Nogle af jer ville gerne høre om fødselsdags-overraskelsen til Ninjaman i weekenden: den hemmelige kæreste-date.

Alt var planlagt i mindste detalje: Ninjaman skulle til thaiboksning om morgenen, så ungerne og jeg havde lige et par timer til at få købt lækkerier til dem og onkel, pakke Ninjamans tøj og gemme det i bilen, og finde på en god løgn.

Jeg var godt oppe at køre, meget spændt på hvad han ville sige, og lidt overvældet af hvor sejt det var med et helt døgn alene – mulighederne for hvad vi kunne lave var jo nærmest stressende uendelige: hvordan skulle vi nogensinde kunne vælge mellem om vi skulle svømme, gå i biffen, på restaurant, til koncert eller noget andet?

Pigerne var lige så spændte, og hjalp mig med at finde hans tøj.
Overraskelsen var en hotelovernatning, så vi skulle finde både badetøj og sportstøj – hotellet havde både swimmingpool og træningsrum – og så noget fint til om aftenen.

De insisterede på at han skulle have hele tre par sko med, hvilket vi diskuterede så længe, at jeg pludselig havde travlt med at finde mit eget tøj.

Nogle søde mennesker havde sendt mig noget “shapewear” fra Bilka til test, og jeg var så begejstret for at have fået gaver ligesom de smarte modebloggere, at jeg ikke engang blev fornærmet over at det var stram-dellerne-ind-undertøj.

Med sådan noget undertøj, kunne jeg pludselig passe de kjoler der ellers hang bagerst på bøjlestangen, så jeg kylede en håndfuld kjoler i en pose, og skyndte mig ud for at gemme det i bilen – der så viste sig at være låst…
Nøglerne lå i Ninjaens lommer, så hverken projekt-gem-tøj-i-bil, eller projekt-kør-ud-og-køb-lækker-mad-til-unger-og-onkel blev effektueret.

Menuen stod derfor på thrashy frysepizzaer og cup noodles….

Min fætter ankom ti minutter før Ninjaman, så vi kunne finde på en god løgn: vi endte med at den sikreste måde at få ham med mig alene ud, måtte være at bilde ham ind, at min fætter havde lovet sin mor at flytte nogle møbler, men havde slået sin ryg, så vi måtte gøre det for ham, mens han passede børn.

Ingen af os var forberedte på den storhumpende, krumbøjede Quasimodo-type, der kom op af havegangen.

Han var åbenbart blevet grebet af stemningen til thaiboksning, og havde slået sit knæ; der var hævet til dobbelt størrelse i en smuk cyan-blå nuance – og som om det ikke var nok, havde han også fået en knytnæve lige på øret, og havde sprunget trommehinden.

Vores løgn holdt ikke helt vand, og det var svært at få overbevist humpende halvdøv stakkel, om at han skulle flytte møbler, men jeg var ubøjelig, og han er et hjælpsomt menneske.

Og han blev glad, og meget overrasket, da vi kørte op til hotel – men ærgrede sig en del, da han så swimmingpoolen, som sprængt trommehinde ikke måtte prøve…

Planerne for hvad vi kunne lave sammen blev noget snævret ind, når Ninjaens øre gjorde ondt når der var høje lyde(så ingen film eller musik), og hans ben gjorde ondt når han gik(så ingen gåture).

Mine nedpakkede kjoler viste sig at være ret klamme, med spindelvæv på skuldre og mystiske pletter, så egentlig ærgrede jeg mig ikke meget over at vi ikke skulle ud.
Til gengæld havde pigerne – i deres pakkehjælpsomhed – husket at pakke de høje sko jeg aldrig går med, fordi jeg skvatter og får ondt når jeg går langt – men de var perfekte til en aften hvor vi bare gik til og fra værelse, elevator og restauranter, og jeg var meget taknemmelig for at have noget fint der tog fokus fra plettet kjole.

“HVA SIGER DU?” råbte ham den halvdøve, hver gang den mekaniske stemme i elevatoren proklamerede:”going down!”, og hver gang måtte jeg overbevise ham om, at:
1): det ikke var mig der havde sagt noget
2): hvis jeg sagde den slags, ville jeg vælge mere romantisk sted og måde at sige det på.

“HVA SIGER DU?” sagde han også, da vi sad bænket i restaurant, med snakkende menesker og dårlig akustik.

Jeg mimede at han skulle folde sig et hørerør af sin serviet, men det havde ingen effekt, så vi måtte spise mens vi mimede og gestikulerede til hinanden, og brugte mere tid på at se på hinandens hænder end øjne af samme grund.

Det var lidt sjovt, men også lidt anstrengende, så til dessert ræsede jeg i kiosk efter øl og chokolade, og så fyldte han badekar imens.

Det var den hyggeligste aften, hvor vi sad i hver sin ende af badekarret, til vi lignede lyserøde rosiner, og drak øl, og mimede til hinanden, og endte med at sidde og halvsove i vandet.

Næste formiddag kørte vi op foran vores hus, glade og zen-agtigt udhvilede.
“IIIIIiiiiiiiiiiiiiiiiih!!!” hørte vi hvinen inde fra huset, der antydede at pigerne havde set os og var spændte.

De havde pyntet op, bagt kage og boller, støvsuget og pakket gaver ind.
Ved ikke hvilke tricks ham vildmarksdrengen har i ærmet – men børnene var ihvertfald artige!

Det var en fantastisk weekend – trods det at intet gik helt som planlagt.

Beklager den lange smøre – og nu har jeg huset fyldt med børn på vinterferie, og lige om lidt også gæster fra Jylland – så forvent ikke mere blogging denne uge!

Related posts:

Om at være sej Om drengetække Om flæskede lår Om romantiske aftener – et mandagstip