Om det der kærlighed – en føljeton, del 18

Om det der kærlighed, del 18

Vi havde begge to, to jobs på samme tid, for at vi havde råd til at blive boende i vores lille hus – men vi var glade, og havde klaret en lang, hård sygdomsperiode sammen, så alting virkede nemt i forhold til det.

Vores dejlige unge fyldte to år, en søndag i december 2003, og for at fejre både det, og Ninjaman der var rask nu, inviterede vi vores 20 nærmeste venner til lagkage – uden at have overvejet, at de sikkert kom direkte fra vilde julefrokoster.

Der stank af værtshus og ølsved i huset, mens rødøjede mennesker, forsigtigt fodrede kvalmen med små skefulde lagkage.

Det var rigtigt hyggeligt alligevel, men cementerede også, at vi – lige nu – levede et lidt andet liv, end de andre 27 årige vi kendte.

Vi var de absolut første i vores vennekreds der fik børn – faktisk begyndte vores gamle venner først at få børn, det år hvor vi fik vores tredje barn – så vi havde nogle år, hvor det føltes lidt sært, når vennerne ringede klokken 02 om natten, for at spørge om vi ikke ville med i byen, og hvor de til gengæld fandt sig i at sidde med tømmermænd og råbe hurra for en to årig.

Selvfølgelig var vi bundet af, at vi havde to jobs hver der skulle passes, en økonomi der var ret så stram, og et barn der ikke skulle hentes for sent fra børnehave, men et enkelt barn var relativt nemt at tage med os rundt, og hun virkede superglad, bare hun var med os.

Jeg har altid været glad for at have en søster, og var trist ved tanken om, at vores fantastiske barn skulle være enebarn.

Skulle hun have en søster hun kunne lege med, burde vi nok snart producere hende, men Ninjaman turde ikke få flere børn…
Han var bange for om han ville blive syg igen, og bange for om er barn mere, ville isolere os mere, i forhold til vores omgangskreds.
Så jeg affandt mig med det, og vi talte ikke mere om det.

Men som månederne gik, blev hun mere og mere nuttet, og var stor fan af sin far.
Den dag jeg kom hjem fra arbejde, og så at han havde brugt en hel film med 36 fotos, på at tage billeder af hende der legede i haven, vidste jeg, at det der med om hun blev enebarn, nok ikke var 100% sikkert….
(Fortsættes)

20121108-092939.jpg

16 thoughts on “Om det der kærlighed – en føljeton, del 18

  1. Hold op et flot billede. Din datter ligner en (meget) ung bjørk. I mine øjne et kæmpe kompliment 😉

  2. Tusind tak fordi du skriver de her svære og ømme indlæg! Jeg er midt i din situation lige nu, og det hjælper mig helt usigeligt at vide, at der kan være en fremtid derude et sted.

  3. Kære superheltemor.
    Jeg er en forholdsvis ny læser (har læst med siden i sommers, hvor I var i Grønland). Føljetonen startede derfor for mig først i dag, hvor jeg har læst samtlige afsnit. Ihhh, hvor er det hyggeligt at læse! Jeg glæder mig allerede til næste afsnit 🙂
    Kram Ann

  4. Jaih, elsker føljeton! Er selv 29 og har tre børn (godt nok ikke helt planlagt, men søde er de), og der er dæleme ikke mange af mine venner der overhovedet er kommet i gang med den slags endnu… Til gengæld har de så fast arbejde og alt muligt. Det bruger vi ikke her i huset…

    • Det bliver lidt sjovere, når vennerne også får børn – eller man får ekstra venner, med jævnaldrende børn. Det har vi efterhånden fået mange af, og det er så hyggeligt at ungerne kan lege, mens de voksne sladrer og tyller rødvin

  5. Dejligt med fortsættelse – sidder selv i USA som tvungen hjemmegående husmor og er ved at få spat af ikke at have job. Fin underholdning, mere føljeton tak:-)

  6. I min vennekreds var vi vildt tidligt ude, da vi fik den første som 26/27-årige, men i Mandens vennekreds var vi håbløst bagefter. Og vi har altså begge nogenlunde jævnaldrende venner.

    Jeg glæder mig til at høre, hvordan Fr. Fantastisk så kom. Eller altså ikke hvordan, menøøøh… Jeg glæder mig bare til mere, okay?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *