Om treøjede fiskekræ

Da jeg var 4 år, så jeg et Anders And blad, hvor der var en spændende pakke med som gave.
Jeg plagede til jeg fik det, og mens min mor lavede mad, studerede jeg tegningerne af hvad der var i pakken: den indeholdt tørrede levende dyr, og når de kom i vand, begyndte de at leve og man skulle fodre dem.

Der var flotte tegninger af noget der lignede havmænd og havfruer og jeg var helt elektrisk for at min mor skulle hjælpe mig med det NU – men hun skulle lige lave mad først.

Til sidst åbnede jeg utålmodigt pakken selv, for jeg måtte bare se hvordan de der havfruefrø så ud – men kluntet, som jeg altid har været, spildte jeg dem ud over hele køkkenet, og fik aldrig dyrket havfruer i en skål.

Jeg tudede en hel aften, og resten af min barndom tænkte jeg ofte på, hvordan det mon egentlig ville have set ud.
Jeg forestillede mig hvordan jeg kunne have lært mine minihavfruer tricks, og hvordan det ville have gjort mig til det mest populære barn på vejen.

Da et af mine børn fik et sæt i julegave, som en af mine venner havde købt på et museum i London, genkendte jeg det med det samme, og blev endnu mere vild end barnet.
(Kan i Danmark købes her. Adlink.)

20130106-084004.jpg
Ja, her på æsken prales der med at det er frysetørrede dinosaurer, men det er stadig de samme, som de forjættede havfruer.

Hun var lige så ivrig som jeg havde været, og ville også bare SE de der dinosaurer med det samme, og da jeg huskede hvor galt det kan gå når man venter, skyndte jeg mig at hjælpe med at få blandet den lille pose pulver op i vand.
Og så ventede vi.
Og ventede.

Dagen efter var der pludselig små kræ i akvariet, og vi jublede lige højt.

Vi hentede et forstørrelsesglas, og studerede dem ivrigt – og blev begge skuffede: de lignede ikke dinosaurer og slet ikke havfruer – bare en flok kedelige fiskeunger.

Vi blev enige om at de sikkert blev sejere med tiden, men var begge noget skuffede.

Nogle dage efter studerede jeg dem igen; de var nu vokset en del, og havde sejt nok fået hele tre øjne hver!

Superklamme var de, og jeg tænkte at hun ville blive imponeret, og kunne slet ikke vente med at vise hende dem, så jeg greb skålen og ræsede ind for at vise hende dem.
De så nogenlunde sådan her ud:

20130106-085014.jpg
Nu er jeg beklageligvis ikke blevet mindre klodset, siden jeg var barn…

Skålen gled ud af min hånd, og landede med bunden i vejret, oven på Ninjamans grimme morfar-tøfler, der stod parkeret foran badeværelsesdøren.

Desperat faldt jeg på knæ, og rodede rundt efter mini-dinosaurerne, men de var ikke til at hverken at se, eller redde.

“Hvad laver du med fars sutsko?”
dino-ejeren kom til, og så undrende på mig.

Jeg begyndte at forklare og undskylde at jeg havde dræbt hendes kæledyr,
men hun trak bare på skuldrene og mumlede at hun egentlig hellere ville have en hund.

“Men hey!” udbrød hun så glad “vi kan jo lave en begravelse!”

Og det brugte de så resten af dagen på: gravede med besvær et lille hul ude i haven, hvor de højtideligt begravede Ninjamans sutsko, med der til hørende døde dinosaurer klistret på.

Der blev både sunget og holdt tale, og da ex-dino-ejeren lå i sin seng om aftenen, sukkede hun lykkeligt og sagde:”det bedste ved de der dyr, var faktisk da de døde og vi begravede dem – det var mega-sjovt!”

Rart at vide, at hun ikke vil bruge resten af sin barndom – ligesom mig – på at ærgre sig, men egentlig også lidt skræmmende at hun har det sådan, hvis hun en dag får en hund?

25 thoughts on “Om treøjede fiskekræ

  1. Nu kan jeg så undres til min dages ende, over hvad der sker når det regner på graven? Bliver de levende igen dernede?
    Og hvor creepy er det ikke at noget indtørret kan blive levende?

    Og hvor store ville de have blevet, hvis de ikke havde lidt sutskodøden? Og hvad fodrer man dem med? Hvor længe kan de leve? Nej dog, alle de spørgsmål. Det er lige før at jeg må købe en pakke. Men du må ikke holde den!

      • Ja det kan jeg. Der blev reklameret i flere af dem. Jeg undrede mig meget over de havfolk men viste samtidig også godt at det pjat ville min mor ikke bruge penge på. Men så opklarer du lige det hele 35 år senere!

  2. Dem var jeg også meget fascineret af, da jeg var barn.. der hed de vist Sea Monkeys. Må anskaffe til når barn bliver gammel nok 😀

  3. Mht. den der hund, så tænker jeg at det vel nok skal gå, så længe i køber en der er stor nok til du ikke kan træde på den eller bære den.

  4. Jeg elsker, at du undlader at hænge barnet der elsker begravelser af dyr ud offentligt! Den slags fortjener trods alt en smule anonymitet 😉

    • Haha – det var vist bare et tilfælde, at jeg ikke fik skrevet hvem af dem det er. Har fået lov af hende, så kunne godt have skrevet hvem hun var.
      Men det her er dejligt mystisk – omend mange af jer faste læsere sikkert godt kan gætte hvem af dem det er, der tænker så kort tid over problemerne og ser det positive;)

  5. Nem måde at skaffe små dyr i vand: ned til det nærmeste vandhul og fyld et syltetøjsglas. De der vandhuller plejer at være fyldt med dafnier, så jeg synes altid man får nogle med op. Da jeg var lille syntes jeg de var ret nuttede når de tøffede rundt i deres glas. I hvert fald mere nuttede end de der treøjede tingester.

  6. Hæhæ…. Dem har jeg også haft og savnet. Tænker alligevel på om det er korrekt håndtering af potentielle kæledyr, at sælge dem med et Anders And??

    Nu har jeg altså også købt dem og jeg er vist den eneste i Dilemmaland der er viiiildt begejstret. Nu må vi se om jeg så kan holde liv i de små kræ. Tak for link 😉

    Kh. Morsdilemma

    • Held og lykke med det – de er ret så klamme….

      Ja, det var nok ikke det etisk mest korrekte at sælge med Anders and blade – men sådan var 70’erne…

  7. DET BLAD, DET HUSKER JEG OGSÅ!!!
    Jeg fik det ikke, tror sådan set aldrig, jeg fik Anders And, men en af mine veninder fik det og fortalte meget hemmelighedsfuldt, at DET PASSEDE, det med havfruerne osv! Hun ku’ desværre bare ikke vise mig dem, så hemmelige var det.
    Det har naget mig lige siden, selvom jeg må indrømme, jeg ikke var HELT overbevist om, at det var rigtige havfruer, for der stod ikke noget på forsiden af Politiken de efterfølgende dage, – jeg tjekkede selv…

  8. Pingback: Adventskonkurrence 3 – vind seje ting fra CoolStuff | Superheltemors bekendelser

  9. Vores mormors hund døde for nylig og vi sætter os med vores 5 årige søn, og fortæller, med ansigtet lagt i sørgelige miner, at hunden er død. Hans svar; kan vi så se hvad der er inden i den? Det blev et nej! Næste spørgsmål; kan vi så spise den? Også et pænt nej herfra….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *