Klumme fra “Vores børn” 2015
“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.
Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.
I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.
Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’
Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.
Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:
Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast.
Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…
Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.
Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…
Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’
Åh nej, jeg fik det faktisk fysisk dårligt af at læse det hele. Jeg har lært det med snot og tis og (næsten) det med lort. Men jeg er stadig i overhængende fare for at kaste op ud over barnet, når hun netop har gjort det ud over mig. Det er så ulækkert. Og jeg kan ligesom forstå, at der skal flere end 4 børn til at kurere det helt? Tror aldrig, fobien forsvinder fuldstændig.
Tror jeg egentlig heller ikke… Det er stadig klamt
Snart kommer nogle års pause indtil din ældste bliver Teenager og kaster op af andre årsager end sygdom 😉
Og det frygter jeg faktisk endnu mere…
Jeg kan nemt følge dig i din fobi.
Jeg hader Roskildesyge aka mavevirus som pesten – som i HADER. Når det skidt er indenfor dørene, er det ikke ude igen, før stort set alle har været ramt af den mest ondsindede udmarvende omgang skiden og brækken langt ud over grænsen for, at der ikke KAN være mere tilbage at skide og brække af.
For ikke at glemme den mængde overbrækket/-skidt mængde vasketøj der har passeret gennem vaskemaskine og tørretumbler.
Så når en af mine pludselig får et ildebefindende hvori der indgår bræk, bliver jeg ramt af panik. Jeg får meget lange arme og strittende fingre, når der skal tørres op.
Faktisk kan jeg mærke panikken snige sig ind, hvis en kollega, en kollegas barn eller et barn i institution er angrebet af Roskildesyge.
Måske fordi jeg har tilbragt en del nætter gennem årene med at ligge rallende på badeværelsesgulvet eller dingle frem og tilbage på tønden med hovedet dybt i en spand mens bræk og lort har forladt min krop i alarmerende fart og sveden er drevet af mig. For så ikke at glemme dagen derpå, hvor hele kroppen værker og gør ondt.. og de næste 2-3 dage, hvor væskebalancen stadig er helt skæv, så hovedet dunker og kvalmen bølger.
Måske skulle man starte en forening for brækkens afskaffelse….
Jeg er SÅ meget med i den forening!
Fy for den lede, hvor kan jeg bare godt forstå dig. Og så er det, at jeg glæder mig over, at min snart 2-årige søn stadig kun har kastet op én gang i sit liv. Og at det ikke gik ud over mig, men min kærestes hår.
Heldige dig!
Uadrk! Jeg har haft bræk-fobi stort set hele mit liv, og havde håbet at det ville forsvinde når jeg blev mor. Men jeg går stadig i panik når min datter bliver dårlig. Har heldigvis også en forstående mand, som gerne tager over – hvis han er hjemme. Jeg panikker stadig, hvis han ikke er hjemme, og selvom jeg prøver at virke så cool som muligt overfor min datter, får jeg næsten med statsgaranti selv kvalme, koldsved og indre storpanik. Gylp, lort, tis og snot er jeg sjovt nok også helt ligeglad med. Men bræk – gyyyyyys!
Burde lave en antibrækklub?
Jeg vidste, at jeg var en ‘rigtig’ mor, den dag jeg pr refleks stak min hånd ind under Svesken, så hun ikke brækkede sig sengen for 2. gang den nat, men i stedet nøjes med at ørle på mig.
Yrks!! Hardcore!
Sådan en historie er virkelig god prævention!
Hahahaha! Det er sandt!
Har længe kigget efter en kjole der ligner den Carrie havde på i satc. Så jeg vælger Marie Red. Den er fantastisk!
Mvh mette
det skal du skrive ovre i konkurrenceindlægget!
Mit præmature barn havde en hyperfølsom brækrefleks. Han kastede op hvis han græd, hvis han blev vred, hvis man var lidt for grundig med tandbørsten eller hvis maden føltes lidt forkert i munden. Så jeg karakteriserer mig selv som “kender” indenfor opkast. Derfor ved jeg også at frisk opkast ikke er særlig ulækkert mod fx en flaske modermælkserstatning, der er semifordøjet.
Jeg blev så rutineret at jeg kunne gribe opkast med køkkenrulle i venstre hånd mens jeg lige fik skovlet lidt af min varme mad indenbords med højre hånd.
Heldigvis aftog sartheden efterhånden som han blev større, og nu, som 6-årig kan jeg slet ikke huske hvornår han sidst har kastet op 🙂
Årh, stakkels barn… Men forstår godt hvis man bliver hærdet så!
Nøj nogle fine kjoler, den side må gemmes til senere brug – jeg vil frygtelig gerne vinde hvis de sender til USA, jeg er lige flyttet til New Jersey og måtte prioritere at få det praktiske varme tøj med – kære gode fe, jeg ønsker mig en Jobi Midnight black/pink 😉
Hov, den kommentar endte et forkert sted… Men godt at høre at man kan glæde sig til at blive mindre sart hvis man får børn, gad nok vide om jeg vil kunne fange en edderkop for mine kommende børns skyld, eller om jeg kan oplære dem til at klare den situation 😉
Det kan du sagtens lære!
Jeg undrer mig til stadighed over hvorfordet var hesten og rotten der fik den manglende evne til at kaste op. Det skulle i dén grad laves om hvis jeg var den der gud der lavede verden i sin tid!!!
Haha! Du har ret!
Vidste slet ikke at rotter ikke kunne kaste op?
Kan ikke huske hvor jeg læste det henne… Måske det var noget jeg lærte i skolen engang 😉