11/30/12

Om noget i kan glæde jer til…

Jeg tror ikke I skal regne med blogindlæg fra mig i dag, for jeg er (eller burde ihvertfald være), i gang, med at skrive på en julegave til jer.

Det er en juleføljeton, i 15 afsnit, skrevet på skift af nogle af mine egne favoritbloggere: Marias maskinrum, Sneglcille, Trixy, Amrit – ja, og så mig.

Der er foreløbigt skrevet tre afsnit.
Den bliver sjov.
Og grov.
Og god.

Første afsnit kommer hos Maria i morgen, d. 1-12, og så skiftes vi til at poste et afsnit, og linke til de nyeste.

Nu har jeg så foreløbigt brugt en time på at overspringshandle, og skændes om ipaden, med mit mindstebarn, der er hjemme sløj – men jeg burde sidde og skrive på afsnittet til d. 7-12 lige nu.
Jeg overvejer om jeg skal dræbe en person,i mit afsnit, bare for at komme af med lidt vrede.
Nu må vi se…

Men husk at læs med hos Maria i morgen – skal nok minde jer om det!

11/29/12

Om kinky mad

Jeg ønsker mig altid bøger, men aldrig kogebøger – dem køber jeg, hvis jeg tror de er nødvendige, men laver som regel mad uden opskrifter.
Tror jeg er nødt til at gøre en undtagelse i år, og ønske mig denne her i julegave:

20121129-091150.jpg
“50 shades of chicken”, og en forside med en svinebundet og hjælpeløs nøgen kylling.

Er sikker på at den er mindst dobbelt så sexet, som de bøger den er inspireret af – og at hovedrolleindehaveren i kogebogen er en anelse mere intelligent og handlekraftig end Ana Steele.

Og i stedet for at være fyldt ud af tåbelige “indre gudinder”, er kyllingehovedpersonen formentligt fyldt ud med saftige grøntsager og krydderier, der er mindre øretæveindbydende at læse om?

Nå, måske er den crap.
Morede mig bare.
Måske er jeg bare overtræt.

11/27/12

Om traditioner og nisselandskaber

Da vi fik vores første barn, begyndte jeg at spekulere i alle de spændende ting man kunne finde på, som hun kunne gå og glæde sig til: påskeægstril, tandfeer, julemænd, risengrød til nissen, påskeharer, forårsfester, og fødselsdagsfejringer med faste ritualer.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med særligt mange traditioner, og havde glædet mig til at give den fuld skrue med magi, eventyr og fine ritualer, når jeg selv fik børn.

Nu er det så ikke lige hverken vedholdenhed eller perfektionisme jeg er mest kendt for, så meget af det er blevet ved historierne, og så engang imellem en spontan omgang nu-triller-vi-æg-med-alle-vennerne, nu-holder-vi-sommerfest-hvert-år, nu-husker-tandfeen-at-hæve-en-tyver, eller noget i den dur, der er blevet til noget en gang eller to, men aldrig rigtigt som en fast tradition.

Det er ok – i virkeligheden hader jeg også, hvis ting skal gøres præcis på samme måde hver gang, og vil hellere planlægge noget nyt.

Nu er der så sket det, at børnene er blevet store nok, til at kunne huske fra år til år – og de er vilde med alt hvad der er lidt rituelt.

Sidste år sagde jeg(hårdt presset) ja, til at de måtte lave et nisselandskab i vindueskarmen, komplet med 9000 meter pladevat, og et kaos af playmobilmænd, lerfigurer og sølvpapirsinstallationer.
Det var pissegrimt…

Vi bor 6 mennesker på ret lidt plads, og vi roder som vanvittige i forvejen, så det nisselandskab, var ikke noget der fik os med i en artikel i “Bo bedre”…

Jeg pakkede det væk længe før jul, med en fesen undskyldning om at mindstebarnet åd leret – og svor til mig selv, at den slags gad vi ikke igen!

Der tog jeg fejl.

“Moar – det er d. 26 November i dag” informerede ældstebarnet mig i går aftes:”det er jo i dag vi plejer at sætte nisselandskabet op, det kan jeg huske, for der er en uge til min fødselsdag – som er den dag, hvor vi plejer at hænge julepynt i vinduerne!”

Mellempigerne nikkede entusiastisk samtykkende – og jeg mærkede med gru, hvordan hver eneste fikse ide jeg lige får til et hurtigt projekt, nu bliver tradition fremover.

Tror altså kun de ting er sket lige sidste år – året før pyntede vi kun træ, og året før det, var vi vist ikke engang hjemme i julen.

Har foreløbigt udskudt projektet lidt, med fesen undskyldning om pladevatmangel…

Tror jeg må til at holde igen, med indførelse af nye ritualer – eller bare give los, og lade børnene lege eventmakere, med traditioner til hvad som helst.
De er sikkert også bedre end mig til rent faktisk at få udført planerne – og jeg kan vel lige smide et par forslag om ekstra mange mors dag, med i puljen?

Og nisselandskabet? Det må I godt se billeder af.
Hvis der altså kommer pladevat i butikkerne igen…
(Min mobil foreslog:”nosselandskabet”, hvilket faktisk er et meget dækkende ord, for mine følelser omkring det!)

11/25/12
20121125-141717.jpg

Vind bøger

Konkurrencen er slut!

Som lovet, er der hele to konkurrencer denne søndag: den med gavekort til bobles , og denne her, med gode bøger fra Forlaget Rosinante.
Den ene bog man kan vinde, er “sig det ikke til nogen”, af Vita Andersen – en velskreven bog, om to kvinder, hvis liv vikles ind i hinandens. Jeg er ikke helt færdig med at læse den selv endnu, men synes foreløbigt rigtigt godt om den.
Læs mere om bogen HER

20121125-141717.jpg

Den anden bog du kan vinde, er:”Rokokoposten – de første 280 år”, der består af de 200 bedste, falske, nyheder fra www.rokokoposten.dk.
Ganske underholdende – og en udemærket gaveide’, til den der svoger, du alligevel ikke ved hvad du skal give i julegave.
Læs mere om den HER.

20121125-142731.jpg
Skriv en kommentar med hvilken bog du helst vil vinde, så trækkes der en vinder af hver bog på søndag d. 2-12.

11/23/12
20121123-103418.jpg

Om plejehjems-stalking

“Er det bare mig – eller var ham den gamle krøbling i kørestolen, ikke ret lækker?” spurgte min veninde mig i går.

Den sætning havde jeg faktisk ikke forventet at høre, før jeg flyttede på plejehjem… Men jeg måtte give hende ret.

Nu er det ikke fordi vi tilbragte vores aften, med at savle efter sexede kørestolsbrugere på det lokale plejehjem: vi var i biffen, og se: “De urørlige”.

Den mest sete franske film nogensinde.

Det er ikke så tit jeg skriver anbefalinger af bøger og film – hovedårsagen til dette er, at jeg hader at give referat af handlingen.
Det lyder ofte så banalt, og jeg får i det hele taget lidt tics over det, på nu-går-du-i-niende-klasse-og-skal-skrive-et-bogreferat-måden.

Denne her film var bare så god, at jeg er nødt til at anbefale den til nogen! Helt exceptionelt god.

Handlingen lyder utroligt banal: småkriminel sort fyr, får arbejde som hjælper, for stenrig, sofistikeret lam mand.
Og så bliver de venner.

Den er baseret på en sand historie, og jeg tror jeg er nødt til at læse bogen også.

Den balancerer ind imellem lidt tæt på klicheerne, men den plumper ikke i.

Jeg synes den er rigtigt fin, rørende og morsom – en af de bedste film jeg har set længe.

Og så er ham den handicappede rigmand faktisk overraskende lækker.
Hvilket ikke trækker ned.

(Eller også er vi bare blevet så gamle(eller fattige), at vi hellere vil sukke over den rige lamme fyr, end den unge, glatte og veltrænede fyr? Gider ikke lige dvæle længe ved den del af det… Men SÅ gammel er han faktisk ikke, fandt jeg ud af. Hele to år yngre end min mor endda. )

20121123-103418.jpg

11/22/12

Om moderne mor-haletudser-børn

Da jeg var barn, og legede med babydukker sammen med min søster, var der en god grund til at vores babyers fædre var fraværende: hun var gift med Bruce Willis, jeg med Bruce Springsteen, og det gav god mening at sådan et par berømtheder ikke var meget hjemme.
Mine mellemste piger legede også med dukker i går, og jeg spurgte interesseret til hvem der mon var babyernes fædre – var nysgerrig på at høre, om det mon også var berømtheder, eller om det bare var nogle søde drenge fra skolen.

De kiggede tomt på mig, og benægtede at deres børn havde fædre.

De er ellers rimeligt up to date med bier og blomster, så det undrede mig lidt, men jeg lod den ligge.
Jeg sad og lyttede lidt mere til deres leg, mens deres lillesøster legede frisør på mig – en leg der får ud på, at jeg godt må sidde og pille ved min mobil, mens hun slår mig i hovedbunden med en børste, og ind imellem fortæller mig, at jeg ligner en prinsesse – og hørte den 7 årige spørge:”har babyerne ikke nogen far? Kan det ikke være christoffer? Ham har vi begge to jo været kæreste med – og han er så pæn…”

Den 6 årige tænkte lidt over det, og kom med svaret;”vi gad altså ikke det der klamme med at knalde – så vi har bare købt haletudser af lægen! Det siger Kamma også at hendes mor gjorde.”
Wow…
Det er altså ret velinformerede børn.

11/21/12

Om håndskader 2

Ja, min hånd var så bare forstuvet… Heldigvis.

Synes det er møgirriterende, og det gør en del ting mere besværlige, når man har ondt i højre hånd.
Det gør særligt ondt at skrive, så jeg er bagud med klumme til et blad, juleføljeton til blog, og en del skriftligt på arbejdet.

Jeg panikkede lidt, da mindstebarnet valgte at fylde sin ble hele tre gange, mens jeg var alene med børn i går.
De store børn måtte fumle tøjet på hende igen bagefter – og skære min mad ud.
De lavede faktisk også maden: omelet, som er den ret de er bedst til. Får nok æggechok, hvis hånd ikke snart bedres.
Børnearbejde styrer!

Men hver gang jeg slår over i selvynk, over noget så banalt som min ømme hånd, forsøger jeg bare at tænke på den unge fyr, jeg mødte på skadestuen.

19 år, og sådan en lækker ung mand, i smart tøj, og med hår, der tager mindst en time at sætte hver morgen.

Er sikker på at hende teenagepigen der sad og brækkede sig i skraldespanden, i skadestuens venteværelse, faktisk forsøgte at gøre det på en lidt mere sexet måde, mens hun sendte ham beundrende blikke.

Han kom ud med begge albuer i gips, og armene i en sær vinkel ud fra kroppen.

Sygeplejersken hjalp ham med at ringe efter en der kunne hente ham, og mens han ventede, kunne jeg nærmest se panikken brede sig inden i hans kønne hoved: hvem mon skulle sætte hans smarte hår, de næste seks uger? Give ham tøj på? Tørre ham i måsen? Og andre ting, som teenagedrenge gerne vil bruge deres hænder til?

Han var grædefærdig, da hans mor kom.

Og når jeg får lyst til at åbne munden og brokke mig over min ømme hånd, behøver jeg bare forestille mig den stakkels fyr.
Der nu sidder et eller andet sted, med albuerne i gips, og virkeligt kikset hår…

11/19/12

Om håndskader

Der var rigtigt pænt, da jeg cyklede på arbejde i morges.
Der så sådan her ud:

20121119-172014.jpg
Tog billedet, glædede mig over hvor pænt der var, cyklede 500 meter mere – og skvattede for fuld skrue i et sving.

Cyklen fløj ud på kørebanen, og blev reddet ind af en nydelig ung mand – mens jeg tog fra i faldet, med min tommelfinger…
Trak cyklen resten af vejen.

Min højre hånd har gjort ondt hele dagen, og blev mere og mere blå og hævet.
Da jeg fik fri, måtte jeg bede en kollega om at lyne min jakke for mig, for min tommelfinger virkede ikke mere.
Ninjaen sendte mig på skadestuen – og her sidder jeg så endnu.

Der er tre timers ventetid, og jeg havde ikke fået nogen bog med, og har kun lidt batteri tilbage på mobil.
Fandt en 50’er i bunden af tasken, og sneg mig i kiosken, hvor jeg købte læsestof.
Vaklede mellem dameblad og bog, men vurderede at jeg læser så hurtigt, at det måtte blive bogen.
Tilbage i venterum, viste det sig at den var solidt plastikindpakket:

20121119-174647.jpg
Forsøgte at få den op, udelukkende med venstre hånd og tænder.
Prøvede også med en mønt og omslaget til et buskort.
Det lykkedes ikke.

Jeg så mig om i venterummet, men de andre ventende sad enten og blødte eller brækkede sig så meget, at det virkede upassende at bede om hjælp til bogudpakning…

Så jeg rodede tasken igennem igen, og glædede mig over at finde noget spiseligt:

20121119-175031.jpg
Den viste sig lige så umulig at åbne, med mønt, buskort og venstrehånd…

Nu venter jeg så på røntgen – mens jeg krydser (venstre hånds) fingre for, at den højre ikke er brækket…

Duer altså ikke til at være enhåndet!

11/18/12

Om musikalitet

Før jeg fortæller om, hvad vi lavede til julefrokosten i fredags – som jeg skrev om i går – bliver jeg først nødt til en lang og pinefuld gennemgang, af mine manglende musikalske evner.

Da jeg var 7-8 år gik jeg til kor.
Jeg kan godt lide at memorere sangtekster, og elskede det der med at stå og synge sammen med andre.

En dag blev mit kor udvalgt til at synge i en kirke, og noget af det skulle i radioen.
Mens vi øvede, lige inden programmet, mærkede jeg forventningens glæde – indtil jeg også mærkede lærerens hånd på min skulder.
Han syntes det var bedst, hvis jeg, og en der hed Casper, måske lige nøjedes med at kigge på, i stedet for at synge med – han var ked af at sige det, men vi sang altså utroligt grimt…
Jeg kom aldrig tilbage, og der gik flere år, hvor jeg undgik at synge.

Jeg skiftede skole, da jeg var 13 år, og startede på en kreativ lilleskole.
Der var masser af musik, og læreren spurgte om jeg kunne synge – for der var snart vinterkoncert, og bandet manglede en mørk pigestemme.

Jeg mumlede, at jeg havde sunget i kor, men vist ikke havde den store stemme, men alle i bandet var så søde, og sagde at det bare var et spørgsmål om øvelse, og de synes da bare jeg skulle prøve.

Læreren sagde at min talestemme var pæn og mørk, og han forestillede sig at jeg godt kunne lære at synge pænt.

Smigret sagde jeg ja, og tænkte at måske havde min stemme mirakuløst ændret sig, og alle ville rose mig?

Alle blegnede da jeg sang, til første prøve, men de var for høflige til at sige noget.
Dog blev det ændret til, at det måske ville virke mere dynamisk, hvis alle vi tre sangerinder, sang et enkelt vers hver – istedet for at jeg sang den selv.
Så det gjorde vi.

Det var spændende at stå der på scenen, med et velspillende band, og jeg nød koncerten.
Indtil jeg så den video-optagelse nogen havde lavet til koncerten, og pludselig forstod ekskluderingen fra koret, og de blegnende bandmedlemmer, da vi øvede.

Det lød forfærdeligt!
Både skingert, falskt og umusikalsk.
Vidste godt at jeg ikke var verdens bedste sanger – men slet ikke at det var SÅ slemt!

Jeg begyndte at spille guitar i stedet, men droppede også det efter et par år, med en erkendelse af, at selv om jeg elskede musik, var det ikke noget jeg på nogen måde udviste sans for: det så væsentligt sejere ud, end det lød!

20121117-150223.jpg

Jeg har stort set ikke sunget siden den koncert.
Havner jeg steder hvor man synger(bryllupper, Skt hans bål, fødselsdage, juleaftener), mimer jeg entusiastisk, at jeg synger med – men det gør jeg sjældent.

Nå, det var en meget lang intro, til at fortælle hvad overraskelsen var til julefrokosten: vi skulle indspille en cd, i et rigtigt studie.

Flere af mine kolleger spiller musik i deres fritid, og frydede sig ved tanken, mens jeg overvejede om jeg skulle 1): nægte at deltage, og spare dem for min stemme eller 2): krydse fingre for, at jeg på en eller anden måde havde fået en smuk stemme i årenes løb.

Jeg valgte det sidste, og gik tappert
ind i boksen, og sang mine linier, mens jeg forsøgte at ligne Stevie Wonder, der sang “we are the World'”.

20121118-094445.jpg
Vi fik cd’en med tilbage, og den blev spillet mens vi spiste.
Alle de andre sang overraskende godt, og jeg ventede spændt på at høre mig selv.

Intet havde ændret sig: jeg sang hjerteskærende falsk – men på en eller anden måde var mine falske linjer med til at løfte sangen og gøre den sjov, og alle var ødelagte af grin, over hvor dårligt det lød.

Så der sluttede 20 års traume over manglende musikalsk talent, mens vi hørte cd’en for gang nr 100, og jeg på en eller anden måde endte med at være helt stolt over at være så imponerende umusikalsk.
Tror jeg synger rigtigt med på julesangene i år – og giver min familie en oplevelse…

11/17/12

Om julefrokosthoved

Jeg var til julefrokost på mit arbejde i går.
Vi var inviteret til klokken 15, men vidste ikke hvad vi skulle lave.

Min chef er en meget kreativ mand, og jeg både glædede mig til, og frygtede, hvad vi mon skulle.
Han har gjort det nogle gange før; den ene af gangene var overraskelsen at vi var skulle overnatte i luksussommerhus, og en lækker massør kom og gav os alle massage på skift – en anden gang, var det en utroligt kikset clairvoyant dame, der kom og talte med ånder og kommenterede på vores auraer…

På vej derhen, talte jeg med en af mine kolleger, om hvad den værste overraskelse kunne være.

Jeg hader at danse, og gør det kun ind imellem, for ikke at fornærme folk eller virke alt for kedelig.

Men jeg hader det faktisk intenst, og synes at den værste overraskelse kunne være sådan noget som salsaundervisning.

Min kollega mente at et eller andet alternativt helseagtigt kunne være værre – især sådan noget som tarmskylning – og vi blev enige om at det allerværste, ville være en kombination af de to: tarmskylning, mens man danser salsa…

Det var heldigvis ingen af delene – og selv om det var grænseoverskridende, var det enormt morsomt.

Havde jeg ikke så vilde tømmermænd i dag, ville jeg også skrive hvad det var nu – men i må udholde spændingen til i morgen, for jeg har brug for, at ligge lidt i fosterstilling nu, og ynke mig selv, mens jeg lytter til pigernes snakken, og ser hvordan de overtager hele min stue,
med en omfattende by af plastikfigurer…

20121117-144459.jpg
Det er hyggeligt.
(Men jeg kommer nok til at fortryde det om lidt, når de giver sig til at skændes om hvem der skal rydde op…)