01/30/13

Om serier på dvd, del 1

Det er ikke nogen hemmelighed, at Ninjaman og jeg, ser utroligt mange serier.

Altså, vi laver også andre ting: han går fx til thaiboksning og jeg går til rødvinsdrikning og sladring med mine venner; men faktum er at vi har fire mindre børn, og derfor er bundet hjemme de fleste aftener, efter kl. 20.

Uanset hvad dagen ellers er gået med, kan der som regel sniges 50 minutters serie ind sidst på aftenen – og lørdag aften, når ungerne sover, og eventuelle gæster er smuttet, er der rødvin i sofaen og 3-4 afsnit i træk.

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, men at se en god serie sammen, føles lidt som at læse den samme roman, og vi kan bruge nørde-lang tid på at tale om personer og handling.

Så meget at ungerne kan finde på at spørge til personerne, som om det var nogen vi kendte i virkeligheden: ” Hvordan gik det med Nucky i serien i går? Slap han fra de der gangstere, der ville dræbe ham, eller hvad?”

Ude på vores kældertrappe har vi lavet et helt bibliotek af serier, som vi prakker vores venner på, fordi det er hyggeligt at de også kan tale med, om vores fiktive “venner”.

Hvis jeg kendte alle jer der læser med her i virkeligheden, ville jeg stensikkert også forsøge at lokke jer til at låne nogle af vores yndlingsserier – men det er nok lidt omfattende at strukturere, så derfor får I nu en lille liste med anbefalinger i stedet.

Her er 4 af de serier vi umiddelbart har været allermest begejstrede for – men jeg kunne sagtens skrive en meget længere lister med serie-anbefalinger, hvis I vil have det(og det gør jeg nok alligevel):

Boardwalk empire har vi netop set sæson 3 af. Den foregår i 1920ernes Atlantic city, under spiritusforbudet, og følger en række spændende personer – både gangstere, FBI-folk, bordelejere, cabaretsangerinder og krigsveteraner.

Steve Buscemi – som jeg elsker – spiller den gennemgående hovedperson: Enoch “Nucky” Thompson: en magtfuld og korrupt politiker.

Six feet under er nok den mest gribende serie jeg har set.

Man følger en familie, hvor faderen netop er død, og ældstesønnen modvilligt må vende tilbage til barndomsbyen, og hjælpe sin lillebror, med at køre faderens bedemandsforretning.

Man kommer tæt på familien, med den selvudslettende mor, den utjekkede storebror og dennes neurotiske kæreste, den rebelske lillesøster, og den homoseksuelle lillebror.

Hvert afsnit indledes med et dødsfald, og selv om temaet kan virke dystert, er serien det ikke. Den er både rørende, morsom og menneskelig, og slutningen er den fineste, jeg nogensinde har set i en serie.

Hvis man ikke behøver undertekster, kan første sæson købes til 99 kr her

Game of thrones er en af mine absolutte favoritter.
Jeg har en svaghed for både familiekrøniker, eventyr og spændende magtkampe.

Game of thrones kombinerer de ting, i en utroligt flot serie, hvor man følger flere familier, i deres bestræbelser på at blive dem der styrer landet Westeros.

Der er en lille smule magi, drager og vampyrer, men selv hvis man ikke er til den slags, er der masser af spændende slag, intriger, familiefejder, backstabbing og strategier.
Vi har set de første to sæsoner rekordhurtigt, hen over julen.
Helt fantastisk underholdende serie!

I Sons of anarchyfølger man en gruppe kriminelle rockere, med våbenhandler, magtkampe, broderskab og etiske overvejelser.
interessant og dramatisk, og en verden man ikke normalt får indblik i.

Vi var ved at give op efter sæson 1, der er lidt langsom, men den bliver bedre og bedre, og det er sådan en serie, hvor man ender med virkeligt at føle man kender personerne godt.

Har I set nogle af disse, og hvad synes I?
Serie-i-maner – bekend jer!

20130129-110126.jpg

01/29/13

Om forplantning

Frk fantastisk(tænksomt):” altså, hvis to kvinder er kærester, kan de få nogle haletudser af lægen, og blive gravide. Men kan to mænd der er kærester også blive gravide?”

Mig(kører bil, og er kortfattet):”nej, det kan de ikke.”

Frk fantastisk:” heller ikke hvis nogen de kender giver dem æg?”

Mig:”nej, det kan ikke lade sig gøre.”

Laaaaaang tænkepause.

Frk fantastisk:”okay: hvis to mænd er kærester, ikke, og gerne vil have en baby, kan de så det – altså hvis den ene af dem har en tissekone og bryster og er en dame?”

