Noget tid efter kom hun på plejehjem – så vidt jeg husker, fordi hun havde kørt rundt i byens eneste rundkørsel i rigtigt lang tid, uden at kunne huske hvor hun skulle af.

Nå, det jeg egentlig ville frem til, er at jeg nu ved hvordan det må være, at gå fra intelligent overskudsmenneske, til senil og forvirret.

Min stressede hjerne husker intet, og jeg bliver forvirret af bare bittesmå spørgsmål.
Det er skræmmende, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på hvordan det må have været for min farmor i starten, at mærke sin hjerne smuldre, og vide at det ikke gik over igen.

Samtidigt tænker jeg også, at jeg lidt for længe har gået rundt med en stor, smeltende pakke smør oven på knolden, uden at nogen har turdet råbe højt nok til mig, at det ikke var normalt.

Jeg har altså lidt svært ved at runde det her af…
Ville have sagt noget med, at det jo ikke er andres skyld end min egen, og ikke andres ansvar – men det er altså sejt når folk tør sige noget, blande sig.
Læste indlægget hos hende her, og blev helt glad over at hun turde.

Tror det er vigtigt, at man ikke lader andre gå rundt med smør på hovedet.

03/19/13

Om dobbelt aftensmad

Hvis man er sygemeldt med sære stress-symptomer, og ved man skal være alene med fire børn helt til deres far kommer fra møde kl 20, er det rigtigt smart at lave mad i forvejen.

Sådan tænkte jeg i morges, da jeg havde afleveret børn i skole og børnehave.

Skulle lige tage et par timers tilløb til det, men fik lavet en stor gryde linsesuppe, lige inden jeg hentede børn.

De var glade, de var søde, de snakkede, mit hoved summede, og jeg lavede mad mens jeg lyttede til den 6 åriges udførlige beretning, om reglerne til et eller andet spil, og hun hjalp mig med at snitte ting.

Først da jeg bar gryden ind på bordet, opdagede jeg, at jeg havde lavet aftensmad.
Igen.

Pigerne syntes det var sejt at der var både linsesuppe og bulgur – jeg er egentlig mest i chok over min egen hukommelse.

20130319-203044.jpg
Forvirring er ikke et ukendt begreb for mig, men at være så rundt på gulvet, at jeg laver to retters menu på en af de forhadte alene-tirsdage har jeg aldrig oplevet før…

Nå, i det mindste behøver vi ikke tænke på at lave mad i morgen så.

Det bliver en dag fyldt med zen ro…

03/18/13

Om stress og en søndag

Tak til alle jer, der skrev en kommentar til mit indlæg om begyndende stress i lørdags.
I skræmte livet af mig, men jeg kan nu se at jeg bør tage det her meget mere seriøst, for det kan åbenbart gå ret galt og ramme selv de sejeste.

Havde det i baghovedet hele dagen i går, hvor det gik op for mig hvor meget min krop egentlig reagerer, og hvordan jeg har svært ved at tackle det jeg normalt sagtens kan.
Og hvor længe jeg har bagatelliseret det.

I går tog vi ind søndagstur ind til byen.

Mine piger gik sådan her ned ad Købmagergade, og Ninjaman og jeg var enige om at de var så topnuttede, at de kunne få os til hvad som helst.

20130318-104803.jpg
Også selv om de store konstant lavede “kaninører” eller “elge-gevir” på den lille, når jeg prøvede at fotografere hende:

20130318-104903.jpg
“Årh, kan vi ikke tage på postmuseet?” plagede de, og vi sagde selvfølgelig ja – der er rutchebaner og ting man kan prøve. Og det er gratis.

Så snart vi kom der ind, hvor hujende unger og hektiske forældre ræsede rundt, fik jeg svært ved at få luft.
Det var som om jeg ikke kunne høre ordentligt.
Og hjertet hamrede.

I stedet for at rutche med børnene, var jeg nødt til at flå mobilen frem og begrave mig dybt i et spil wordfeud, for at modstå trangen til at løbe skrivende ud derfra.

Kunne holde den ti minutter, og så måtte vi gå igen.
Men følelsen af panik sad i halsen resten af dagen.

Der var også alt for mange mennesker i metroen.
Jeg talte mine fire børn flere gange, fordi jeg mistede overblikket over om de nu var der allesammen.
Og jeg kunne ikke huske hvad stationen, vi skulle af på, hed.
Det var helt væk.

Jeg tudede mens jeg forsøgte at lave guacemole, for jeg kunne pludselig ikke huske hvordan jeg plejede at lave det.
Og Ninjaen måtte tage over, og lave mad – selv om det klart var min tur.

Var så taknemmelig for at slippe for den helt uoverskuelige tjans, at jeg tilgav ham hans flirten med den insisterede prinsesse.

20130318-105844.jpg
Lod ham også vælge hvad vi skulle lave om aftenen, og puttede børn, mens jeg lavede stresstest fra mobilen, og konstaterede at jeg lå i det højrøde stressfelt på dem alle.

Havde jeg vidst at Ninjaman kunne finde på at leje sidste afsnit af “twilight”, ville jeg om muligt have været endnu mere stresset. Synes de film er blevet ringere og ringere – er det bare mig?

Mens vi lå i ske og stenede dårlig film, blev min krop ved med at gå i panik. Med hjertehamren og trykken for brystet.

Jeg sov ikke i nat, hvor min hjerne underholdt mig med dramatiske tanker, om hvor nemt jeg kunne miste alle dem jeg holdt af.
Sådan en båndsløjfe af uhygge.

I morges sygemeldte jeg mig.
Bestilte tid til læge, og talte med en psykolog gennem forsikringen.
Håber jeg kan få lært at vende det her rundt, hurtigt…

En af jer skrev, at jeg kunne stoppe med at blogge, i en periode.
Det tror jeg ikke jeg vil, for jeg har altid brug for at få smidt nogle ord på skrift, og bloggen er et godt forum.

Men jeg gider ikke presse mig selv over at skulle skrive noget der er godt, eller sjovt, eller fint afsluttet.
Eller i det hele taget hver dag.

Gider ikke engang love at jeg vil slutte et blogindlæg af med et simpelt punktum

03/16/13

Om stress og motion

“Det er nok begyndende stress” sagde lægevikaren, da jeg fortalte om tankerne der kørte i ring, søvnløsheden, hjertebanken, og de stigende episoder med glemsomhed og forvirring “du kan jo få nogle piller… Eller du kan dyrke noget motion. Prøv at få nogle timers ro hver dag, og bevæg dig.”

Et par timers ro hver dag??
Kan ikke se det ske, i verdens mindste hus, proppet med børn og hverdag…

Men jeg er også bange.
Og ved det skal tages seriøst.
Kan slet ikke samle tankerne om noget som helst, og sover mindre og mindre.

Jeg hader at løbe – dårlige knæ og store bryster – og kan ikke finde yogahold der passer ind i skemaet – så jeg meldte mig ind i et træningscenter.

Var der første gang i går.

(Muligvis motiveret af at jeg skulle til noget fest med en masse mennesker jeg ikke kendte, og håbede jeg kunne smide 5-6 kilo på en eftermiddag, så min kjole sad bedre)

Det var ok.
Alle de der ord der hobede sig op i mit store hoved forsvandt lidt, når jeg koncentrerede mig om noget så simpelt som at tælle til 15, og løfte nogle vægte imens.

Mens jeg trænede, lurede jeg på de andre.
Der var de tatoverede bodybuildere, der heppede på hinanden.
Et par tykke mænd med rygproblemer.
Nogle solariebrune fitnesstøser.
Og så en lille bitte ca 70 årig dame, der luskede rundt og brugte maskinerne, med koncentreret blik.
Sådan en lille dame, der vejer det samme som mit højre lår, og formodentlig har svært ved at løfte et par strikkepinde.
Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede at hun tog de maskiner jeg lige havde brugt – og satte ti kilo ekstra vægt på.
Hver gang.

Så meget for afstressning: de sidste maskiner jeg tog, satte jeg ekstra vægt på, og holdt skarpt øje med om hun så kunne følge med – det kunne hun.
Med ti kilo ovenpå.

Så i stedet for at blive mere zen og afslappet af træning, kan jeg tilføje endnu et punkt på listen af pligter, arbejde, børn, venner, kvalitetstid, møder, kurser, deadlines: nedlægge lille gammel dame i armlægning.

Er åbenbart ikke i stand til at foretage mig noget, uden lige at skulle lægge lidt ekstra pres på.

Fandme ikke mærkeligt at jeg har så svært ved at slappe af!

03/13/13

Om nyttige oplysninger

Supertumling, 2 1/2 år, har en fase for tiden, hvor alt sådan noget med kroppen er topspændende.

Det vil sige: bøvser, tis og prutter har været spændende ganske længe – og hun er ikke just diskret i sine bramfri annonceringer af hvornår hun selv foretager sig en af disse aktiviteter – men nu er listen af spændende kropsaktiviteter blevet udvidet noget.

Det er ikke alt hun har styr på, men det stopper hende ikke i at spille smart omkring det.

“Far har en tissekone!!” deklamerede hun forleden glad i supermarkedet, hvad der fik hele køen til at give hendes far det skeptiske elevatorblik.

“Tjo – han er måske køn nok til at have sådan en, men er overskægget ikke lidt for voldsomt?” har de formentligt tænkt.

20130312-204240.jpg
“Du er tyk, mor!” grinede hun, da hendes storesøster kiggede i fotoalbums med hende, og jeg forklarede at det var fordi hun var inde i min mave der.
“Har du spist mig?” kom det chokeret, og hendes søstre forklarede noget med at hun voksede derinde, og kom ud gennem tissekonen.

Jeg troede ikke hun hørte meget efter svaret, men da Ninjamans far(som vi ikke ser ofte) kom til lagkage, bøjede hun sig ind over ham, og sagde med konspiratorisk halvhvisken:”i går kom jeg ud af min mors tissekone…”
(hun har ikke helt styr på det der med datid endnu)

Den stakkels mand vidste ikke helt hvad han skulle svare hende, stoppede med gaflen halvvejs inde i munden, og tænkte tydeligvis:”det må være den københavnske dialekt – det kan umuligt være det hun lige sagde…”
Og så talte vi ikke mere om tissekone.

Lige den dag.

03/11/13

Om rygning – et mandagstip

Dagens mandagstip, er et svar på et spørgsmål stillet på bloggens facebook-side:”hvordan stopper man med at ryge, og hvorfor gør voksne det?”

De tre store piger, vil gerne være ekspertpanel:

Kagemesteren:”hvis man nu har en kone eller en mand, så kan man bare sige:”kan i ikke lade være med at ryge”? Lige som vi gjorde med far.”

Krea-Girl:”vi brugte SÅ mange år på at stoppe ham.”

Frk fantastisk:”til sidst gav han op”

Krea-Girl:”jeg forstår ikke hvorfor man begynder. Det er jo bare røg?
Tænker man:”juhu, nu skal jeg have røg, og dø tidligere”?
Det er jo dumt…”

Frk fantastisk:”da jeg var lille, tænkte jeg det var sejt.
Fordi min onkel og hans kæreste gjorde det, og de er seje.
Jeg synes ikke det er sejt mere – men måske begynder jeg selv.
Det ved jeg ikke, for jeg kan jo ikke kigge ud i fremtiden, vel?”

Kagemesteren:”jeg har ikke selv røget. Men jeg har spist meget slik, og det stoppede jeg med.
Altså: jeg synes bare jeg skulle stoppe, og det gjorde jeg.
Så begyndte jeg til thai-boksning.
Så blev jeg stærkere.
Jeg skal aldrig ryge.”

Krea-Girl:”nogle af de store i skolen sniger sig over på legepladsen og ryger. Jeg kan slet ikke se nogen grund til det.”

Frk fantastisk:”man dufter rigtigt dårligt når man ryger!”

Kagemesteren:”det forurener rigtigt meget, og hvis børn kommer tæt på, kan de DØ af det!!”

Frk fantastisk:”ens lever kan blive sort og falde af.
Det er ret farligt.
Jeg tror faktisk ikke jeg vil prøve det…”

20130318-121322.jpg