02/27/13

Om knald

Jeg fandt lige denne her på mobilen, og jeg synes selv at den er ret morsom, så nu deler jeg den.
Det er min venindes søn (tidligere nævnt på bloggen som superkaratemester-C her) der er den 7 årige kunstner bag.

20130314-080944.jpg
Nu er det noget tid siden jeg fik historien, så måske husker jeg den ikke helt korrekt, men det var noget i stil med det her:
Efter juleferien var min veninde til noget arrangement i klassen, og da hun ankom stod de andre forældre samlet omkring børnenes tegninger fra deres juleferie.
Hun syntes der blev kastet mange fnis og blikke i hendes retning, og nærmede sig opslagstavlen.

Først så hun tegningen: drengen holder noget der ligner en pistol, og der sidder en knælende person foran ham, halvt udvisket.
Det ligner en grum likvidering, men forestiller egentlig bare ham selv der leger med proppistol, sammen med mine døtre, nytårsaften.

Nå, den mente hun godt at hun kunne forklare de andre forældre, uden at det blev pinligt.

Så læste hun teksten(og jeg oversætter lige hans børnestavning):

“juleaften kom min faster til at sige:”hvornår skal vi knalde?” men det var ikke det hun mente…”

Se det er så et bizart højdepunkt fra en juleaften – og en bizar ting faster har spurgt sin 7 årige nevø om…

Faster mente iøvrigt knalde med de her:

20130314-082213.jpg
Jeg kan ikke husk om hun fortalte de andre hvad det handlede om – eller bare bakkede væk, og håbede hendes søn stadig kunne få legeaftaler i hus ovenpå den omgang – selv var jeg sikkert begyndt at smide om mig med anekdoter der var endnu værre, for at bevise at mit barn ikke var sært….

02/23/13

Om bøger, der er lidt for gode

Jeg fik denne her bog i julegave, af en kunstnerisk veninde:
“Just kids”, af Patti Smith

20130223-144856.jpg
Jeg forventede egentlig ikke noget særligt af den – tænkte vel, at man sikkert skulle være musiker selv, eller som minimum fan af Patti Smith, for at få noget ud af den – så selv om hun roste den i høje vendinger, tog jeg mig først sammen til at læse den nu.

Hvis du aldrig har læst en selvbiografi, så er det med denne her du skal starte.
Hun skriver fuldstændigt fantastisk – maler billeder med ord, som en fin lille pensel.
Ikke nok med at hun har levet et liv, med masser af historier at fortælle: hun formår også at fortælle dem, levende og fint.

Eneste minus: sjældent har jeg følt mig så mindreværdig, som denne her bog får mig til.

Jeg har mistet al lyst til at skrive siden jeg startede på den, for mine egne ord ser så klumpede og store ud, i forhold til hendes ord, der hele tiden lister rundt i mit hoved – og mit hyggelige forstadsliv, virker en anelse gråt, i forhold til at være kunstnerisk boheme i 60ernes New York…

Jeg synes du skal læse bogen.
Fordi den er så fint skrevet.
Men hvis den smadrer din selvtillid, skal du ikke komme og sige at jeg ikke advarede dig!

02/21/13

Om katte-mimere

Da jeg skrev indlægget i går, Googlede jeg lige efter fotoet af de irriterende mimere med katten, til at illustrere det.
Fandt ved samme lejlighed et væld af fantastiske katte-mimere.
Hvis frk fantatisk vælger at gå gøglervejen, må vi hellere anskaffe os en kat, og træne den.
Den skal lære alle disse tricks:

20130216-132018.jpg
“Bøn”

20130216-132044.jpg
“Det usynlige reb”

20130216-132128.jpg
“Fanget i glasboks”

20130216-132157.jpg
“fanget i glasboks 2”

20130216-132232.jpg
“Ser rundt om usynligt hjørne”

20130216-132308.jpg
“Den usynlige violin”

Og min favorit:

20130216-132346.jpg
“Den usynlige græsslåmaskine”.

02/19/13

Om pest eller kolera

20130219-132527.jpg
Hende her fylder 8 år i dag.
Stadig lige så nuttet, storøjet og nysgerrig nu, som dengang.
(Hvor blev tiden dog af, bla bla bla)

Jeg havde lovet hende en alene-dag, hvor hun helt selv måtte bestemme hvad vi skulle lave.
Så da hendes søstre var afleveret i skole, havde vi følgende samtale:

Mor:”nå, så er det op til dig hvad vi skal lave. Skal vi gå i zoo, og se det nye isbjørneanlæg? Eller på cafe i byen? Eller på Nationalmuseet? Eller er der noget andet du vil?”

Fødselsdagsbarn:”jeg vil i svømmehallen – heeeeeeeeele dagen! Til jeg er helt rynket!”

Mor:”æhm… Min bikini er bare så slidt…
Overdelen er blevet gennemsigtig, og underdelen falder hele tiden af. Jeg hader svømmehaller. Kan vi ikke lave noget andet – hvad som helst?”

Fødselsdagsbarn:”okay… Så vil jeg gerne i biffen. Og se “min søsters børn”.

Mor:”hvad for en svømmehal skal vi tage i? Jeg henter lige den slidte bikini!”

02/18/13

Om børn der skændes – et mandagstip

Dagens mandagstip, er et svar til Lone tranekjer Nielsen, der spurgte på bloggens facebookside, om hvad man skal gøre når ens børn skændes: skal man blande sig, eller hvad?

Ekspertpanelet i dag er to 7 årige piger: frk fantastisk, og hendes veninde, frk Mille.

Mille:”forældrene skal finde ud af hvem der har ret”

Ff:”men hvad hvis din bror har ret?”

Mille:”det har han aldrig!”

Ff:”forældrene kan sige:”stop med at skændes, eller i kan skændes ovenpå!” Det synes jeg var en god ide’. Man kan også sige:”i får ikke fredagsslik”, hvis altså det er fredag.”

Mille:”det er jo en trussel”

Ff:” ja måske. Måske er det en dårlig ide, måske siger børnene:”vi gider slet ikke have slik, vi vil hellere skændes!”?

Mille:”tror du de gider det?”

Ff:”jeg ved det ikke helt, det er et ret svært spørgsmål…”

Mille:”hvis børnene slår hinanden, skal man blande sig. Da min bror slog mig i hovedet, skældte min far ham ad helvedes til ud! Hvis børnene skændes om legetøj, kan man sige:”det er noget latterligt barnepjat at i skændes, vi har jo sagt at du skal have det der legetøj, og du skal have det der legetøj”

Ff:” de kan evt sige “basta!”, hvis de vil.

Mille:” det er lidt irriterende når forældre blander sig”

Ff:”jeg synes det er ok, for det er svært at have så mange søskende…
Nogle gange siger de at jeg taler sort, eller siger onde ting. Mest min storesøster, hun er lidt irriterende.
Og vi er sådan set mange børn.
Vi er mest piger herhjemme.
Til gengæld er jeg stadigvæk glad for at jeg har en familie, for jeg elsker dem, selv om de er irriterende nogle gange.
Jeg kan godt selv finde på at være skrap, men hvis de driller mig er det nok en god ide at ignorere dem.”

Mille:” forældrene kan sige:”bare ignorer dem”! Det er et godt tip.”

Ff:”det var sådan set det tip, det var et svært tip, men jeg håber i kan bruge det!”

02/17/13

Om skumle bukser

Sidste år bloggede jeg om dette her kiksede toiletpapirsmærke – nu har jeg fundet noget der slår det:

20130216-124434.jpg
Bukser med indbygget “ups”-effekt…
Hvad ER det?
En pruttepude i baglommen?

Kvinden på fotoet ligner ihvertfald en der har haft et uheld i bukserne, af en eller anden art.
Det giver mig helt sikkert ikke lyst til at købe de bukser – jeg bliver meget utryg ved tanken om hvilken type “ups” de medfører!

Smarte varenavns-opfindere og slogan-skrive-typer: ordet “ups” er altså ikke positivt ladet!

