11/23/12

Om plejehjems-stalking

“Er det bare mig – eller var ham den gamle krøbling i kørestolen, ikke ret lækker?” spurgte min veninde mig i går.

Den sætning havde jeg faktisk ikke forventet at høre, før jeg flyttede på plejehjem… Men jeg måtte give hende ret.

Nu er det ikke fordi vi tilbragte vores aften, med at savle efter sexede kørestolsbrugere på det lokale plejehjem: vi var i biffen, og se: “De urørlige”.

Den mest sete franske film nogensinde.

Det er ikke så tit jeg skriver anbefalinger af bøger og film – hovedårsagen til dette er, at jeg hader at give referat af handlingen.
Det lyder ofte så banalt, og jeg får i det hele taget lidt tics over det, på nu-går-du-i-niende-klasse-og-skal-skrive-et-bogreferat-måden.

Denne her film var bare så god, at jeg er nødt til at anbefale den til nogen! Helt exceptionelt god.

Handlingen lyder utroligt banal: småkriminel sort fyr, får arbejde som hjælper, for stenrig, sofistikeret lam mand.
Og så bliver de venner.

Den er baseret på en sand historie, og jeg tror jeg er nødt til at læse bogen også.

Den balancerer ind imellem lidt tæt på klicheerne, men den plumper ikke i.

Jeg synes den er rigtigt fin, rørende og morsom – en af de bedste film jeg har set længe.

Og så er ham den handicappede rigmand faktisk overraskende lækker.
Hvilket ikke trækker ned.

(Eller også er vi bare blevet så gamle(eller fattige), at vi hellere vil sukke over den rige lamme fyr, end den unge, glatte og veltrænede fyr? Gider ikke lige dvæle længe ved den del af det… Men SÅ gammel er han faktisk ikke, fandt jeg ud af. Hele to år yngre end min mor endda. )

20121123-103418.jpg