Vejen hen til børnehaven, har jeg gået tusindvis af gange – frem og tilbage, hver eneste hverdag i løbet af de sidste ti år.
Det sidste år har jeg så ejet et kørekort(selv om Ninjaman nok vil mene at jeg bør have det inddraget, når han opdager den lille bule jeg lavede ved at køre ind i et skilt i morges…), og derfor går jeg den nu kun om torsdagen, hvor han kører skolebørnene, der går i skole langt væk.
I går, mens jeg gik der med mindstebarnets buttede næve i min hånd, og lyttede til hendes pludren, slog det mig hvordan tiden går, og ting der føles som for evigt, alligevel vokser fra en.
Jeg så ned på hendes små hoppende rottehaler og glade øjne, og huskede tre andre sæt hoppende rottehaler på samme vej, og tænkte over, hvor sært det egentlig føltes, at der nu kun er hende, der er “det lille barn”.
Jeg har gået den tur, med mit to årige ældste barn, der pludrede på samme måde; jeg har gået den med barnevogn med hendes ældste lillesøster i, og hende siddende ovenpå; jeg har gået den med tvillingeklapvogn, med sovende nyfødte barn nr 3, pludrende rottehalebeklædt barn nr 2, og tænksom 5 årig.
Det var underligt da den store startede i skole, og der pludselig igen kun var to børn , men der har jeg også gået med dem, med deres små løbecykler; slæbt dem gennem sneen på kælke; trukket min cykel med en siddende i barnesædet og den anden balancerende på sadlen; gået med dem i silende regn, mens jeg med nød og næppe undgik at de prikkede mine øjne ud med deres paraplyer; jeg har modløs og højgravid vraltet gennem sneen med dem, mens barn nr 3 var i sin allermest NEJ!-agtige fase, og hele tiden måtte smide sig surt ned i snedriverne og nægte at gå; og jeg har gået der med ny rød barnevogn med feteret ny baby i, og to storesøstre, der hele tiden skulle stoppe, for at kysse hende eller synge for hende.
Det har ikke engang været ture jeg nødvendigvis nød – ofte bare lange og sure ture, men det har føltes så meget som en permanent del af mit liv, de der halve timer med småbørn, gående på den samme vej hver morgen og eftermiddag – og det er nærmest uvirkeligt at det ikke længere er sådan; at jeg nu har hele tre store skolebørn, og kun en enkelt lille.
Jeg begynder at ane et mønster i det, og forudse, at selv min lille rottehale-pludrer, også en dag bliver en stor skolepige…
Så nu sætter jeg endelig pris på turene; lytter til hvert eneste ord hun pludrer til mig; nyder følelsen af hendes små smilehuller ved knoerne i den hånd jeg holder; lader hende balancere på hver eneste forhøjning vi passerer, og plukke alle de mælkebøtter hun vil.
Jeg ville ønske jeg kunne spole tilbage og gå den tur igen, med en to årig version af de tre piger der kom før hende her.
Bare lige opleve dem alle en enkelt gang mere, på en måde hvor turen i sig selv ikke bare føles som en nødvendighed for at komme hjem, men som en mulighed for at suge dem til mig.
For pokker da også – det blev lidt sentimentalt!
Når hun til vinter er 2 1/2 og formodentlig i NEJ!-alderen og smider sig surt i alle snedriverne, vil jeg æde mine ord igen, og bare tænke på at komme hurtigt derhen hvor vi skal – men ind til da, vil jeg prøve at nyde hvor vi er lige nu.
Lige om lidt er det også hendes lange ben og brede ryg, der løber foran mig, på vej et andet sted hen…
Tak, – jeg skal hjem og huske at suge mine unger til mig…
Ja du skal!
Så, nu sidder jeg på min arbejdsplads og småtuder mens jeg tænker på at Arvingen allerede er 8½ og den næste er på vej i maven. Men de bliver begge store og stikker af en dag.
Jeg ville også gerne skrue tiden tilbage, bare en enkelt dag.
Gid man kunne!
For pokker, hvor er det fint! Og hvor er det sandt! Jeg har også trasket samme rute i mange år, men pludselig er vi begyndt st cykle. Eller køre bil. De glorificerende minder er begyndt, selvom det i virkeligheden var nogle tit alt for lange og kedelige ture 😉 Jeg nød dem ikke lige meget hver gang, i hvert fald. Det gør jeg nu, når de en sjælden gang i mellem opstår
Jamen, så ved du sikkert også præcis hvordan det føles!
Puha, der fik du tårerne frem hos mig! Hvor er det fint beskrevet! Jeg går i øjeblikket hjemme på barsel med den første, og vil tage dine ord til mig og forsøge at suge til mig og nyde hvert øjeblik – også de sure og hårde!
Lyder godt!
Snøft snøft snøft. Får helt lyst til at vække pigerne, men kan også godt nøjes med bare at snuse til deres hår, mens de sover 🙂 Jeg kan i hvert fald sagtens følge dig.
Nyd gåturene og de små buttede hænder 🙂
Hvor er du sød;)
Åh, hvor godt skrevet. Tænk at alle små børn bliver store. Det er slet ikke til at fatte!
Ja det er virkeligt svært at tro, når man bare er midt i det.
Lidt det samme med det der alderdom: svært at forestille sig at man selv rammes af det?
Pingback: Tak fra hippien
Hvor poetisk. Seriously altså. Rørende. Må jeg indskyde en lille bemærkning? Hold dog for KÆFT hvor er du heldig at du er beriget med så mange skønne, vidunderlige børn! Som hele tiden udvikler sig. Allesammen. Fra den mindste bettefis med de buttede hænder til den største præ-teen (eller hvad de kalder de 7-12årige nuomstunder). Life goes on og jeg glæder mig til at læse meget mere om hvad dine børn går og finder på og hvordan du oplever dem i de næste faser;o)
Mange tak.
Begynder faktisk allerede nu at ane hvor fedt det kan være at de bliver større: havde den ældste med til koncert i går aftes og nød at hun var interesseret og glad, og kunne være længe oppe!
Årh hvor ER det fint sagt! Tak!
Skønt indlæg. Vi ved det jo godt – hverdagen sluger de momenter, som vi senere sidder og husker tilbage på, som virkelig værdifulde, men i nuét havde vi tankerne andre steder, er på vej….
I går så jeg mit lille barnebarn i bad for første gang, siddende plaskende og sprøjtende og fuld af grin – hvor blev tiden med MINE “små” dog af, mindes jeg så igen? Jeg var UNG mor (var ” de unge mødre-serien” opfundet dengang i 1986, så kunne jeg have deltaget, hø…)¨så det er ikke fordi jeg er tudsegammel, og ikke længere husker.
Tak fordi du lige rørte noget. God weekend
Kh Joan
Hvor er du sød.
Tak
Du får forhåbentligt en chance mere 🙂
Når jeg går med mit *store* barnebarn på 3 kommer det hele tilbage til mig fra dengang mine egne unger var små. Du kan tro jeg husker at nyde hende! Du kan tro hun får lov til at ballancere på hver en egnet kant. Du kan tro jeg nyder hvert et senkund jeg får lov til at være sammen med hende.
Mormor
Hvor hyggeligt!
Men mine unger planlægger alle at få mindst tre børn hver, så jeg bliver sikkert en lige så stresset mormor;)
Sikken et fint indlæg, der virkelig sætter tankerne i gang. De fleste af os har jo endnu kun små børn, men hvor har du dog ret – og hvor er det vigtigt, nogen gange at stoppe op og snuse hverdagsturene til sig, glemme stress, jag og logistik for en stund og bare nyde….som i helt tage ind, slappe af og lade dem små pus tage føringen, mens man bare stiltiende iagttager. Tak for det.
Selv tak. Fine ord.
Så fint skrevet. Blev helt rørt.
Tak!
cute…