10/30/12

Om veje og omveje

Vejen hen til børnehaven, har jeg gået tusindvis af gange – frem og tilbage, hver eneste hverdag i løbet af de sidste ti år.

Det sidste år har jeg så ejet et kørekort(selv om Ninjaman nok vil mene at jeg bør have det inddraget, når han opdager den lille bule jeg lavede ved at køre ind i et skilt i morges…), og derfor går jeg den nu kun om torsdagen, hvor han kører skolebørnene, der går i skole langt væk.

I går, mens jeg gik der med mindstebarnets buttede næve i min hånd, og lyttede til hendes pludren, slog det mig hvordan tiden går, og ting der føles som for evigt, alligevel vokser fra en.

Jeg så ned på hendes små hoppende rottehaler og glade øjne, og huskede tre andre sæt hoppende rottehaler på samme vej, og tænkte over, hvor sært det egentlig føltes, at der nu kun er hende, der er “det lille barn”.

Jeg har gået den tur, med mit to årige ældste barn, der pludrede på samme måde; jeg har gået den med barnevogn med hendes ældste lillesøster i, og hende siddende ovenpå; jeg har gået den med tvillingeklapvogn, med sovende nyfødte barn nr 3, pludrende rottehalebeklædt barn nr 2, og tænksom 5 årig.
Det var underligt da den store startede i skole, og der pludselig igen kun var to børn , men der har jeg også gået med dem, med deres små løbecykler; slæbt dem gennem sneen på kælke; trukket min cykel med en siddende i barnesædet og den anden balancerende på sadlen; gået med dem i silende regn, mens jeg med nød og næppe undgik at de prikkede mine øjne ud med deres paraplyer; jeg har modløs og højgravid vraltet gennem sneen med dem, mens barn nr 3 var i sin allermest NEJ!-agtige fase, og hele tiden måtte smide sig surt ned i snedriverne og nægte at gå; og jeg har gået der med ny rød barnevogn med feteret ny baby i, og to storesøstre, der hele tiden skulle stoppe, for at kysse hende eller synge for hende.

Det har ikke engang været ture jeg nødvendigvis nød – ofte bare lange og sure ture, men det har føltes så meget som en permanent del af mit liv, de der halve timer med småbørn, gående på den samme vej hver morgen og eftermiddag – og det er nærmest uvirkeligt at det ikke længere er sådan; at jeg nu har hele tre store skolebørn, og kun en enkelt lille.

Jeg begynder at ane et mønster i det, og forudse, at selv min lille rottehale-pludrer, også en dag bliver en stor skolepige…

Så nu sætter jeg endelig pris på turene; lytter til hvert eneste ord hun pludrer til mig; nyder følelsen af hendes små smilehuller ved knoerne i den hånd jeg holder; lader hende balancere på hver eneste forhøjning vi passerer, og plukke alle de mælkebøtter hun vil.

Jeg ville ønske jeg kunne spole tilbage og gå den tur igen, med en to årig version af de tre piger der kom før hende her.

Bare lige opleve dem alle en enkelt gang mere, på en måde hvor turen i sig selv ikke bare føles som en nødvendighed for at komme hjem, men som en mulighed for at suge dem til mig.

20121026-101953.jpg
For pokker da også – det blev lidt sentimentalt!

Når hun til vinter er 2 1/2 og formodentlig i NEJ!-alderen og smider sig surt i alle snedriverne, vil jeg æde mine ord igen, og bare tænke på at komme hurtigt derhen hvor vi skal – men ind til da, vil jeg prøve at nyde hvor vi er lige nu.
Lige om lidt er det også hendes lange ben og brede ryg, der løber foran mig, på vej et andet sted hen…