Jeg fandt lige denne her på mobilen, og jeg synes selv at den er ret morsom, så nu deler jeg den.
Det er min venindes søn (tidligere nævnt på bloggen som superkaratemester-C her) der er den 7 årige kunstner bag.
Nu er det noget tid siden jeg fik historien, så måske husker jeg den ikke helt korrekt, men det var noget i stil med det her:
Efter juleferien var min veninde til noget arrangement i klassen, og da hun ankom stod de andre forældre samlet omkring børnenes tegninger fra deres juleferie.
Hun syntes der blev kastet mange fnis og blikke i hendes retning, og nærmede sig opslagstavlen.
Først så hun tegningen: drengen holder noget der ligner en pistol, og der sidder en knælende person foran ham, halvt udvisket.
Det ligner en grum likvidering, men forestiller egentlig bare ham selv der leger med proppistol, sammen med mine døtre, nytårsaften.
Nå, den mente hun godt at hun kunne forklare de andre forældre, uden at det blev pinligt.
Så læste hun teksten(og jeg oversætter lige hans børnestavning):
“juleaften kom min faster til at sige:”hvornår skal vi knalde?” men det var ikke det hun mente…”
Se det er så et bizart højdepunkt fra en juleaften – og en bizar ting faster har spurgt sin 7 årige nevø om…
Faster mente iøvrigt knalde med de her:
Jeg kan ikke husk om hun fortalte de andre hvad det handlede om – eller bare bakkede væk, og håbede hendes søn stadig kunne få legeaftaler i hus ovenpå den omgang – selv var jeg sikkert begyndt at smide om mig med anekdoter der var endnu værre, for at bevise at mit barn ikke var sært….
Haha, genialt. Jeg elsker de små guldkorn 🙂