Om gaveindpakning del 2

Da jeg var 13-14 år havde min far en kæreste, der hed Susanna.
Jeg kan ikke huske andet om hende, end at hun var ret sød, havde hekselange negle – og stod for mine og min søsters julegaver det år.

Vi holdt jul hos min fars forældre, og hele aftenen gik vi og beundrede de gaver hun havde pakket ind: der var en der var pakket ind i paisleymønstret stof, med silkebånd om; to med buketter af plastikblomster på; to med små fugle siddende på båndet; en med papir der havde holografisk mønster og en med mindst ti forskellige bånd om.

Så flot indpakkede gaver har jeg hverken set før eller siden – og på det tidspunkt var det i kæmpe kontrast til nogle år før, hvor gaverne slet ikke havde været pakket ind, men vi bare havde fået en skraldesæk hver, med alt det vi havde sat kryds ved i legetøjskataloget.
Det var helt vildt, og en meget mærkelig jul, hvor vi sad og fordelte tingene i flere timer, med:”øh – var det dig eller mig der ønskede sig den her babydukke? Og hvad med de her farver? Og yoyoerne? Spillet her er vist dit.”

Desværre var hende Susanna ikke lige så god til at købe gaver, som hun var til at pakke dem ind – på det tidspunkt gik jeg med en tam rotte på skulderen og var aktiv i græsrodsbevægelser – så en similibesat broche der forestillede Mickey Mouse, en ungdomsbog om heste og et karrygult pashminatørklæde, var ikke lige det der passede bedst til mit image…

Stor skuffelse.
Men jeg gemte fuglen og blomsterne fra pakkerne i flere år, og havde muligvis glemt Susanna, hvis det ikke var for hendes indpakningsevner.

Da jeg sad og pakkede børnenes julegaver grimt ind, tænkte jeg over, om det mon var derfor jeg nægtede at lære, at gøre det pænt: hvis gaverne er grimme, kan man kun blive glædeligt overrasket over indhold – hvor overdrevent flotte pakker næsten kun kan skuffe?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *