12/23/12

Om gaveindpakning del 2

Da jeg var 13-14 år havde min far en kæreste, der hed Susanna.
Jeg kan ikke huske andet om hende, end at hun var ret sød, havde hekselange negle – og stod for mine og min søsters julegaver det år.

Vi holdt jul hos min fars forældre, og hele aftenen gik vi og beundrede de gaver hun havde pakket ind: der var en der var pakket ind i paisleymønstret stof, med silkebånd om; to med buketter af plastikblomster på; to med små fugle siddende på båndet; en med papir der havde holografisk mønster og en med mindst ti forskellige bånd om.

Så flot indpakkede gaver har jeg hverken set før eller siden – og på det tidspunkt var det i kæmpe kontrast til nogle år før, hvor gaverne slet ikke havde været pakket ind, men vi bare havde fået en skraldesæk hver, med alt det vi havde sat kryds ved i legetøjskataloget.
Det var helt vildt, og en meget mærkelig jul, hvor vi sad og fordelte tingene i flere timer, med:”øh – var det dig eller mig der ønskede sig den her babydukke? Og hvad med de her farver? Og yoyoerne? Spillet her er vist dit.”

Desværre var hende Susanna ikke lige så god til at købe gaver, som hun var til at pakke dem ind – på det tidspunkt gik jeg med en tam rotte på skulderen og var aktiv i græsrodsbevægelser – så en similibesat broche der forestillede Mickey Mouse, en ungdomsbog om heste og et karrygult pashminatørklæde, var ikke lige det der passede bedst til mit image…

Stor skuffelse.
Men jeg gemte fuglen og blomsterne fra pakkerne i flere år, og havde muligvis glemt Susanna, hvis det ikke var for hendes indpakningsevner.

Da jeg sad og pakkede børnenes julegaver grimt ind, tænkte jeg over, om det mon var derfor jeg nægtede at lære, at gøre det pænt: hvis gaverne er grimme, kan man kun blive glædeligt overrasket over indhold – hvor overdrevent flotte pakker næsten kun kan skuffe?

12/23/12

Om gaveindpakning

Jeg fatter ikke rigtigt det der med gaveindpakning: jeg er både for fummelfingret, doven og nærig, til at få gaverne til at se pæne ud.
Gider ikke bruge penge på dyrt papir, og pynt, der bare flåes af.

Det er noget med krøllede hjørner, papir der gaber og intet pynt på, når jeg pakker ind.
Er heller ikke for fin, til bare at slynge lidt sølvpapir om, i stedet for at pakke ind…

Af samme grund, er det altid Ninjaman der pakker gaver ind herhjemme: han er perfektionistisk, og har mange års erfaring, som gaveindpakker, i sine forældres butik.

I år var jeg sygemeldt en uge, efter operation, så det gav mening, at jeg alligevel gjorde det.
3-4 pakker til hvert barn(vi køber også for bedsteforældrene), og så alle de perleplader, lerfigurer, glas med pebernødder og malerier, ungerne havde lavet til andre.

“Neiiiij, hvor sødt – har supertumling hjulpet dig?” spurgte de store imponeret, da de kom hjem fra skole og så bunken.
Det sagde jeg faktisk ja til – selv om det ikke var sandt – og pigerne krøllede bånd, og klistrede på de fedtede pakker.
Det hjalp.
Lidt.

Havde en afrundende pointe, omkring flot indpakkede gaver, men den må i vente lidt med, for nu skændes mine børn igen.
Skal lige skille dem ad.

Kig ind senere, så er pointen nok kommet!