11/6/12

Om brækfobi – en klumme

(klumme fra “Vores børn”)
“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.


Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.


I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.

Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’

Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.

Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:
 Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast. 

Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…

Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.

Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…


Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’