02/12/13

Om romantiske dage, med benspænd

Nogle af jer ville gerne høre om fødselsdags-overraskelsen til Ninjaman i weekenden: den hemmelige kæreste-date.

Alt var planlagt i mindste detalje: Ninjaman skulle til thaiboksning om morgenen, så ungerne og jeg havde lige et par timer til at få købt lækkerier til dem og onkel, pakke Ninjamans tøj og gemme det i bilen, og finde på en god løgn.

Jeg var godt oppe at køre, meget spændt på hvad han ville sige, og lidt overvældet af hvor sejt det var med et helt døgn alene – mulighederne for hvad vi kunne lave var jo nærmest stressende uendelige: hvordan skulle vi nogensinde kunne vælge mellem om vi skulle svømme, gå i biffen, på restaurant, til koncert eller noget andet?

Pigerne var lige så spændte, og hjalp mig med at finde hans tøj.
Overraskelsen var en hotelovernatning, så vi skulle finde både badetøj og sportstøj – hotellet havde både swimmingpool og træningsrum – og så noget fint til om aftenen.

De insisterede på at han skulle have hele tre par sko med, hvilket vi diskuterede så længe, at jeg pludselig havde travlt med at finde mit eget tøj.

Nogle søde mennesker havde sendt mig noget “shapewear” fra Bilka til test, og jeg var så begejstret for at have fået gaver ligesom de smarte modebloggere, at jeg ikke engang blev fornærmet over at det var stram-dellerne-ind-undertøj.

Med sådan noget undertøj, kunne jeg pludselig passe de kjoler der ellers hang bagerst på bøjlestangen, så jeg kylede en håndfuld kjoler i en pose, og skyndte mig ud for at gemme det i bilen – der så viste sig at være låst…
Nøglerne lå i Ninjaens lommer, så hverken projekt-gem-tøj-i-bil, eller projekt-kør-ud-og-køb-lækker-mad-til-unger-og-onkel blev effektueret.

Menuen stod derfor på thrashy frysepizzaer og cup noodles….

Min fætter ankom ti minutter før Ninjaman, så vi kunne finde på en god løgn: vi endte med at den sikreste måde at få ham med mig alene ud, måtte være at bilde ham ind, at min fætter havde lovet sin mor at flytte nogle møbler, men havde slået sin ryg, så vi måtte gøre det for ham, mens han passede børn.

Ingen af os var forberedte på den storhumpende, krumbøjede Quasimodo-type, der kom op af havegangen.

Han var åbenbart blevet grebet af stemningen til thaiboksning, og havde slået sit knæ; der var hævet til dobbelt størrelse i en smuk cyan-blå nuance – og som om det ikke var nok, havde han også fået en knytnæve lige på øret, og havde sprunget trommehinden.

Vores løgn holdt ikke helt vand, og det var svært at få overbevist humpende halvdøv stakkel, om at han skulle flytte møbler, men jeg var ubøjelig, og han er et hjælpsomt menneske.

Og han blev glad, og meget overrasket, da vi kørte op til hotel – men ærgrede sig en del, da han så swimmingpoolen, som sprængt trommehinde ikke måtte prøve…

20130212-162625.jpg
Planerne for hvad vi kunne lave sammen blev noget snævret ind, når Ninjaens øre gjorde ondt når der var høje lyde(så ingen film eller musik), og hans ben gjorde ondt når han gik(så ingen gåture).

Mine nedpakkede kjoler viste sig at være ret klamme, med spindelvæv på skuldre og mystiske pletter, så egentlig ærgrede jeg mig ikke meget over at vi ikke skulle ud.
Til gengæld havde pigerne – i deres pakkehjælpsomhed – husket at pakke de høje sko jeg aldrig går med, fordi jeg skvatter og får ondt når jeg går langt – men de var perfekte til en aften hvor vi bare gik til og fra værelse, elevator og restauranter, og jeg var meget taknemmelig for at have noget fint der tog fokus fra plettet kjole.

“HVA SIGER DU?” råbte ham den halvdøve, hver gang den mekaniske stemme i elevatoren proklamerede:”going down!”, og hver gang måtte jeg overbevise ham om, at:
1): det ikke var mig der havde sagt noget
2): hvis jeg sagde den slags, ville jeg vælge mere romantisk sted og måde at sige det på.

“HVA SIGER DU?” sagde han også, da vi sad bænket i restaurant, med snakkende menesker og dårlig akustik.

Jeg mimede at han skulle folde sig et hørerør af sin serviet, men det havde ingen effekt, så vi måtte spise mens vi mimede og gestikulerede til hinanden, og brugte mere tid på at se på hinandens hænder end øjne af samme grund.

20130212-164925.jpg
Det var lidt sjovt, men også lidt anstrengende, så til dessert ræsede jeg i kiosk efter øl og chokolade, og så fyldte han badekar imens.

Det var den hyggeligste aften, hvor vi sad i hver sin ende af badekarret, til vi lignede lyserøde rosiner, og drak øl, og mimede til hinanden, og endte med at sidde og halvsove i vandet.

Næste formiddag kørte vi op foran vores hus, glade og zen-agtigt udhvilede.
“IIIIIiiiiiiiiiiiiiiiiih!!!” hørte vi hvinen inde fra huset, der antydede at pigerne havde set os og var spændte.

20130212-165532.jpg
De havde pyntet op, bagt kage og boller, støvsuget og pakket gaver ind.
Ved ikke hvilke tricks ham vildmarksdrengen har i ærmet – men børnene var ihvertfald artige!

20130212-165735.jpg
Det var en fantastisk weekend – trods det at intet gik helt som planlagt.

20130212-165952.jpg
Beklager den lange smøre – og nu har jeg huset fyldt med børn på vinterferie, og lige om lidt også gæster fra Jylland – så forvent ikke mere blogging denne uge!

02/8/13

Om mellemkød

Min mor fylder 60 år i dag.
Vi fejrede hende sidste weekend, fordi hun skulle på venindetur til Skjern i dag.

Ingen af os vidste hvor Skjern ligger, så vi googlede det, og fandt ud af at det er placeret smukt mellem byerne Lem og Tarm – hvilket min søster og jeg så brugte resten af hendes fest med at mobbe hende med.

“Hahaha – du skal holde din fødselsdag i “mellemkød”!”

Så barnlige er vi nemlig.

Min mor smsede mig dette foto i morges, med teksten:”så nærmer vi os perineum”
(latinsk betegnelse for mellemkød)

20130208-100947.jpg

I morges startede jeg dagen med at sende en hurtig fødselsdagssms til min mor, med teksten:”vi sender de varmeste fødselsdagstanker til mellemkødet”.

Derefter havde jeg travlt med at få sminket 4 fastelavnspiger, men fik også en arbejdsrelateret mail, jeg var nødt til at svare på.
Svarede den lynhurtigt fra mobilen, og kørte børn afsted.

Først for lidt siden fik jeg læst det jeg havde skrevet igennem – og opdagede til min gru, at autocorrect på mobilen kækt havde udskiftet ordet “mellemleder”, med det noget mindre korrekte “mellemkød” – 3 gange….

“Jeg foreslår at du beder om en samtale med mellemkødet” står der blandt andet.

Er meget spændt på hvordan modtageren vil reagere på sådan en alternativ udmelding!

02/7/13

Om seje onkler

Min fætter, den uforlignelige vildmarksdreng, er en ægte superhelt.

Han har kæmpet sig vej gennem uvejsomme jungler; dræbt og parteret
rensdyr med de bare næver, og bagefter slæbt dem over samtlige af grønlands højeste bjerge; han jonglerer med tændte motorsave, mens han fælder kæmpetræer; er 2 1/2 meter høj, og bruger str kano i fodtøj.

I virkeligheden kan han alt, og ved det meste.
Ham har kun et kryptonit: mine fire småpiger.

Lige siden han for 11 år siden, i en alder af 16 år, blev onkel til den ældste af mine, og stod klar til at beundre hende, 12 timer efter hun blev født, har de kunnet styre ham totalt.

20130207-083202.jpg
Han kan have været nok så sej hele ugen – spist hjemmedræbte dyr, sparket træer omkuld og cyklet til sydfrankrig på to dage – men besøger han os en lørdag, går der få minutter før han ser sådan her ud:

20130207-083412.jpg

Han lærte pigerne at fiske, i vores Grønlandsferie i sommer, og de beundrer ham behørigt:

20130207-083615.jpg

Nu på søndag fylder Ninjaman 40.
(40!!)
Han vil holde en stor fest, men da vores hus er så lille at bare 14 til middag fylder hele huset, må han vente til sommer.
Han har ærgret sig en del over ikke at blive fejret stort her og nu, men er tilfreds nok med at tro vi får besøg af nogle venner med børn lørdag, og vildmarksdrengen søndag.

Men det er ikke sådan det bliver: jeg har i smug aflyst lørdagsgæsterne, og den modige vildmarksdreng kommer i stedet og passer sin kryptonit hele weekenden – mens vi skal noget helt hemmeligt!

Jeg glæder mig helt vildt til en kæresteweekend, og til at overraske ham – men jeg håber at en hel weekends nonstop spillen-ludo/legen fangeleg/klatre-træer/blive-sminket ikke
myrder den stakkels barnepige.

Sidst han passede dem en aften, så han sådan her ud dagen efter:

20130207-084241.jpg
Bemærk hvordan kryptonit nr 4 tager det som en selvfølge, at hun har tvunget den store helt i knæ, og nonchalant bruger ham som pude.

Tør ikke tænke på hvor træt han bliver efter en hel weekend…

Men for pokker da – hvor er jeg glad for at han tør!

02/6/13

Om at være afhængig af komplimenter

Supertumling, 2 1/2 år, er en sucker for komplimenter.
Man skulle tro at sådan en forkælet lillesøster, med hele tre beundrende storesøstre, var så vant til komplimenter at hun bare tog dem som en selvfølge, men sådan er det ikke.

Der er selvfølgelig alle de komplimenter hun giver sig selv:
“Tag et billede af mig nu!” kommanderer hun, kræver med det samme at se det, og sukker henført:”årh, jeg ser nuttet ud…”

20130206-092520.jpg
Den slags fotos er min mobil fyldt med. Og små film, hvor hun danser højtideligt.
Eller synger sin selvopfundne sang, hvor omkvædet er:”den mjaver, den mjaver, den pisselille kat!”

Men det er de komplimenter hun får fra fremmede, hun er gladest for.

Hver gang vi er i netto, må hun lige nævne den gang en fremmed dame sagde at hun var dygtig til at hjælpe.
Eller dengang nogle fremmede børn sagde hun lignede en prinsesse – fordi hun var iført tyl og tiara.

For nyligt havde jeg hende med inde i en dyrehandel, for at købe mad til fedthalemusen – der åbenbart lever for evigt.

En stor papegøje bøjede sig ind over hende og skræppede:”heeeej smukke!”, og hun stoppede overrasket op, hev ud i sin kjole og kniksede lidt, mens hun smigret sagde:”tak! Det er fordi jeg har min prinsessekjole på!”

Lige siden har hun pralet til alle der gider høre det, at fugle synes hun er smuk – hun tager det fuldstændigt for givet, at det er almindeligt at få komplimenter fra fjerkræ.
(Tror hun har set for mange tegnefilm.)

Ninjaman fylder 40 lige om lidt, og frk fantatisk fylder 8, så der bliver talt meget om hvad man ønsker sig, hvilket får supertumling til konstant at lire ønsker af sig – når hun er med ude at handle, lyder det hele tiden:”jeg ønsker mig denne her”, mens hun peger på alt, fra mælkekartoner, til tyggegummi og Anders and blade.

Hele den sidste uge, har det kun lydt:”Jeg ønsker mig fuglen! Den skal se på jeg danser!”

Håber ikke der er nogen der køber den til hende – muligvis usundt at have et kæledyr, der hele tiden bekræfter en i, hvor lækker man er?

20130206-123227.jpg
Også når man ser sådan her ud.