Noget af det der irriterer mig mest ved at være sygemeldt, er at gå glip af årets juleteater.
Hvert år er jeg med til at lave en slags teaterføljeton for 150 fritidshjemsunger, hvor vi spiller tre gange om ugen.
Det er hysterisk sjovt, både at finde på og lave.
Sidste år brugte jeg hele December på at være en af to julemandsbrødre, født til at arve jobbet efter deres far, men med andre ambitioner.
Det var virkeligt gakket, og endte med maskiner der tryllede usynlige løbehjul frem, og lavede flabede børn om til dukker, samt orgelspillende, depressive og voldelige rensdyr.
Man skulle nok have været der for at se det sjove – men det VAR sjovt!
Jeg startede med at skrive årets stykke i oktober og havde glædet mig til at opnå nye grænser for gakkethed.
Noget med sur teenagedatter, der kræver at hendes julemandsfar lige omtænker julen, så den bliver lidt mere smart.
Hver gang kommer der så en ny ekspert og præsenterer plan for ny jul – jeg nåede at være kinesisk cirkusartist, med planer for portionsanrettede hundehvalpe med sprød svær, og slangeblodsgløgg.
Havde en levende slange med, der nærmest kværkede mig imens…
Og så var jeg kvabset dødsmetal-fan, ved navn Emil-Fabian, der helst ville kaldes “Flænse”.
Jeg fremlagde planer for sort jul, med afbidning af andehoveder, og knallertdræbte smådyr i gave.
Jeg kunne ikke tale i tre dage, efter at have growlet med, til et dejligt nummer af “cannibal corpses”.
Jeg ved ikke om jeg bliver frisk til næste uge, og frygter at gå glip af både den bøssede svenske diskojul, og den clairvoyante healingsjul.
Må afprøve dem herhjemme i stedet – det bliver Ninjaen sikkert rigtigt glad for?