01/28/13

Om hvordan man laver mad – et mandagstip

Herhjemme er de tre store piger blevet så gode til at lave mad, at de har fået en maddag om ugen. De to mellempiger lavede omelet og bacon i går, og fortalte om hvordan man lavede mad imens.

Mandagstip om hvordan man laver mad:
Kagemesteren;”jeg ved hvordan man skal bage en kage! Det tip kan jeg godt lige stikke jer! Man skal bruge en kasserolle…”

Frk fantastisk;”kasserolle? Hvad fanden er det?

Km:”altså “, det er jo bare ligesom i:”ylle, dylle, dolle – tre små lådne trolde”! Nå, først tager man kasserollen og tænder komfuret. Så tager man smør og en chokoladeplade og smelter det sammen. Så tager man en skål og putter æg, sukker, mel og det smeltede chokolade og smør i. Så rører man rundt. Der skal bagepulver i – hvor meget, kommer an på hvor stor den er. Hvis man putter for meget i, smager den dårligt!! Så putter man det i en form og bager det. Jeg ved sådan set ikke hvor længe. Det kommer nok an på hvor hurtig man er…”

FF:” jeg har lært at lave omelet. Det er en hemmelig opskrift. Ingen ved hvad den handler om, ingen kan gætte hvad der er i… I må ikke engang se et billede af den, for så kan i gætte hvad der er i. Nej ok, i må godt se den. Jeg har selv opfundet den.”

20130127-174117.jpg
Ff:”hvis i kigger ordentligt, kan i måske gætte hvad der er i. Ihvertfald er der æg i, fordi det er der altid i omelet.”

KM:”ja, man kalder det også æggekage. Det er sgu da ikke et tip, når du ikke vil sige hvad der er i! Keeeeeeeedeligt, siger jeg bare!”

Ff:”jamen jeg vil ikke have nogen der skal vide det, for nogle opskrifter kan godt være hemmelige…og den her opskrift er altså min.”

Km:”man kan ikke give mandagstips der er hemmelige! Det er det dummeste!”

20130127-174806.jpg

01/25/13

Om at blive tændstikket

Jeg var med Maren på kontor i dag.
Det var meningen vi skulle have arbejdet, men først kunne vi ikke, fordi vi var bævende nervøse af at vente på anmeldelsen af hendes nye bog – og senere var vi for euforiske.

Jeg fik skrevet tre mails og fire linjer på en klumme, mens Maren tegnede vores formiddag, og grublede over om hun kunne tillade sig at skrive ordet “skide”.

(Vi blev enige om at det var mere elegant og raffineret, at skrive “brække sig”.)

Jeg nåede ikke at se Marens tegneserie helt færdig, før jeg skulle gå, kun den første tegning, som vi havde følgende hurtige samtale over, mens jeg pakkede mine ting i hast:

Maren: se! Hvad siger du til dig selv som tændstikdame?

20130125-165700.jpg

Mig: sejt!

Maren: ja, og man kan se det er dig, fordi jeg har din abnormt høje pande med. Se lige hvor højt oppe dit hår starter!

Mig: hm…

Maren: jamen det gør mit eget hår jo også. Skulle jeg mon have tilføjet dine store bryster også?

Mig: æh – helst ikke?

Så måtte jeg løbe ud af døren, fordi min parkeringstid udløb, og mine unger skulle hentes.

Hele vejen hjem skævede jeg til mobilen, for at se om hun mon var blevet færdig med tegneserien – syntes pludselig at det var noget af det sejeste i verden, at blive tegnet.

Især af en, der lige var blevet rost, velfortjent og grundigt, i Weekendavisen.

Det er sgu da også sejt – og det er det absolut eneste jeg vil, med det her pointeløse indlæg: prale.

Altså både af Maren, som jeg er meget stolt af og imponeret over – og så en lille smule af mig selv, der er så ufatteligt lækker i tændstikform. Med pande og det hele.
Se selv her
Wow.

01/23/13

Om gaveideer, til en der ikke ønsker sig noget

Jeg har brug for lidt inspiration, til gaveindkøb: Frk Fantastisk, fylder 8 år lige om lidt.
Hendes fødselsdag ligger mast inde mellem hendes fars og mormors runde fødselsdage, og falder endda lige midt i vinterferien.

Hun elsker fødselsdage.
Og gaver.
Som midterbarn, med en lillesøster der kun er halvandet år yngre, bliver hun helt elektrisk, når dagen nærmer sig: det er fantastisk med en dag hvor man har særstatus, og der er spændende ting at pakke ud.

Hendes ønskeseddel ser sådan her ud:

20130113-153836.jpg

Hun har både en bamse og et malesæt, så det må blive “ovrraskelsen”.

Men hun er bare ikke et barn der leger med ting: hun slår kolbøtter, flikflak, vejrmøller, gynger, tegner lidt – og plager om at må spille computer.

Hun har aldrig nogensinde ønsket sig et rigtigt stykke legetøj, eller interesseret sig for det.
Når hendes søstre leger, keder hun sig efter ti minutter og giver sig til at gynge hen over barbiebyen, og smadrer alt.
Og så tæver de hende.

I julegaver fik hun sære småting: en spådomskugle, et kamera der kunne sprøjte med vand, en plastik hundelort, en tur i klatreskoven med min fætter og hans kæreste, en varmedunks-bamse og noget tøj, med pailetter på.
Hun blev rigtigt glad for det hele, men vi er vist alle lidt blanke for hvad hun så skal have i fødselsdagsgave.

Nå, dagens luksusproblem: hvad giver man et barn, der elsker at få gaver, men generelt ikke interesserer sig for ting?
Kan i komme tanke om et eller andet fantastisk, som aktive børn vil bruge en hel masse?

Gavebudgettet er minimalt, men måske kan bedsteforældre lokkes med på noget også.

01/22/13

Om varme ben

De eneste par bukser jeg ejer, er mine slidte yoga-bukser.
Jeg synes bukser er ubehagelige at have på, og går derfor altid i kjole.

Når det er minusgrader udenfor, er det egentligt en upraktisk påklædning, men jeg klarer mig, med uldne benvarmere og lange støvler.

I går morges var benvarmerne pist forsvundet, i det sorte hul, der er vores gang.

Under eftersøgning i stuen, fandt jeg kun Ninjamans lange underhylere, der er gråhvide og forvaskede.

Havde jeg ikke skullet direkte til et vigtigt møde, havde jeg muligvis nuppet dem, men det skulle jeg, så jeg måtte ind og rode i det bjerg af rent vasketøj, vi altid har liggende i mindstebarnets tremmeseng.
(Hun sover alligevel altid i vores seng).

Her fandt jeg i sidste øjeblik et par sorte gamacher, som jeg tog på til cykelturen, og da det var pissekoldt hele dagen, endte jeg med slet ikke at tage dem af.

Hvilket jeg fortrød, da jeg kom hjem og konstaterede at de sad sådan her:

20130121-232906.jpg
Jeg ved ikke hvor mange der har bemærket mit kraftige venstreben, eller hvor meget det ekstra par strømpebukser der lå i gamachebenet har slasket efter mig hele dagen.

Men det kunne sikkert have været gjort mere elegant.

01/21/13

Om kunst på møbler

Vores spisebord er sådan et solidt ældre møbel – et arvestykke.
Vi er rigtigt glade for det.
Det har indbyggede udtræksplader, og er ikke så bredt, så det er ideelt at sidde mange om.

Da vi fik det, for 15 år siden, brugte vi aldrig dug på bordet, fordi det var så flot og blankt i sig selv.

Så kom der et barn – der alt for hurtigt lærte at betjene sprittuscher:

20121220-204740.jpg
Åh hvor vi ærgrede os, men der var ikke råd til at få det slebet ned.

Så vi begyndte at bruge dug.

Barn 2, 3 og 4 har ligeledes tilføjet flotte kunstværker i tidens løb, og vi er nu nået til er punkt, hvor vi bare hiver dugen (og deres trøjer) af, hvis de skal male, og så kan de sådan set bare klatte løs.

(Gulvet har i forvejen pletter fra skriblerier, malerier, rødvin, fødsler, kødsovs, blæk og frugtfarve, der ikke kommer af når man vasker det, så er par maleklatter mere, burde det kunne tage.)

Bordet ser nu sådan her ud – sammen med et kunstværk Kagemesteren fremstillede en dag, hvor hun var hjemme sløj:

20121220-205246.jpg
I starten sagde vi, at vi ville slibe bord og gulv ned, når børnene var blevet større – men når jeg ser på dets grimme, plettede overflade, bliver jeg alligevel lidt i tvivl…

Altså – det ER jo alle fire børns første tegninger, der er udført på det bord.
Og grøn maling, fra den jul hvor de malede æsker – og gul, fra den påske vi malede æg – og blå, fra den røvgrimme dims af papiermache de gav mig sidste år.
Det er jo nærmest historisk?

Ender sikkert med at blive så sentimental over bordet, at jeg beder bordslibe-manden, om at slibe det af
I et helt stykke – så jeg kan hænge det op på væggen…

20121220-210422.jpg<

01/18/13

Om det der kærlighed – en føljeton, del 19

Vi er nu nået til 2004, hvor vi var ved at komme oven på igen efter Ninjamans langvarige depression, og vores ældste datter var en nuttet lille unge, på 2 år.

