Om det der kærlighed – en føljeton, del 19

Vi er nu nået til 2004, hvor vi var ved at komme oven på igen efter Ninjamans langvarige depression, og vores ældste datter var en nuttet lille unge, på 2 år.

Vi havde været seriøst på røven, lige siden vi flyttede i hus, der viste sig at være dyrere end vi havde råd til.
Hvorfor var der ikke lige nogle rigtigt voksne der havde advaret os lidt mere om alle de der snedige små ekstraudgifter der hørte til at have hus?

I de første par år, havde vi 500 kroner til overs til mad, når alle regninger var betalt…
Det virkede helt uoverskueligt, og vi overvejede mange gange at flytte, men hver gang faldt vi i den sentimentale fælde:”jamen, vores barn er FØDT inde i den stue! Vi kan sgu da ikke lade andre mennesker bo her? Og hvad med haven: alle de fester vi har holdt i den; den busk min plejemor plantede i den, før hun døde; tulipanløgene vi selv har smidt i jorden, og glæder os til kommer op hvert år – hvordan kan vi nogensinde flytte?”

Men i 2004 var det begyndt at lysne økonomisk: ud over at jeg havde fået et godt deltidsarbejde, havde jeg også fundet forskellige måder at tjene ekstra på: vi havde en lille netbutik, med lager i kælderen, jeg havde solgt en bog, og importerede varer fra udlandet, som jeg solgte videre til butikker.

Det var ind imellem stressende at have gang i så meget på en gang, men det var også fedt at kunne gøre noget aktivt for at blive i huset.
At være semi-selvstændige, passede godt ind i det med at have et lille barn, der tit var sløj.

Det var ikke det vilde ekstra vi tjente, men der begyndte at stå plus på vores konto, selv om vi havde fået mad hver dag – hvilket var en helt ny oplevelse.

Så vi brændte overskuddet af på en afbudsrejse til Kreta, sammen med den 2 årige, og en aften, hvor hun sov, og vi sad på altanen og drak øl i varmen, faldt samtalen igen på det der med flere børn.

Ninjaman havde oprindeligt sagt, at han ikke turde få flere, fordi han ikke ville risikere at blive syg igen, og der havde også været alt det med ingen penge, så jeg havde været enig.

Vi var sgu helt ærligt også lidt for ustrukturerede og forvirrede, til at være den slags mennesker der fik mere end et barn!

Godt nok havde jeg drømt om at hun ikke skulle være enebarn, og glædet mig til at prøve alt det der med babyer igen, nu hvor jeg vidste hvad det gik ud på. Men et enkelt barn var altså nemt: hun kunne tages med bag på cyklen, der var plads til at hun fik sit eget værelse, og vi behøvede ikke planlægge så meget.
Vi badede i vandkanten, byggede med sand og beundrede vores krøllede unge, med den særprægede modesans.

20130118-122741.jpg
Og en aften, hvor turisterne dansede zorba rundt om poolen, og den to åriges øjne strålede af fryd over hvor smukt det hele var, så han alvorligt på mig, og jeg vidste egentlig godt hvad han ville sige…

(Fortsættes.)

14 thoughts on “Om det der kærlighed – en føljeton, del 19

  1. Ihh du må da ikke stoppe der…. Altså jeg er godt med på, at l ikke ender med et enebarn, men altså jeg elsker din føljeton og vil bare gerne læse mere 😉

  2. Uhhh det er spændende! Hvad mon fortsættelsen byder på? Får I flere børn? Det er ikke til at sige – men jeg glæder mig til at høre mere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *