01/30/13

Om serier på dvd, del 1

Det er ikke nogen hemmelighed, at Ninjaman og jeg, ser utroligt mange serier.

Altså, vi laver også andre ting: han går fx til thaiboksning og jeg går til rødvinsdrikning og sladring med mine venner; men faktum er at vi har fire mindre børn, og derfor er bundet hjemme de fleste aftener, efter kl. 20.

Uanset hvad dagen ellers er gået med, kan der som regel sniges 50 minutters serie ind sidst på aftenen – og lørdag aften, når ungerne sover, og eventuelle gæster er smuttet, er der rødvin i sofaen og 3-4 afsnit i træk.

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, men at se en god serie sammen, føles lidt som at læse den samme roman, og vi kan bruge nørde-lang tid på at tale om personer og handling.

Så meget at ungerne kan finde på at spørge til personerne, som om det var nogen vi kendte i virkeligheden: ” Hvordan gik det med Nucky i serien i går? Slap han fra de der gangstere, der ville dræbe ham, eller hvad?”

Ude på vores kældertrappe har vi lavet et helt bibliotek af serier, som vi prakker vores venner på, fordi det er hyggeligt at de også kan tale med, om vores fiktive “venner”.

Hvis jeg kendte alle jer der læser med her i virkeligheden, ville jeg stensikkert også forsøge at lokke jer til at låne nogle af vores yndlingsserier – men det er nok lidt omfattende at strukturere, så derfor får I nu en lille liste med anbefalinger i stedet.

Her er 4 af de serier vi umiddelbart har været allermest begejstrede for – men jeg kunne sagtens skrive en meget længere lister med serie-anbefalinger, hvis I vil have det(og det gør jeg nok alligevel):

Boardwalk empire har vi netop set sæson 3 af. Den foregår i 1920ernes Atlantic city, under spiritusforbudet, og følger en række spændende personer – både gangstere, FBI-folk, bordelejere, cabaretsangerinder og krigsveteraner.

Steve Buscemi – som jeg elsker – spiller den gennemgående hovedperson: Enoch “Nucky” Thompson: en magtfuld og korrupt politiker.

Six feet under er nok den mest gribende serie jeg har set.

Man følger en familie, hvor faderen netop er død, og ældstesønnen modvilligt må vende tilbage til barndomsbyen, og hjælpe sin lillebror, med at køre faderens bedemandsforretning.

Man kommer tæt på familien, med den selvudslettende mor, den utjekkede storebror og dennes neurotiske kæreste, den rebelske lillesøster, og den homoseksuelle lillebror.

Hvert afsnit indledes med et dødsfald, og selv om temaet kan virke dystert, er serien det ikke. Den er både rørende, morsom og menneskelig, og slutningen er den fineste, jeg nogensinde har set i en serie.

Hvis man ikke behøver undertekster, kan første sæson købes til 99 kr her

Game of thrones er en af mine absolutte favoritter.
Jeg har en svaghed for både familiekrøniker, eventyr og spændende magtkampe.

Game of thrones kombinerer de ting, i en utroligt flot serie, hvor man følger flere familier, i deres bestræbelser på at blive dem der styrer landet Westeros.

Der er en lille smule magi, drager og vampyrer, men selv hvis man ikke er til den slags, er der masser af spændende slag, intriger, familiefejder, backstabbing og strategier.
Vi har set de første to sæsoner rekordhurtigt, hen over julen.
Helt fantastisk underholdende serie!

I Sons of anarchyfølger man en gruppe kriminelle rockere, med våbenhandler, magtkampe, broderskab og etiske overvejelser.
interessant og dramatisk, og en verden man ikke normalt får indblik i.

Vi var ved at give op efter sæson 1, der er lidt langsom, men den bliver bedre og bedre, og det er sådan en serie, hvor man ender med virkeligt at føle man kender personerne godt.

Har I set nogle af disse, og hvad synes I?
Serie-i-maner – bekend jer!

20130129-110126.jpg