Vi havde været seriøst på røven, lige siden vi flyttede i hus, der viste sig at være dyrere end vi havde råd til.
Hvorfor var der ikke lige nogle rigtigt voksne der havde advaret os lidt mere om alle de der snedige små ekstraudgifter der hørte til at have hus?

I de første par år, havde vi 500 kroner til overs til mad, når alle regninger var betalt…
Det virkede helt uoverskueligt, og vi overvejede mange gange at flytte, men hver gang faldt vi i den sentimentale fælde:”jamen, vores barn er FØDT inde i den stue! Vi kan sgu da ikke lade andre mennesker bo her? Og hvad med haven: alle de fester vi har holdt i den; den busk min plejemor plantede i den, før hun døde; tulipanløgene vi selv har smidt i jorden, og glæder os til kommer op hvert år – hvordan kan vi nogensinde flytte?”

Men i 2004 var det begyndt at lysne økonomisk: ud over at jeg havde fået et godt deltidsarbejde, havde jeg også fundet forskellige måder at tjene ekstra på: vi havde en lille netbutik, med lager i kælderen, jeg havde solgt en bog, og importerede varer fra udlandet, som jeg solgte videre til butikker.

Det var ind imellem stressende at have gang i så meget på en gang, men det var også fedt at kunne gøre noget aktivt for at blive i huset.
At være semi-selvstændige, passede godt ind i det med at have et lille barn, der tit var sløj.

Det var ikke det vilde ekstra vi tjente, men der begyndte at stå plus på vores konto, selv om vi havde fået mad hver dag – hvilket var en helt ny oplevelse.

Så vi brændte overskuddet af på en afbudsrejse til Kreta, sammen med den 2 årige, og en aften, hvor hun sov, og vi sad på altanen og drak øl i varmen, faldt samtalen igen på det der med flere børn.

Ninjaman havde oprindeligt sagt, at han ikke turde få flere, fordi han ikke ville risikere at blive syg igen, og der havde også været alt det med ingen penge, så jeg havde været enig.

Vi var sgu helt ærligt også lidt for ustrukturerede og forvirrede, til at være den slags mennesker der fik mere end et barn!

Godt nok havde jeg drømt om at hun ikke skulle være enebarn, og glædet mig til at prøve alt det der med babyer igen, nu hvor jeg vidste hvad det gik ud på. Men et enkelt barn var altså nemt: hun kunne tages med bag på cyklen, der var plads til at hun fik sit eget værelse, og vi behøvede ikke planlægge så meget.
Vi badede i vandkanten, byggede med sand og beundrede vores krøllede unge, med den særprægede modesans.

20130118-122741.jpg
Og en aften, hvor turisterne dansede zorba rundt om poolen, og den to åriges øjne strålede af fryd over hvor smukt det hele var, så han alvorligt på mig, og jeg vidste egentlig godt hvad han ville sige…

(Fortsættes.)

01/17/13

Om kvælnings-poseringer

Min mor tog rigtigt mange billeder, da jeg var barn.
Film efter film, som hun selv fremkaldte i det lille mørkekammer ved siden af stuen.

Det var ikke usædvanligt, at hun kom der med sit kamera, og bad os posere, smile, løbe eller skære ansigter.

Jeg kan huske da hun tog det her foto, af mig og min legekammerat, Thomas.

“Ryk tættere på ham!” kommanderede hun, og jeg adlød, mens hun knipsede løs.

“Prøv at læg armen om hans skulder!” sagde hun så, og jeg undrede mig lidt, men gjorde som der blev sagt:

20130117-090828.jpg
Forskellen på hænder/arme og hals/skulder, har jeg lært, i tiden der er gået siden.

01/15/13

Om egne værelser

I bilen, da jeg kørte de tre store i skole, var der noget i radioen, om en der var kommet i fængsel.

Min næstældste, på 7 år, sad lidt og tænkte over det, og spurgte så:”Æhm… Hvordan overlever man i fængsel? Man kan jo ikke komme i Netto – får man mad?”

Mig:”Jamen man får da mad. Fængsler i Danmark er ikke så hårde: der er både mad, fjernsyn, og man får sit eget værelse.”

Barnet (Længselsfuldt):” årh… Jeg vil totalt gerne i fængsel….”

Hm.
Tror måske det er på tide vi overvejer om det er for meget, at være 4 børn om 1½ værelse, hvis en af dem fantaserer om at skaffe sig en fængselsstraf, for at få sit eget?