12/13/12

Om grimme navler

Der er nogle ting, man først sætter pris på, når det er for sent.
En af dem er navler.

Jeg var teenager i 90’erne.
Der gik man i korte bluser, og jeg så sådan her ud:

20121213-145409.jpg
Jeg brugte meget lidt tid på at være lækker – barberede på ingen måde ben, satte aldrig hår, skønhedsrutinen bestod af koldt vand og mascara, og jeg gik udelukkende i brugt tøj, der lugtede lidt af gnu.

Mave-visende bluser gik jeg med, fordi de var kølige nok, til at jeg kunne have læderjakke ud over, uden at dø af varme.

Jeg kan huske, at jeg syntes mine lår var fede, mine knæ var knoklede og min næse lignede et skihop.
Den navle, der hele tiden blev flashet, fik overhovedet ingen credit for at være pæn nok til det. Den var der bare.

Stumpebluser har vist været ude af modebilledet i mange år.
Heldigt nok.
Maveskindsflashing er en disciplin jeg helst ikke dyrker længere – vil nødigt virke som sådan en der går og blærer mig med mit ekstralange skind, så jeg holder det høfligt under blusen.

Min navle har altid set upåfaldende ud. Jeg havde en ring i den da jeg var helt ung(90erne igen), men den har været ret standard ellers.
Bare en navle.

Jeg blev opereret gennem navlen i tirsdags.

Lægerne troede min blindtarm skulle ud – det skulle den så heldigvis ikke – men operationen har efterladt mig med noget der ligner et hunderøvhul installeret midt på maven.
(edit: jeg havde taget et foto som bevis, men det ser simpelthen for skummelt ud…. Så I må nøjes med at forestille jer hvordan et hunderøvhul ser ud, placeret på en mave. Selv tak.)

Mine børn er ret imponerede og synes denne her er sej, på den klamme måde.
Det må være godt nok til mig – når nu maveskindet alligevel ikke er flashe-materiale.